For nyligt lavede jeg en aftale om sex med en tidligere elsker. Jeg havde ikke haft sex i cirka halvandet år. Mere præcist var jeg sub i vores forhold og han var dom, men jeg har ikke dyrket BDSM i mange år. Han har flere gange gennem årene forsøgt at få mig til at tilstå, at jeg stadig var interesseret. Hvis ikke som sub, så som dom. Jeg har hver gang afvist. Dagen efter vores aftale, som forløb efter planen, skrev jeg tak for sidst og hørte ikke noget fra ham længe. For en uges tid siden besvarede han min hilsen. I mellemtiden havde jeg slettet ham som ven på facebook. Jeg tolkede tavsheden som mangel på interesse, og har efterhånden lært at gøre kort proces, når jeg oplever den form for fravær. Han skrev, at han godt kunne tænke sig at blive domineret af mig. Hvis jeg ellers kunne male og dresse mig op til det. Som om han befinder sig i en position, hvor han kan tillade sig at stille krav. Som om jeg føler mig tiltrukket ved tanken om at dominere en voksen mand. Behovet er alene hans. Det var dybt befriende, at jeg ikke følte den mindste form for interesse.

For et par år siden havde jeg en kæreste i et halvt års tid. Da han begyndte at vise en genkendelig fjernhed i forholdet, trak jeg mig. I dag er vi perifere bekendte. Der var ingenting, der bandt os sammen.

Hvad forelskede jeg mig i? I hans overstrømmende bekræftelse af mig og mine interesser i starten. Den rus hans smil og opmærksomhed fremkaldte i mig. Da forelskelsen begyndte at klinge af, og jeg ikke længere kunne bruge smil og overfladisk bekræftelse til noget, begyndte jeg at se tegn på deres modsætning: jeg så det fravær, der lå skjult i smilet. Jeg så det, forholdet ville udvikle sig til, og det gjorde mig syg om hjertet. Vi fungerede heller ikke seksuelt sammen. Det indikerede, at vi måske ikke var det rigtige match for hinanden. Men selvom sex er vigtigt, var det ikke afgørende i denne sammenhæng. Det afgørende var, at jeg gennem livet er blevet tiltrukket af mænd, der før eller siden har mødt mig med fravær. Fordi det var det sår, jeg skulle hele. Jeg skulle hele min fars fravær i den rolle, en far spiller for en kvindes evne til at udtrykke sund selvhævdelse. Jeg skulle lære at sætte grænser. Og jeg skulle hele min mors skift mellem ’overbeskyttelse’ og svigt. Jeg tror ikke, hun elskede mig, hun kunne ikke; hun var for skadet af en psykisk syg mor. Med ’overbeskyttelse’ mener jeg, at hendes manglende involvering af mig i huslige gøremål og andre aktiviteter handler om ugidelighed og uvidenhed med hensyn til at lære et barn ansvarlighed og fællesskab. Det var hurtigere at gøre tingene selv end at drage mig ind i gøremålene, og det var nemmest at være fri for mig.

Det er ikke svært at forstå, at hun selv var forpint og skadet af en mor, der ikke magtede sin forældrerolle. På den måde er der fin logik i tingene. Men logikken ændrer ikke ved de skader, der skal heles, og de år det tager, før evnen til at løfte sig over situationen, og se den fra alle de involveredes perspektiver, bliver stabil. Indtil da vil alle, også dem der kun er helt almindeligt skadet (det er ufravigeligt), miste grebet igen og igen.

Her var jeg begyndt på en refleksion over min mors opvækst. Det jeg kender af den. For hun havde jo også en far, hun elskede, og som sørgede for alle familiens materielle fornødenheder – når han var der. Men det er ikke vigtigt lige nu. Der er andre ting, der er vigtige. Lige nu står de som diffuse skitser for mit indre blik.

Måske trænger jeg mest af alt til et andet arbejde. Jeg ser igen tegn på stress hos mig selv og mine kolleger. Opgaverne bliver flere og mere besværlige, tempoet stiger og stemningen virker presset. Noget af uroen kan skyldes, at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone. Jeg tager ansvar, sætter grænser og giver udtryk for behov, hvor jeg ikke hidtil har gjort det. Jeg bevæger mig på usikker grund, hvor jeg nemt kan gøres til genstand for kritik. Det gælder for alle, der arbejder med mennesker. Der er en første gang for alt på det felt, dels som medarbejder, dels som afdeling. Jeg tager valg på områder, hvor jeg ikke plejer at gøre det.

Noget kan også skyldes IBS eller hormonel aktivitet i forbindelse med overgangsalderen. Med hensyn til IBS er jeg begyndt at tage probiotika i en særlig blanding imod fordøjelsesproblemer og at spise hvede, rug og byg igen. Kornet ser umiddelbart ikke ud til at forværre mine symptomer, hvis jeg bare undlader at spise for meget af det. Denne lille udvidelse af kosten gør mit liv mindre besværligt og langt mere appetitligt.

Jeg tror, situationen består af de nævnte dele – og flere ukendte – på en måde, der ikke lader den enkelte del og dens virkning aflæse klart. Fordi der hele tiden foregår, påbegyndes og afsluttes noget, er det ikke muligt at skelne én årsag tydeligt fra en anden. ”Det der virker, er virkeligt,” eller sådan cirka, skriver Jung et sted i Jeget og det ubevidste. Men hvis vi ikke kan afgøre, hvad det er, der virker – og hvad det er, der modvirker det, der virker skidt –, er vi lige vidt. Jeg vil forsøge at finde ind til de mest aktive elementer.

Én ting er at opdage min egen sunde egoisme, og se hvor nødvendig og kreativ den er. Jeg sammenligner her ikke med den grad af egoisme, som NRA i USA og Ghouta i Syrien er klare, aktuelle eksempler på. Jeg tænker på det at indse, at mit krav til mig selv om at elske betingelsesløst (tavst tåle alt hvad andre måtte udsætte mig for), dækker over en ubevidst forventning om at andres kærlighed må følge nødvendigt af mit offer. På et tidspunkt. Som nu er overskredet for sidste gang, og jeg er blevet klogere. Det var altså så som så med det betingelsesløse. Det gode er, at jeg indså, hvad kærlighed er, da jeg opgav kravet. Jeg så også, at mit indre kærlighedshungrende barn havde vist om end ikke en større evne så trods alt viljen til at overleve.

Som barn kunne jeg ikke bære, at jeg ikke kunne gøre noget for at blive elsket. Jeg var overset eller ildeset uanset hvad. I frygt for at lide overlast af den ene eller anden art, hvis jeg gjorde opmærksom på mig selv, pålagde jeg mig selv at tie og tåle alt; artigt at overse og tilsidesætte mig selv i håb om at blive mødt med kærlighed. Med psykiske følger i form af trods og hysteri, udtalt perfektionisme og årelange protester i mit ægteskab, men jeg endte altid med at anerkende den andens version af virkeligheden som gældende; som den jeg måtte indordne mig, hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om fortsat at være en del af fællesskabet.

Jeg ved ikke. Måske er jeg født med en påfaldende og excentrisk karakter, der vakte irritation omkring mig. Jeg er jo en slags kunstner og fri sjæl, der har svært ved at tilpasse mig en konventionel tankegang. Alligevel lykkedes det mig at tæmme mig selv. Til blændende ligegyldighed for de fleste og til psykisk smerte for mig.

Når jeg fritager mig selv fra kravet om at tåle, forstå og føle med alt, hvad andre måtte byde mig, er jeg ikke længere afhængig af dem. Jeg sætter dem og mig fri. Jeg sætter mine forældre og mobberne i min skole fri. Deres manglende evne til at elske har ikke længere betydning for mig, og jeg er fri til at søge andet selskab.

Man kan sige, at jeg har lært mig selv at elske i kraft af at anerkende andres ret til at være fri for at elske.

I øvrigt er det ikke rigtigt af mig at lade det se ud som, jeg ikke har været i stand til at elske uden at ønske noget til gengæld. Så havde jeg ikke holdt så mange år i det job, jeg har. Det er stort set ren foræring. Men på et tidspunkt slipper overskuddet op, og man – jeg – har brug for at blive fyldt igen i en gensidigt kærlig relation. Især når man er single. Især når man har et pænt efterslæb af selvudfoldelse og uforløste følelser i bagagen. Så er det, at mit behov for at blive set overstiger min forståelse for andres behov for at blive set.

Jeg skal tilbage på sporet. Efter én ting kommer der en anden.

En anden ting er, at jeg ikke må lade mit behov for selvudfoldelse – og en truende kynisme i erkendelse af at alle dybest set kun plejer deres egne interesser – stå i vejen for de anerkendende og kærlige relationer, der rent faktisk er mulige ude i virkeligheden. Det er ikke ren NRA og Ghouta det hele. Men rigeligt tæt på.

Det er lidt utydeligt for mig, om jeg mangler at beskrive noget. Det, jeg har beskrevet, tager ikke afsæt i det, jeg lagde op til, det skulle. Min underbevidsthed tog belejligt over. IBS eller overgangsalderen, måske. Jeg tror de to ting er forbundne. Foregår der ikke netop en udrensning og en overgang fra at være styret af hormoner og deres hærgen i form af fysisk forankrede psykiske sår til at være fri af det hamsterhjul?

Jeg har skrevet i min stue i selskab med Gibs, min langhårede, røde kat. Jeg har gjort mig synlig for mig selv. Det vil jeg fortsætte med. Nu trænger jeg til et bad og til at gå en tur. Der er pissekoldt derude, -3 grader.

Reklamer