Mens vi lever er en intens film fra start til slut. For mig personligt indebar den også lidt af et chok, da jeg så min barndomsby dukke frem på lærredet med fyret først. Hirtshals’ fyr og dets omgivelser har en helt speciel plads i mine erindringer. Et af mine digte til den mand, jeg elsker, foregår i området omkring fyret.

En redaktør anbefalede engang at sløjfe optakten. Her er digtet i sin oprindelige form:

Under fyrets fejende hånd

Som en streng buddhistisk lærer
hugger du til, når jeg er svag.
Du vil se afkast,
du vil se det lyne i mine årer, til jeg lutret
kaster tegn i alle retninger. Min vilje
er i din lomme, ærkeengel,
i selskab med udsigten
fra din altan en nat i november
og din bimlende mobil.

Som om jeg skylder dig noget.

Hvis jeg skylder nogen noget, er det mig. Jeg
skylder mig
at tage dig ved hånden
og skære horisonten så højt, at
natten tøver lidt endnu i mørket, hvor to rejsende mødes.
I mit rige
er der intet scepter og ingen trone,
der er kun
strandens ’hyttefad’ med asfalten stadig varm af
sommerens sol og mågernes kastede net
over erindringens tåger. Kom,
så skal jeg vise dig tyskernes bunkers. De sammenbidte
i klitternes kinder og den oppe ved fyret,
vi kaldte cirkus,
med spor efter kanonen i midten og hullerne kredsen rundt,
hvor vagter
og telegrafister
sad i nætter som denne
under fyrets fejende hånd.
Tågesignalets klage
venter i vinterens strenge ånde, men nu
står himlen glimrende og stærkt mellem skyerne.

Mærker du suset fra havet?
Havet tog mig engang ved fødderne og
holdt mig så fast,
at jeg nær var druknet. Druknet
som de fiskere, der aldrig nåede hjem
bag molens beskyttende læ.
Der var nætter med storme, hvor vi
samledes i klynger
for at spejde forbi havets hvæsende flammer
efter tegn på liv.
Det er det salt, jeg er støbt af.

Se månens blege mærke i kimingen.
Som et kærtegn.
Og bølger der slikker mod kysten,
kysten der omfavner skrænten,
og skrænten der løfter os
i et kærtegn.
Jordens hånd er et kærtegn. Jeg
er et kærtegn.

Mens vi lever er en film, der bliver ved med at arbejde i mig længe efter sidste scene. Karaktererne såres og sårer på skift hinanden i det, der fremstår som voldsom men helt forståelig affekt – eller i mangel på affekt. I fortrængning. Det er tydeliggørelsen af dette, der gør filmen stærk. Den viser, hvordan karaktererne er så opslugt af deres egen smerte, at de ikke ænser eller evner at se smerten hos de mennesker, de betyder noget for. De retter anklager eller afkræver dem omtanke uden at se, hvordan de selv afviser de udstrakte hænder hos dem, der selv ramt af dyb smerte, klodset men efter bedste evne, dog forsøger at række ud.

Der er af samme grund ingen entydigt gode eller onde mennesker i filmen. Der er kærlighed, som består. Og der er tabet af tro på og evne til kærlighed midt i en sorg, der ikke er til at håndtere. Der er mennesker på godt og ondt, som vi er flest, med skyklapper, der lader os se den halve virkelighed og overlader resten til forestillinger og negative forventninger. Der er mennesker, som i pludselig erindring om kærligheden, bliver opmærksomme på den lidelse, de forvolder andre ved at have lukket sig omkring deres egen sorg.

Se den. Det er en film med skønhedsfejl – det er måske derfor, den opleves så virkelighedsnær –, men de er ubetydelige set i forhold til det efterbillede, filmen fremkalder i sjælen. Avaz-brødrene taler fra hjertet.

Trailer til Mens vi lever: https://www.youtube.com/watch?v=dIzAJZRodPE

Men denne tekst skal ikke handle om en film. Den skal handle om en hånd, der rækkes ud. Filmen er kun en anledning til at svare på et spørgsmål, du synes at stille. Om mit kendskab til zonerne i dit hjertes akvarel.

Fiktion kan være en måde at meddele noget på, som det kan være svært at sige lige ud. Enten fordi der er for store følelsesmæssige risici forbundet med at sige det, eller fordi fiktionens antydning ofte har større effekt end det, der siges lige ud. I fiktionen gives vi over tid indsigt i personernes bevæggrunde. Men fiktionen er ikke nødvendigvis præcis. Den har heller ikke en tydelig afsender. Den er og bliver en leg med ord. Digt i et forsøg på at indkredse det, der betyder noget. Det forsøger den autobiografiske tekst også, for det bliver kun et forsøg, idet enhver tekst består af udsagn udvalgt blandt mange mulige. Men den har dog muligheden for at udsige noget med tydelig afsender, som er sandt i det mindste i det øjeblik, det udsiges.

Jeg har tænkt over, hvordan jeg bedst kan udtrykke det, jeg ønsker at sige i denne tekst. Og om jeg i det hele taget skal. Men du bliver ved med at stille spørgsmål. Tavse spørgsmål. Du spørger mig, om jeg nu endelig kender dine følelser for mig. Og fordi du bliver ved med at spørge, er jeg ikke længere i tvivl om, at det er vigtigt at give dig et tydeligt svar på. Et svar der ikke kan misforstås.

Jeg ser det, du har rakt mig. Jeg ser, hvor stort det er, og hvor underfundigt du har flettet os sammen. De opmærksomme portrætter af vores børn, af mig og selvportrættet af dig, der endelig græder.

Jeg ser kærligheden i din gestus og i dine observationer. Den kommer slet ikke bag på mig. Jeg har hele tiden set den. Jeg så den klart igennem din tvangsmæssige selvoptagethed. En selvoptagethed af den art, som alle men især de særligt følsomme blandt os står i fare for at udvikle, når nervesystemet udsættes for en større belastning, end det er i stand til at klare. Som det skete for dig. Og for mig. Som det sker for forfærdende mange, der af samme grund læderes på evnen til at elske. Jeg har også været tvangsmæssigt optaget af mig selv og mine egne sår.

Som børn, der har tabt tilliden til kærligheden, har vi afvist og såret hinanden i frygt for at miste den igen, hvis vi vovede at tro. Men kærligheden er ikke noget, der mistes udefra. Den mistes indefra, når vi lader os overbevise om den dom, vi mødes af i blikket hos mennesker, der ikke selv tør elske. Vi har pinefuldt og under stort besvær lært os selv at tro på kærligheden igen. Jeg kan se nænsomheden, og jeg kan jeg mærke dig. Overalt og hele tiden, når du vil det. Du kan sikkert også mærke mig.

Jeg ser den gradvise forandring, du lader udspille i fortællingen og jeg ser slutningen, der vil være kryptisk for nogen, men som ikke er kryptisk for mig. I din heling af dig selv, har du helet mig, ligesom jeg i min heling af mig selv har helet dig. Du afspejler min indre mand, og jeg afspejler din indre kvinde. Hvorfor og hvordan vi gør det, har jeg ingen fyldestgørende forklaring på. I hvert fald ikke en, der er videnskabeligt evident, hvis det er nødvendigt, når der alligevel ikke synes at være det mindste at stille op. Du elsker mig.

Og nu skal jeg på arbejde.

Reklamer