Forkølet. Eller måske er det en type C-influenza. Hovedpine, hoste, tåreflod, irriteret svælg og hals, feber, ømhed i kroppen, som måske ’bare’ er inflammation, fordi jeg ikke har orket at følge min diæt i nogle dage. Jeg spiser Pamol og Ipren og ellers ingenting. Det er ikke godt for maven. Jeg laver noget morgengrød.

Det bliver mere og mere tydeligt for mig, hvad min tilstand med inflammation og IBS-C skyldes. Hormonelle forandringer i forbindelse med overgangsalderen har også indflydelse på tarmfloraen. Fordøjelsen kan blive langsommere. Og, som i mit tilfælde, nærmest gå i stå. Når overgangsalderen engang er forbi, kan jeg se tilbage på den som mit livs mareridt. Hvis den ender. Mange kvinder døjer med symptomer resten af livet.

Jeg tror, min overgangsalder har udviklet sig så pinefuldt, fordi jeg i årene op til var påvirket af betydelig traumatisk stress som følge af flere samtidige livskriser. Stress udskiller også hormoner, som kan have langvarig ødelæggende effekt. Men jeg har været påvirket af traumatisk stress hele mit liv på grund af svigt, mobning og tidlige tab. Måske forstærkes humørsvingninger i overgangsalderen af oprindelige, ikke færdigbearbejdede sår. Ligesom ved PMS foregår der i overgangsalderen en udrensning af krop og psyke. Gamle sår og frustrationer kommer til udtryk som affekt. Emotioner, vi hidtil har tilbageholdt, kan ikke længere tilbageholdes, men slipper ud til forbløffelse for os selv og vores omgivelser. I stedet for at sætte kvinder fri, fanger det os i skyld over at være, det vi er: kvinder udsat for hormonel aktivitet med den sårbarhed, der følger. Vi burde være stolte over at markere grænser og sige tingene, som vi oplever dem. Men det er rigtigt, at det ville være mere hensigtsmæssigt at gøre det, før ordene bliver til snerren.

Jeg vil ikke være offer. Hverken for mit tidligt skårede selvbillede eller for min krops symptomer. Det er meget muligt, at det – ifølge Anthony William – afhjælper inflammation med mere at leve af friskpresset sellerijuice og raw food uden rug, hvede og byg, men når jeg bliver nedtrykt af at leve på den diæt, så skal jeg ikke. Anthony William angiver i øvrigt Epstein-Barr virus som årsag til flere symptomer i forbindelse med hormonel aktivitet: pubertet, graviditet, fødsel, overgangsalder, stress – og deraf følgende autoimmune lidelser. Det har han muligvis ret i, men jeg tillader mig at tro, at heling også kan følge af at tage ansvar for sig selv og sine tanker fremfor artigt at følge andres. At tage ansvar for sig selv og gå egne veje er helende, selvom ens valg ikke altid falder i andres smag. Ved at begynde at skrive autobiografisk igen har jeg vendt en følelse af tiltagende meningsløshed og afhængighed af andre til en oplevelse af styrke og nødvendighed.

Hvor stammer den tiltagende afhængighed fra? Når jeg tænker over det, har den været under udvikling i et stykke tid. Den skyldes savnet af en partner. Længslen efter en at blive rummet af. Ensomhed. Følelsen af at der er noget galt med mig; at jeg stritter for meget, når jeg ikke er i stand til at tiltrække det rigtige match. Så bliver jeg usikker på, om jeg er god nok. Men det er jeg selvfølgelig. En underlig ting at betvivle, egentlig.

Men mest af alt skyldes den, at jeg gradvis har opgivet at tro på en forudsigelse, jeg engang fik, om ham der engang skulle blive min partner. Mens jeg stadig troede, at han var der til mig et sted i fremtiden, frygtede jeg ikke at blive alene. Eller at være alene. Men min følelse af sikkerhed forsvandt med drømmen om ham.

I stedet må jeg drømme mig selv. Ikke om mig selv. Jeg må drømme og bringe mig selv til udfoldelse.

Jeg drikker varm solbærsaft med hvid rom,
jeg er halvstiv, jeg er forkølet, jeg er fanden, er jeg
hende der bilder sig ind at se igennem maya med hovedpine, har jeg
nogensinde set det mindste
strå at sætte på en rok og hvor
er Rumleskaft så, når man endelig skal bruge ham?

Digtet er fra i går. Det sner. Jeg skriver og spiser saltspiraler og drikker citronte og har det meget forkølet.

 

 

 

 

Reklamer