Det der med dig. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det er. Jeg har brugt omtrent en femtedel af mit liv hidtil på at forstå, hvordan du kunne såre mig så dybt, som du gjorde, og hvorfor jeg på trods af dét vedbliver med at længes efter dig. Det enkle svar – som kunne vise sig at være det rigtige – er, at du for det første ramte mit grundsår klokkerent, og at du for det andet repræsenterer et uudfoldet talent hos mig for at skrive.

Jeg er både offer, krænker og helbreder. For at få overblik over mit sår og forstå den konflikt, det udspringer af, måtte jeg placere krænkeren ude i verden, i dig. Krænkeren er det i mig, som sørger for at offeret i mig fortsat lider, selvom jeg ikke længere er afhængig af dem, der frembragte og uddybede det oprindelige sår og som jeg forsøgte at tilpasse mig i håb om at blive elsket og inkluderet: Min far og min mor, der forlod og svigtede mig på hver deres måde, og børnene i min skole, der udsatte mig for mobning.

Jeg tildelte dig krænkerens rolle i mit eget psykiske drama. Det er derfor ikke dig, jeg ser. Jeg ser den, der var i stand til at krænke mig på den måde, jeg havde brug for at blive krænket på for at komme i kontakt med mit grundsår og i den kontakt hele såret. Så meget som det lader sig gøre, for den slags sår lader sig ikke hele helt. Men når det er så helet, som det lader sig gøre, vil jeg kunne tilgive krænkeren i mig selv.

Jeg gjorde mit selvværd afhængig af din anerkendelse og gjorde mig umage for at gøre mig fortjent til den. Jeg fik ikke din anerkendelse. Det er der ikke noget at sige til. Jeg svingede mellem raseri og begær i mine tekster henvendt til dig. Mine vrede anklager mod dig var et angreb på det i mig, der vedblev med at stille urimelige krav til mig selv om at tilpasse mig og yde det umulige i frygt for at blive forladt eller ekskluderet.

Du forblev tavs. Hvis du nogensinde forventede noget af mig, var det formentlig, at jeg lod dig være i fred.

Mødet med mig selv – Selvet i form af mit talent –, blev besværliggjort af krænkeren i mig. Meget tydeligt illustreret i mødet med dig og tiden efter. Jeg, offeret, var såret og rasende over at blive afvist på en måde, der lod mig få det indtryk, at jeg var blevet brugt, når jeg var håbløst forelsket. Det er også mig, krænkeren, der i årevis har tilladt mig selv tro på, at det var muligt at gøre mig fortjent til din anerkendelse, selvom det var tydeligt, at du ikke var interesseret. Du er heller ikke vigtig for mit talent. Det findes uafhængigt af dig.

Jeg har brugt et helt liv på at søge efter svar på, hvorfor jeg ikke blev elsket som barn. Svaret er enkelt. Hvis vi er født heldige, bliver vi elsket som børn og udvikler et sundt selvværd. Den eneste grund til ikke at være elsket fra fødslen er, at vi er omgivet af mennesker, der ikke er i stand til at elske. Det er ikke vores skyld. Men det er vores ansvar at udbedre skaderne efter den kærlighed, vi måske ikke fik. Til gengæld er det også vores fortjeneste, når vi har gjort det. Det forstemmende er, at kærlighed og omsorg ikke er en selvfølge.

Jeg frygtede min indre krænker, ikke dig. Jeg frygtede det i mig, der, ud fra et helt livs erfaring med ikke at være elsket, havde udviklet urimelige forventninger til mig selv om at gøre mig fortjent til kærlighed ved at elske betingelsesløst. Det lykkedes mig ikke at få hverken din anerkendelse eller din kærlighed. Kærlighed er ikke noget, man kan gøre krav på eller gøre sig fortjent til. Og det er præcis det, man forstår, når man elsker sig selv. Jeg forstår, at kærligheden er et tilfælde og ikke en nødvendig følge af en bestemt adfærd.

I dag elsker jeg mig selv. Jeg gider ikke andres pis og kan undvære selskab, hvis selskabet gør mig fortræd.

Du er bestemt for mig på den måde, at din afvisning af mig og min projektion af mit talent på dig var et tilfælde af synkronicitet. De to ting i samme person på det tidspunkt i mit liv var den stærkeste trigger for personlig udvikling, som det overhovedet var muligt at udløse. I den forstand er vi forenet. Det er let at se.

Jeg forstår min indre krænkers motiver. Jeg forstår krænkerens utrættelige forsøg på at opnå forbindelse med mit Selv og talent ved at stille stadig højere krav til offeret indtil Selvet og talentet på et tidspunkt måtte få øje på mig. Men Selvet falder ikke for den slags. Selvet falder for det, der lyser ved egen kraft.

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer