I går, da jeg var på vej ud ad døren, gik to mænd forbi hånd i hånd. Godmorgen, sagde den ene, det er koldt i dag, sagde den anden. De kom fra de beskyttede boliger i om hjørnet. Sneen lyste alting op. Også deres ansigter. De så så glade ud. Den ene hilser jeg tit på, når han er alene. Jeg fortsatte dagen med et smil.

I dag har jeg skrevet 2,5 A4 sider i min dagbog og gjort rent efter min kats efterladenskaber over det meste af lejligheden. Hans mave kramper ikke længere. Jeg har lige fodret ham med nogle godbidder. Så han vil i det mindste spise, men ikke den mad, jeg har sat til ham i foderskålen. Jeg ved ikke, hvad der er med ham.  Jeg har selv et eller andet under opsejling. Hovedpine, kriller i halsen, træthed og en følelse af skrøbelighed.

Men jeg er ikke for træt til at skrive. Ikke nu, hvor jeg har fået hul igennem til skriften igen. Teksten, jeg blev færdig med i dag, er en tekst fuld af blottelse. Det er sådan en tekst, mange vil tage afstand fra, fordi den er alt for hudløs. Men jeg tror, vi generelt er for bange for at blotte os. Måske frygter vi at stigmatisere os selv med vores ærlighed. Det er i hvert fald det, jeg selv frygter. Jeg frygter, læseren vil tage den som pålydende for mig generelt. Jeg er langt mere end det. Tekstens sårbare perspektiv er farvet af min aktuelle stemning.

Når jeg skriver sådan en tekst, er det netop for igennem en skriftlig undersøgelse at skrive noget fastlåst ud af mit system, så det ikke kommer til at blokere for udvikling. Når vi siger troldens navn, river trolden sig selv midt over, og derefter kan der blive plads til noget nyt.

Jeg har tænkt videre over de forhold i mit liv, som teksten handler om. Oplevelsen af at være anderledes og have svært ved at finde modet til at være synlig. Sandsynligvis fordi jeg ikke blev elsket højt nok til at tro på min ret til at være anderledes. Følelsen af at have været nødt til at undertrykke mig selv – også ved andres hjælp (BDSM) – for at få lov til at være i fred eller blive tålt.

Jeg tror ikke så meget, det er vrede, jeg føler, som det er en kolossal sorg, jeg endelig er kommet i kontakt med. Brené Brown fortæller i en video om sin bog om tilgivelse, at tilgivelse forudsætter en sorgproces. Vi må lade os selv og relationen i sin aktuelle form dø for at kunne tilgive og elske og lade noget nyt blive født. Efter teksten var færdig i dag, følte jeg stor tristhed. Jeg følte, jeg havde mistet noget, og alle kunne se det; at min sjæl flagrede som sørgebånd efter mig gennem gågaden, og gjorde min skrøbelighed synlig for alle.

Nu skal jeg i seng. Gibs har det stadig ikke godt. Han ligger i kassen under mit skrivebord i arbejdsværelset. Så må vi se i morgen.

 

 

 

 

 

 

Reklamer