I eftermiddags købte jeg en kjole i Midtpunktets lopper. Det er en midlertidig pop-up-butik, hvor man kan sælge sit brugte tøj eller, i dette tilfælde, sit ubrugte tøj. Der var stadig prismærke på. En vildt dyr kjole, så kan man tænke lidt over historien i det. Et borgerligt bryllup, der blev afblæst i sidste øjeblik, eller bare en rest fra et butikslager i den eksklusive ende, der er kommet en af assistenterne i hænde, men som selv havde, hvad hun skulle bruge? Plus lidt til og meget mer’.

Det vil være en fin kjole at læse op i, når jeg skal læse digte op i København den 1. november. I slutningen af september modtog jeg Slagtryks forfatterhonorar for 2. kvartal for to digte. Det var overraskende. Jeg er ikke vant til anerkendelse for mine digte udenfor en snæver personkreds. Jeg søger den heller ikke i større grad, selvom jeg selvfølgelig værdsætter den. Jeg blev rørt, da jeg fik beskeden.

Pengene betalte en ny støvsuger og en gæstedyne. Og nu er jeg blevet inviteret til at læse op i København, også i Slagtryk-regi. Jeg har takket ja. Jeg trænger til at møde andre, der skriver. Det føles som hundrede år siden, jeg sidst har været sammen med andre fra det litterære miljø. Novellerne, jeg arbejder på, må vige for at øve digtoplæsning. Men der bliver tid til at redigere den foreløbige tekst i en fantasyfortælling, jeg skriver sammen med en veninde. Og måske til at læse lidt. Jeg læser ikke ret meget. Det siges ellers at være nødvendigt for at blive en god forfatter. Måske må jeg nøjes med at blive en ringe forfatter.

Det har været en tung dag i dag. En næsten ubærlig dag. Siden supervision på jobbet i går har jeg båret på en uhåndgribelig tyngde, der pludselig og lidt uventet kom ud som lyd gennem min mund og fik yderligere vægt med lydene fra de andres munde. Jeg har tavshedspligt, så jeg kan ikke uddybe det, blot konstatere, at det er på tide at tilbyde mig selv i andre sammenhænge, hvor der forhåbentligt er mere brug for det, jeg kan. Så jeg læste jobannoncer i går aftes. Jeg fandt en enkelt, der var værd at søge på. En stilling hvor det ville give mening, at jeg tilbød mig selv med en baggrund som cand.it med pædagogisk erfaring. Jeg kan skrive ansøgning på søndag. I morgen inden arbejde skal jeg snakke med en veninde og tage lidt vare på mig selv.

Det er længe siden, jeg har skrevet dagbog. Måske bliver det det første indlæg i en løbende række. For et øjeblik siden loggede jeg af facebook for at holde pause. Eller permanent lav profil. Jeg er begyndt at modtage notifikationer og opslag i mit feed om, at jeg kan booste opslag på min digtside mod betaling. Som om det ikke er nok, sender de mig også mails om det samme. Det irriterer mig. Det er slemt nok med reklamerne, vi skal tåle, men de notifikationer var dråben. Nu har jeg markeret mails fra Facebook Ads som spam og frameldt mig. Det kan jeg så vidt jeg ved ikke med notifikationerne på facebook, men det er også ligegyldigt. Jeg bruger facebook på grund af grupperne. Jeg kan nøjes med at logge ind for at tjekke begivenheder og beskeder. Jeg er naturligvis klar over, at facebook er en gratis tjeneste, som vi nyder godt af, men den byttehandel at gøre mig til velvillig genstand for reklamer og annoncer køber jeg ikke. Så hellere brugerbetaling og reklamefri kommunikation. Men sådan fungerer det ikke ude i virkeligheden. Ude i virkeligheden er der altid nogen, der på udkig efter muligheder for at malke nogen andre. De af os, der føler, at de malkede facebook først og derfor føler sig forpligtet til at udvise loyalitet, kan roligt se sig om efter en glorie. Meget andet vil der ikke være at klamre sig til, når Big Brother for alvor overtager roret.

I den butik, hvor jeg købte kjolen, er indehaveren efter eget udsagn damp-barn. Hun er også fotograf og fundraiser for hospitalsklovnene på et hospital. Jeg foreslog, at vi kunne lave noget sammen. Hun kunne illustrere nogle af mine digte, og jeg kunne sætte tekst til nogle af hendes billeder. Hun var interesseret. Det kunne måske blive til noget. Min erfaring med damp-børn er beskeden.

Nu vil jeg gå i seng og – muligvis – blive vækket af en skøn fyr i morgen tidligt, nærmere betegnet min røde, kastrerede hankat, Gibs. Gad vide, hvorfor betegnelsen for en kastreret hankat blev udtryk for en kæreste?

Dette er den famlende begyndelse og en form for tilbagevenden. Det bliver spændende.

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer