Rosenbusk, drøm natten til d. 24. september 2017:

Jeg tager toget til København. Da det kører ind i byen, følger sporet bagsiden af en række karreer. Det er et smukt syn med alle vinduerne og antydningen af så mange forskellige liv. Jeg finder dit hjem i en tilgroet have omgivet af et hvidt stakit. Du bor til leje i en af to lejligheder i et gammelt, gulkalket hus. Jeg går ind. Din cykel står i et stativ på gulvet. Det ser ud som om, du har haft besøg. Der står dåser og halvfyldte askebægre på bordet og i vindueskarmen. Anlægget, der befinder sig på en lav reol, er omgivet af LP’er og CD’er. Du er her ikke, men kommer lidt efter og modtager mig med et knus og et kys på kinden. Vi er trætte og lægger os til at sove. Jeg vågner ved, at du kysser mig blidt på panden. Jeg stikker to fingre ind i din halvt åbne hånd, og du tager min hånd med tårer i øjnene. ”Det er længe siden, nogen har rørt mig så forsigtigt,” siger du, og jeg ser rosengrene skyde ud af dit bryst, en efter en, med skønne, røde roser på.

Pludselig er jeg på vej hjem i toget igen og det er skumring. Toget kører forbi de samme karreer, og det er stadig smukt, men jeg er forvirret og tænker hele tiden på, om jeg har glemt at købe billet.

*

Så vidt jeg ved, findes der ikke midt i København beboelse af den slags, drømmen beskriver. Huset i drømmen minder mere om et gammelt hus i Hirtshals, hvor jeg er opvokset, eller – hvis jeg tænker på den gule farve – i Skagen, hvor min mor er født og opvokset. Men i drømmen besøger jeg dig i København, som jeg gjorde det i virkeligheden for ti år siden. Dit hjem i drømmen ligner dog på ingen måde dit hjem, da jeg besøgte dig. I drømmen befinder vi os i jordhøjde. Din lejlighed lå flere etager over stueniveau. I drømmen er dit knus og dit kys på kinden ømt og kærligt, til forskel fra det venlige, men reserverede knus, du modtog mig med dengang. Og sådan kunne jeg fortsætte med at remse forskelle op. Drømmen er med andre ord ikke en genoplevelse af vores møde. Den beskriver et nyt. En kærlig forening mellem det, du repræsenterer i mig, og min bevidsthed. Til forskel fra mange af mine tidligere drømme om dig, hvor du har indtaget en kritisk, fjendtlig holdning til mig, er du i denne drøm fuld af ømhed og hengivenhed.

Huset er gult og gammelt og omgivet af et hvidt stakit. Gul er farven for solar plexus-centret i det menneskelige energisystem. I solar plexus reguleres den energi, vi bruger til at manifestere os med i vores omgivelser. Her bor viljen og egoet og de domme, vi kaster over andre mennesker og verden, altså sympatier og antipatier. Du bor med andre ord i et hus, der symboliserer personlig styrke. Det i mig, som du repræsenterer, det vil sige en del af min animus, min maskuline energi, gør. At huset er gammelt skal nok ses som et udtryk for erfaring, men erfaringen er ikke din alene, for lejligheden er lejet. Der er to lejemål i ejendommen, men jeg lægger kun mærke til din del. Det er et hyggeligt, godt bygget og godt brugt hus.

Hvid repræsenterer menneskets forbindelse til det guddommelige, eller det højere Selv, fx kontakten til inspiration. Jeg-huset befinder sig i en have synligt omgivet af og i kontakt det højere Selv, det skabende, og inden for det hvide stakit gror haven vildt og grønt. Jeg husker kun det grønne og en ikke udpræget orden på vej op til huset. Grøn er den farve, der repræsenterer hjertechakraet i det menneskelige energisystem. I hjertechakraet reguleres den energi, vi elsker os selv og hinanden med. I haven, der omgiver huset, er der altså ikke nogen større orden eller begrænsning, når det gælder kærlighed.

Der er smårodet hos dig efter gæster, og din cykel står i et stativ i stuen. Det bekymrer dig ikke, hvad jeg tænker om rodet. Du ved, det ikke generer mig. Du har venner og har så stor tillid til dine omgivelser, at du tør lade døren stå åben, så jeg kan gå ind, selvom du ikke lige er til stede, da jeg kommer. Jeg ved, at cykling har en særlig betydning for dig. Du cykler selv banecykling, eller gjorde, og du har en affektion for både Tour de France og Jørgen Leth. Men i drømmen er cyklen et fremdriftsmiddel, som du værdsætter så højt, at den har fået plads i stuen. Måske var du i gang med at pleje den. Den var i øvrigt brun. Igen noget, der peger på jordforbindelse, idet rød, sort og brun er farver, der er knyttet til rodchakraet, som regulerer den energi i tilværelsen, der har med fysisk tryghed og overlevelse at gøre, fx job. En cykel repræsenterer det hurtigste et menneske kan bevæge sig ved egen kraft men stadig i et tempo, hvor sjælen kan følge med, fordi det er dig, der leverer energien. På cykel er du også i større kontakt med omgivelserne – lydene, lugtene og vejret. På cykel er de strækninger, du lægger bag dig, din egen fortjeneste.

Måske viser cyklen, at jeg – især med henblik på kreativ udfoldelse – skal sørge for at bevæge mig fremad ved egen kraft og i et tempo, hvor jeg samtidig kan bevare overblikket og mærke mig selv i forhold til omgivelserne. Faktisk var der noget med din cykel eller en cykel, som jeg skulle have plads til eller måtte lade tilbage, da jeg skulle med toget hjem, men det stod så uklart, at jeg udelod det i mit første resumé af drømmen.

Du møder mig med stor ømhed og varme, men vi er begge trætte, og lægger os til at sove sammen. Jeg vågner ved, at du kysser mig på panden. Du kunne ikke lade være, og jeg bliver så rørt, at jeg berører din halvt åbne hånd med to fingre. I drømmen husker jeg, at jeg ikke ville risikere at trænge mig på, så du trak dig fra mig. Men i stedet for at trække dig, tager du min hånd og siger dybt bevæget, at det er længe siden, nogen har berørt dig så forsigtigt. Derefter bryder dit bryst ud i de skønneste roser.

Nu foregår det hele jo i min underbevidsthed (det nøjes jeg i det mindste med at forestille mig, ellers bliver det for kompliceret), så jeg må spørge mig selv, hvad det er, jeg har berørt det maskuline i mig selv så forsigtigt og nænsomt med, at det bryder ud i skønne roser én prægtig stængel ad gangen. Frembrydende roser kan være et billede på flere ting. De kan ud over at være et billede på blomstrende kærlighed også være et billede på ros og sprudlende kreativitet. Er jeg stolt af mig selv? Ikke rigtigt. Snarere glad, men utålmodig efter at få greb om den frembrydende tekst og få den formuleret. Det kvindelige i mig, min grundenergi, har forsigtigt rakt ud mod det kreative potentiale i mig og begynder langsomt at folde det ud.

Men så sker der et skift i drømmen. Jeg er pludselig på vej ind i toget, men jeg har ingen idé om, hvordan jeg er nået derhen og hvad der skete, efter at dit bryst brød ud i roser. Perronen og toget er proppet, og jeg ved ikke, om jeg har en billet. Det føles ikke trygt. Der foresvæver mig samtidig noget med en cykel, som jeg ikke fik med, fordi perronen var overfyldt, eller ikke helt ved, hvor befinder sig på toget, hvis den kom med.

Det kvindelige i mig har berørt det positivt maskuline, kreative og kærligt selvsikre i mig, måske med en langt om længe genvundet tillid, og derved aktiveret en blomstring, men jeg ved ikke, om min billet – til én person – giver mig hjemmel til at bringe foreningen af dig, animus og cyklen, og mig hjem i toget. For det var nok det, der skete, efter at dit bryst brød ud i roser. Vi blev forenet til ét. Det forklarer også forvirringen med cyklen, jeg pludselig skal have med.

Jeg kan genkalde mig følelsen i drømmen, da du tager imod mig, da du kysser mig på panden og da du bevæget tager min hånd og dit bryst begynder at blomstre. Det var fredfyldt glæde og inderlig ømhed.

Hvem siger i øvrigt, at jeg behøver at tage toget? Toget er jo kollektiv trafik, og det er ikke det spor, en kunstner følger. Jeg har jo cyklen. På den når jeg frem. Alene og ved egen kraft.

 

 

 

 

 

Reklamer