Jeg drømte om dig i nat og havde nær glemt drømmen. Det var en længere drøm. Nu husker jeg kun det sidste. Vi var sammen. Måske havde du opsøgt mig. Du stod for at skulle optræde med oplæsninger af egne digte. Du havde skrevet en digtsamling, der hed Tarotugen. Det var stort slået op med plakater. Du viste mig digtene, og jeg forstod, at de var henvendt til mig. De var en hyldest til det i mig, jeg aktuelt forsøger at holde på afstand. Min intuition, følsomhed, indlevelse og omsorg for det sårbare. Jeg trives ikke længere i mit job. Der forventes noget andet af mig end det, jeg er bedst til. Der forventes tempo og effektivitet. Det er meget tydeligt. Jeg er grundig, skriftligt og teoretisk stærk og kreativ. Og kærlig – når jeg befinder mig i omgivelser, hvor det er velset. Jeg kan se, at jeg langsomt bliver en dårligere udgave af mig selv, når jeg ikke bliver set rigtigt og anerkendt for det jeg er og kan. Jeg ved, det er rigtigt, fordi jeg får tårer i øjnene, mens jeg skriver. Jeg var afvisende i drømmen, men ikke helt. Jeg havde næsten mistet min tro på kærligheden. Og her i min vågenhed ved jeg, at min tro på kærligheden er uigendriveligt forbundet med dig.

Jeg forstår, at jeg skal tilbage på sporet. Jeg forstår, at jeg aldrig nogensinde kommer til at slippe for dig, fordi du er det i mig, der elsker og omfavner. Du er Selvet og alle mine kreative kræfter. Nu græder jeg.

 

 

 

 

 

Reklamer