Blomstre som en rosengård
skal de øde vange

Nikolai Frederik Severin Grundtvig

 

Der er gudstjeneste fra Himmelev kirke på P1. Jeg slukker og sætter mig ved pc’en for at genkalde mig en drøm, jeg vågnede af i morges.

Jeg tager toget til København. Da det kører ind i byen, følger sporet bagsiden af en række karreer. Det er et smukt syn med alle vinduerne og antydningen af så mange forskellige liv. Jeg finder dit hjem i en tilgroet have omgivet af et lavt, hvidt stakit. Du bor til leje i en af to lejligheder i et gammelt, gulkalket hus. Jeg går ind. Din cykel står i et stativ på gulvet. Det ser ud som om, du har haft besøg. Der står dåser og halvfyldte askebægre på bordet og i vindueskarmen. Anlægget, der befinder sig på en lav reol, er omgivet af LP’er og CD’er. Du er her ikke, men kommer lidt efter og modtager mig med et knus og et kys på kinden. Vi er trætte og lægger os til at sove. Jeg vågner ved, at du kysser mig blidt på panden. Jeg stikker to fingre ind i din halvt åbne hånd, og du tager min hånd med tårer i øjnene. ”Det er længe siden, nogen har rørt mig så forsigtigt,” siger du, og jeg ser rosengrene skyde ud af dit bryst, en efter en, med skønne, røde roser på.

Pludselig er jeg på vej hjem i toget igen og det er skumring. Toget kører forbi de samme karreer, og det er stadig smukt, men jeg er forvirret og tænker hele tiden på, om jeg har glemt at købe billet.

I fredags var det præcis 10 år siden, jeg forlod dig i tusind stykker for at tage toget hjem.

Opdatering: Da jeg for et øjeblik siden læste teksten igen, gik det op for mig, at sidste linje også kunne forstås sådan, at det var dig, der var gået i tusind stykker. Og, hvem ved, måske var du.

 

 

 

 

 

Reklamer