I går, under et besøg på LinkedIn for at acceptere en invitation, var din private mailadresse blandt de tre, jeg blev opfordret til at sende en invitation til: Inviter dine e-mailkontakter til dit netværk. Opfordringen må skyldes en mailboks, jeg ikke længere bruger. Din private mailadresse findes ikke på min gmail.

I nat drømte jeg om dig. Vi mødtes i en kollektiv sammenhæng. En oplæsningsrække af en slags. Måske over flere dage. Det foregik på en højskole. Du og jeg småsnakkede inden andre stødte til. Vi snakkede ikke om noget særligt. Der var en kvindelig vært eller tovholder, en fælles bekendt. Hun inviterede til en privat sammenkomst om aftenen. Jeg var ikke inviteret. Jeg var udenfor kredsen. Vores historik, som flere kendte til, stod i vejen. Og du gjorde ingenting for at ændre på det. Jeg følte mig både devalueret og ekskluderet.

Jeg vågnede med en klar beslutning om, at jeg aldrig igen vil søge kontakt med mennesker, der ikke vil mig. Din adfærd i drømmen var sårende, men det er den adfærd, du hele tiden har vist mig. Jeg har forgæves søgt anerkendelse hos en, der ikke er i stand til at give den. Men inden jeg fordyber mig i en tydning af din adfærd i drømmen, må jeg pointere over for mig selv, at den, jeg lader mig afvise af i drømmen, er mig selv.

Alle elementer i drømmen er aspekter af mig. Din manglende opbakning og kvindens manglende invitation er aspekter af mig. Min indre forfatter synes fej og optaget af at bevare kollegial anseelse. Den, der skulle forbinde mit kunstneriske liv med mit jeg, er mere loyal over for forfatteren end hun er over for jeget. Jeg må selvfølgelig spørge mig selv om årsagen Jeg tror, svaret er, at det i kunstens verden er kunsten, der taler. Ikke ønsket om at være en del af etablissementet. Når jeg leverer tekst, glemmes gamle kontroverser. Så har jeg vist, at jeg magter skriften; at jeg har den nødvendige personlige styrke og selvtillid til at skrive.

Hvis jeg skal tro min tydning, bliver jeg afvist af mig selv, fordi min vilje til at skrive ikke er stor nok til at høste inklusion og anerkendelse. Om ikke for kvaliteten af min skrift så i det mindste for determinationen.

Du har ikke haft andre muligheder end at vende mig ryggen. Det er sådan, reglen er.

Måske er problemet med situationen, at den opleves, som dengang jeg var barn og blev ekskluderet fra de andres fællesskab, fordi jeg var anderledes. Jeg forsøgte at gøre mig fortjent til inklusion ved at gøre det, jeg troede, de ville have. Jeg gjorde mig ufarlig og sød. Nu ser det ud til, at både min indre forfatter og det, der forbinder mig med den kunstneriske del af min tilværelse, ikke tolererer nogen form for halvhjertethed. Jeg skal bevise, at jeg tør stå ved det i mig selv, der afviger og er anderledes fra det, der gælder for normen. Jeg kan ikke være ufarlig og sød og forfatter på samme tid.

Jeg skriver på en fortsættelse af Venus retrograd. Det går trægt. Det er som om gamle, fastgroede mønstre skal beskrives og løsnes lag for lag. Hvert lag tager tid at bevidstgøre og afvikle. Det er tyndslidte og knapt erkendelige lag. De indeholder tidligere, smertefulde tilstande, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig, men som viser sig kun at være stedt til hvile for at blive aktiveret igen, når jeg begiver mig ind på deres domæne. Samtidig skal betrædelsen formuleres som fiktion, der stadig er en uvant genre for mig. Jeg føler mig ude på gyngende grund og underligt befriet, fordi min opfattelse af virkeligheden ikke længere er fastlåst i et bestemt perspektiv. Jeg kan tænke og skrive, hvad jeg vil. Jeg, der så længe har lagt bånd på mig selv i et forsøg på at gøre mig fortjent til en kærlighed, jeg ikke kunne vække. Fordi jeg skal vække den i mig selv. Jeg skal elske og se, og jeg skal skrive om alt det, jeg ser. Jeg er tættere på mig selv end nogensinde før.

*

I morgen skal jeg til jobsamtale. Jeg håber, jeg får det. Jeg trænger til luftforandring.

Reklamer