Der holder en indigoblå kassevogn med snuden lige i mit synsfelt, når jeg hæver blikket fra skærmen. En VW. På iPhonen til venstre ser jeg et billede på Instagram af en orkidé, eller et fragment af en orkidé, i forgrunden og i baggrunden en regnvåd rude, hvor dråberne er oplyst af gadelampen overfor min rude. Og endnu længere i baggrunden – eller hvordan det nu skal beskrives – ses en spejling af køkkenvæggen over vasken, hvor der hænger et lille værk af en kunstner. Det er et billede jeg har taget. Det er et smukt billede. Jeg kan i hvert fald lide det. Det er den samme orkidé, jeg kan se i forgrunden nu, når jeg ser ud af vinduet og får øje på snuden af den indigoblå kassevogn. Nu er det dag og tingene udenfor overdøver det indre.

Det kunne være en udmærket introduktion til et essay om den virkelighed, vi deler. Blikket vendt fra den indre til den ydre verden, der nu ses badet i lys. Men i hvilket lys? Ser vi ikke verden ud fra vores personlige værdier og etik? Vi kan måske genkende os selv i en blanding af Løgstrups nærhedsetik, Kants pligtetik eller Benthams konsekvensetik. Af hvilke den sidste ofte gøres til argument, når de aktuelle politiske magthavere begrænser velfærden med begrundelser som ’mest mulig nytte til flest muligt – for færrest penge’, mens de velbjærgede eller de velbjærgedes interessefællesskaber i særlig grad skummer den derved opsparede fløde. Et greb affødt af kapitalismen, også kendt som liberalismens økonomiske system, hvor ulighed skaber dynamik og hvor retten til personlig frihed og særlige privilegier især synes at gælde dem, der viser økonomisk initiativ og risikovilje, mens de, der af forskellige årsager ikke gør dette, nødes til at underlægge sig de førstnævnte, for eksempel som arbejdstagere skråstreg velvillige aftagere af de varer og ydelser, de driftige tilbyder, fx en iPhone med et par selvmord i nakken, eller ender som prisgivet. Privilegier smitter af på de driftiges nærmeste, og på den måde stadfæstes social ulighed med tiden. Etik eller de riges ret?

Uligheden øges sammen med kravene til lønmodtagerne i et forsøg på at aktivere frygten for at miste vores forsørgelsesgrundlag. Frygten skal fremme vores initiativ og ydelse. Ideelt set skal den motivere os til at bevare eller søge personlig frihed i kraft af økonomisk uafhængighed, men mange af os befinder sig et sted, hvor personlig frihed er et fremmedord. Et menneske kan være sit eget fængsel i krop som i tanke. Vi bliver i stedet bange og grådige. Når vi bliver det, forringes evnen til empati. Vi tænker kun på egen overlevelse. Generelt. Der er altid undtagelser. Når vi kun tænker på egen overlevelse, bliver vi fjendtlige overfor det ukendte og overfor fremmede, der ses som nogen, der vil tage, hvad vi er bange for selv at miste. Og måske er de fremmede selv utrygge i kraft af forhold, de har været udsat for, der hvor de kommer fra.

Jeg tror, de fleste ser sammenhængen og pointen. De ved, at grådighed og mangel på empati skyldes en begrænsende form for tænkning. En frygt for knaphed, der ikke burde være aktuel i dagens Danmark. De ved også, at der findes andre måder at tænke på. Måder der ikke drives af frygten for knaphed og ønsket om – illusionen om – endeløs vækst og rigdom. Men faktisk var det en helt anden tekst, jeg ville skrive. Det skønne ved dagbøger er, at du kan skrive lige præcis, hvad der falder dig ind.

For et par dage siden fandt jeg et filmet interview på nettet med en forfatter, jeg har været ulykkeligt forelsket i i 10 år. Mens jeg lyttede, og så på samtalen mellem interviewer og forfatter, følte jeg mig i stigende grad frastødt. Ikke af det, forfatteren sagde, men af hele hans kropslige udtryk. Jeg vidste, at jeg under ingen omstændigheder kunne se mig elske med denne mand. Jeg følte mig heller ikke tiltrukket af det, han sagde. Hans ord, der engang var min lov, havde mistet deres magt. Og jeg vidste, som jeg længe har vidst det, at han hele tiden har repræsenteret et kritisk element i mig, der lå i konstant krig med mit Selv om retten til at definere, hvem jeg er, og hvad jeg er værd. Han kunne såre mig og holde mig fast i at søge hans anerkendelse, fordi jeg i forvejen var dybt såret på mit selvværd. Han skrev og jeg ønskede at skrive, men i dag er hans anerkendelse uinteressant for mig. Jeg ser ham ikke længere som et uopnåeligt ideal. Jeg kan selv skrive fiktion. Jeg har hele tiden kunnet, men har ikke haft kræfterne på grund af IBS.

Nu, hvor jeg, i hvert fald til dels, kan afhjælpe årsagerne til mine problemer, ved jeg, at mareridtet er slut.

Jobbet, jeg søgte, gik til en anden. Det gør ikke noget, for det var midlertidigt, og jeg har trods alt et fast job. At være en ud af tre, der kom til samtale, er ok ud af halvtreds ansøgere, men det er ikke det rigtige, jeg søger. Jeg skal væk fra handicapområdet. Næste udfordring må være at finde ud af, hvor jeg skal hen.

Det er blevet mørkt for længst og kassevognen holder der stadig. Jeg er træt. Og gennemkneppet for første gang i måske halvandet år eller mere. Det er i hvert fald så længe siden, at jeg ikke kan huske forrige gang.

Det er godt at have venner i nøden. Jeg orkede ikke gå på dating for at finde en, der egnede sig til formålet. Så jeg kontaktede en tidligere elsker, som venligt stillede sig til rådighed. Jeg tror ikke, han led overlast.

Jeg er glad for at være kommet i gang med at skrive dagbog igen.

Nu vil min trætte krop bære mig i seng.

 

 

 

 

 

Reklamer