For nyligt lavede jeg en aftale om sex med en tidligere elsker. Han har gennem årene flere gange givet udtryk for interesse i den retning. Jeg havde ikke dyrket sex i cirka halvandet år, og trængte mildt sagt til at mærke, at jeg er til. Mere præcist var jeg sub i vores forhold og han var dom, men jeg har ikke dyrket BDSM i mange år. Han har flere gange forsøgt at få mig til at tilstå, at jeg stadig var interesseret. Hvis ikke som sub, så som dom. Jeg har hver gang afvist.

Dagen efter vores møde, som forløb efter planen – altså helt almindelig sex –, skrev jeg tak for sidst og hørte ikke noget fra ham længe. For en uges tid siden besvarede han min hilsen. I mellemtiden havde jeg slettet ham som ven på facebook. Jeg tolkede tavsheden som et ophør af interesse, og har efterhånden lært at gøre kort proces, når jeg oplever den form for fravær. Han skrev, at han godt kunne tænke sig at blive domineret. Hvis jeg ellers kunne male og dresse mig op til det. Som om han befinder sig i en position, hvor han kan tillade sig at stille krav. Som om jeg overhovedet har lyst til at dominere en voksen mand. Behovet er alene hans. Det var dybt befriende at få lov til at konstatere, at jeg ikke var det mindste fristet.

For et par år siden havde jeg en kæreste i et halvt års tid. Da han begyndte at vise en genkendelig fjernhed i forholdet, trak jeg mig. I dag er vi perifere bekendte. Der var ikke grundlag for at opretholde et venskab.

Hvad forelskede jeg mig i? I hans overstrømmende bekræftelse af mig og mine interesser i begyndelsen. Den rus hans smil og opmærksomhed fremkaldte i mig. Da tiltrækningen begyndte at klinge af, og vores relation ikke blev dybere, begyndte jeg at se tegn på fravær bag smilet. Jeg så det, forholdet ville udvikle sig til, og det gjorde mig syg om hjertet. Vi fungerede heller ikke seksuelt sammen. Det kunne tyde på, at vi ikke var det rigtige match for hinanden. Men selvom sex er vigtigt, var det ikke det afgørende i denne sammenhæng. Det afgørende var, at jeg gennem livet er blevet tiltrukket af mænd, der før eller siden har mødt mig med fravær. Fordi det var det sår, jeg skulle hele. Jeg skulle hele min fars fravær i den rolle, en far spiller for en kvindes evne til at udtrykke sund selvhævdelse. Jeg skulle lære mig selv at sætte grænser og være konstruktivt synlig; at vise integritet og evne til at forlade en situation, når de første tegn på en skidt udvikling viser sig. Med ’min fars fravær’ tænker jeg ikke nødvendigvis på min far, men på det maskuline, som ikke var til stede i min barndom i form af kærlige, opmærksomme og ansvarsbevidste rollemodeller.

Jeg tror, jeg har lært det i forhold til mænd, men øjensynligt så effektivt, at ingen får en fod indenfor døren. Jeg har ikke lært det, når det gælder arbejdsfællesskaber. Jeg ser igen tegn på stress hos mig selv, men ikke kun hos mig, også hos mine kolleger. Jeg er bare ikke sikker på, at vi ser de samme årsager. I offentligheden er det blevet kutyme at gøre trivsel til en privat sag. På den måde lægges ansvaret for at tilpasse sig stadigt stigende krav hos den enkelte, som så kan gå og føle sig forkert, når det ikke lykkes, og chefen bliver stram i betrækket. Vi bifalder udviklingen af et sygt og omsorgsløst samfund, når vi ikke stiller spørgsmål og siger fra. Og når vi stiller spørgsmål og siger fra, risikerer vi at blive betragtet som besværlige og overfølsomme.

Selvom jeg føler mit tilskyndet, søger jeg hverken en ny kæreste eller et nyt arbejde. Det er som om, jeg har mistet troen på, at det nytter at søge eller gøre mig synlig for potentielle partnere og arbejdspladser. I stedet ser jeg mig selv blive tiltagende ufølsom og vred på en virkelighed, hvor jeg ikke føler mig hjemme.

Det lyder dramatisk. Foreløbig foregår det mest i mine tanker. Jeg kan stadig nå at redde mig selv fra bitterhed og ensomhed. Min vrede er også et sundhedstegn. Den er tegn på, at jeg er nødt til at flytte mig selv til en virkelighed, hvor jeg passer ind. Hvis den findes. Det er det, jeg er kommet i alvorlig tvivl om. En virkelighed hvor min følsomhed og kreativitet betragtes som ressourcer. Jeg ved ikke, om det er en fejl ved mig, at det ikke er lykkedes indtil videre. Er jeg for kræsen? Skabende mennesker er ikke nødvendigvis det rette selskab. Der er fyldt med store egoer i kunstnerkredse. Er jeg ganske enkelt ikke i stand til at søge de mennesker og miljøer, der matcher mig? Har jeg fastholdt mig selv i at søge anerkendelse i det miljø, jeg er omgivet af, altså den del af samfundet, som en del af mig desperat forsøger at identificere sig med? Fordi … fordi en del af mig tager afstand fra kunstneren i mig. Kunstneren i mig er for følelsesfuld, for excentrisk. Det var det, jeg blev belært om som barn. Og der var ikke andre omkring mig af samme slags at spejle sig i.

Som barn kunne jeg ikke bære, at jeg ikke kunne gøre noget for at blive elsket. Jeg var overset eller ildeset uanset hvad. I frygt for at lide overlast af den ene eller anden art, hvis jeg gjorde opmærksom på mig selv, pålagde jeg mig selv at tie og tåle alt og artigt tilsidesætte mig selv for andre i håb om engang at blive vist interesse. Med psykiske følger i form af hysteriske anfald, udtalt perfektionisme og tiltagende protest i mit ægteskab. Men jeg endte altid med at acceptere den andens version af virkeligheden som gældende; som den jeg måtte indordne mig, hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om fortsat at være en del af fællesskabet.

Jeg ved ikke. Måske er jeg virkelig født med en karakter, der mest af alt vækker irritation omkring mig. Jeg er jo en slags kunstner og fri sjæl, der har svært ved at tilpasse mig en konventionel tankegang. Alligevel lykkes det mig at tæmme mig selv. Til blændende selvfølgelighed for de fleste og til psykisk overlast for mig.

Nu er det ved at ske igen. Jeg er ved at blive usynlig. Måske især for mig selv. Jeg har ikke skrevet længe. Jeg har forsøgt at skrive fiktion, men jeg mangler det autobiografiske til at tømme mig selv for grublerier. Fiktion kræver en form for overblik, som jeg ikke har, når jeg er fyldt af spekulationer om min tilværelse.

Fiktionen var et forsøg på at lægge afstand mellem mig og det skrevne, så jeg ikke udstiller mig selv og kan tale mere frit. Det var også et forsøg på at skrive til et skønlitterært publikum. Men det autobiografiske er min grundlæggende udtryksform. Det og lyrikken er. Det er der bare ikke meget publikum i, hvis jeg tænker i afsætning og et forsøg på at gøre mig synlig. Jeg er også begyndt at digte igen. Det trænger sig på igen.

Når jeg fritager mig selv fra kravet om ukritisk at tåle alt, hvad andre måtte byde mig, er jeg ikke længere afhængig af deres velvillige opmærksomhed. Jeg sætter dem og mig fri. Jeg sætter mine forældre og mobberne i min skole fri. Deres manglende evne til at se og forstå mig, har ikke længere betydning. Andre behøver ikke at kunne lide mig, og jeg behøver ikke at kunne lide dem, hvad jeg naturligt gjorde som barn.

Jeg er fri. Fri til at søge kærligheden andre steder. Hvis jeg kan finde den. Om ikke andet, så i mig selv. Jeg sætter også mine kolleger og min arbejdsplads fri. De første trænger selv til kærlig opmærksomhed og er lovligt undskyldt, den anden vil ikke vide af kærligheden, for neoliberalismens ishånd har grebet den om hjertet. Det samme risikerer jeg, hvis jeg bliver. Som særligt følsom mærker jeg den slags før mange andre.

Det var aldrig min skyld, at jeg ikke blev elsket. Det var heller ikke mine omgivelsers. Det var bare ærgerligt, for det er sådan, virkeligheden er. Her adskiller menneskearten sig ikke afgørende fra dyrenes verden. Hvad  angår kærlighed, er vi, ligesom dyrene, resultater af skabelsesprocesser varieret af evolutionen, som i hvert menneske kommer til udtryk i en individuel balance mellem empati og dens fravær. Også i dyreverdenen er der kærlige og ukærlige forældre. Og børn. Og fællesskaber. Vi er ens og langtfra ens. Vi finder sammen med dem, der minder om os, mens vi kæmper om retten til at afgøre, hvad der skal gælde som normalt.

Vi ser ikke dyrene stemme eller gå i protestmarch, men vi ser dem dominere og vi ser dem tage sig af deres svageste. Vi ser også søer ligge med en perlerække af diende grise udenfor tremmerne i en alt for lille bås.

Det er en anden historie. Mennesket ser sig ikke hævet over at holde andre arter i slaveri.

Jeg har lært mig selv at elske i kraft af at anerkende andres ret til at være fri for at elske. For naturen kan ikke klandres for sin natur. At afkræve kærlighed, hvor den ikke er, er ukærligt. Kærlighed er en evne, ikke en tvang. Jeg har ikke krav på kærlighed og jeg hverken kan eller skal gøre mig fortjent til kærlighed, men mit liv havde været mindre smertefuldt, hvis jeg var blevet elsket som barn. For jeg har brug for kærlighed.

Vores udtryk for kærlighed afhænger i høj grad af vores omgivelser. Bliver vi ikke vist kærlighed, så lærer vi ikke at vise kærlighed. Men vores evne til kærlighed afhænger ikke af vores omgivelser. Det er et talent, der er mere udtalt hos nogle af os end hos andre. Jeg blev ikke i samme omfang som andre børn vist kærlighed i form af omsorg og lærte derfor heller ikke at vise det. Det har været pinefuldt at se, hvor lidt omsorg jeg har været i stand til at vise, fordi jeg ikke selv har været genstand for det. Det gør mig ikke til et ukærligt menneske. Netop sorgen over ikke at have været i stand til at vise andre den omsorg, jeg også gerne selv vil modtage, viser, at jeg har talent for kærlighed. Det er vigtigt for mig at være et kærligt menneske.

Jeg ved ikke lige, hvor jeg er på vej hen med alt det her. Måske er det et forsvarsskrift for den ufølsomhed, jeg er begyndt at se hos mig selv, fordi kærlig opmærksomhed ikke længere er det bærende på mit job. Nej, jeg er for hård mod mig selv. Det er ikke et forsvarsskrift. Det er et forsøg på at forstå efter bedste evne. En anden erfaring er, at mit behov for at være kærlig og at modtage kærlighed hører til sjældenhederne. At jeg bruger tid på at forstå en snigende ufølsomhed hos mig selv, ville få mange til at tænke: Så kom dog videre!

Nå, ja, det er jo også det, jeg skal. Jeg er ikke tvunget til at elske alle og alle er ikke tvunget til at elske mig. Det gør ting nemmere. I stedet for at bekymre mig om sporadisk udvist ufølsomhed, kan jeg gøre en indsats for at nære og udvikle min følsomhed. Og at finde steder at investere den, hvor den vil blive værdsat. I en forholdsvis fremskreden alder forstår jeg, at jeg ikke kan forvente af mig selv og andre at være kærlige altid.

Jeg er træt og har hovedpine. Det er hårdt at skrive. Og det er opslugende, selvforglemmende at skrive.

Min kat er syg. Han har drypskidt og kastet op overalt på gulvet, mens jeg løbende har tørret op. Til sidst valgte jeg at vente, til han var færdig. Det ser ud til at være nu. Stakkels Gibs. Udenfor er det hvidt og koldt. Jeg vil gå ud på biblioteket med nogle ting og på vejen hjem vil jeg gå i Petworld og købe lidt godt til ham.

På en måde er det en frygtelig tekst, jeg har skrevet. Den er kolossalt sårbar. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at se ud for andre. Det er også langtfra sådan, jeg for det meste ser ud. Men det var det, der ville skrives.

 

 

 

Reklamer