Det er tidlig morgen og det pisregner. På skrivebordet ligger der et digt, jeg skrev sidste år i september.

Manden har sit eget sprog,
en dialekt i luften skrevet med én hånd
og én gang rakt til mig,
nu har han lagt sig på gulvet et sted
hvor øjnene bliver røde
af træk fra betændte grotter,
vi ligger adskilt af år og lytter til det,
der stadig taler ved egen hjælp,
selvom han gik og jeg blev,
som dengang den eneste af os
der havde været på Island,
tæller tiden ned til det øjeblik,
hvor han vender tilbage
for med tøvende hænder at fortælle mig
om sin egen rejse, om ensomheden
og den blå lagunes lavvandede ørkenvarme.

 

Digtet er ikke skrevet til dig. Det er skrevet til din ven. Eller til det i mig han repræsenterer. Det har flere gange bragt mig på randen af psykose at være splittet mellem jer i den proces, jeg har befundet mig i de seneste 10 år. Den ene ser ud til at repræsentere min ydre fremtoning og min animus, min maskuline side i form af kreativ fremdrift og ego. Det er dig. Din ven repræsenterer kontakten til mit sande jeg, Selvet og det ubevidste, en dyb sanselighed og min evne til at elske. Denne mand forlader mig eller trækker sig fra ydre til indre repræsentation for at give plads til den anden. I forenes i mig, og nu er du taget til Island.

Du vil elske Island. Af alle lande i verden, er Island måske det land, du vil elske højest. Der mødes kulde og varme i alle konstellationer, mens gudernes åndedrag hvisker over fjeldenes dybe ar og stinkende sår.

Islændingene selv er stolte kødspisere, der roligt ser den rejsende an. Du vil få din sag for på Island.

I mellemtiden møder jeg min egen kulde. Da jeg vågnede i går morges havde jeg drømt om Trump. Det gik i drømmen op for mig, at jeg var hans personlige oppasser og hofnar. Jeg skulle vælge et kort fra en stak i et etui. På kortene var der trykt aktiviteter af forskellig art. Jeg fjumrede i nervøsitet så meget med kortene, at jeg til sidst kastede kort og etui op i luften. Til Trumps store morskab. Han var venligheden selv, men luften emmede af frygt for eksplosion, hvis tingene ikke passede ham. Der var også en trup på seks mænd i sorte gabardinebukser og blå skjorter. De ’kommenterede’ hændelser med spontane, dekadente sketches, når de ikke belevent trak stole ud for selskabets damer. Stemningen var løssluppen, men samtidig var skrækken for despotens eksplosive utilregnelighed en gungrende elefant i rummet. Han vidste det og nød sin magt.

Jeg plejer at sige, at elementer i drømme afspejler elementer i den drømmendes psyke. De kan også afspejle dagsrester – jeg havde skrevet om Trump dagen inden – eller bevægelser i den kollektive psyke.

Det vil være nemt at se drømmen spejle en uerkendt narcissisme hos mig selv og min frygt for at tirre den Måske for nemt. Narcissisme er en sund mulighed i alle, når vi reelt bliver overset. En irritation eller vrede over ikke at blive set eller mødt i det, vi står i eller rummer som personlighed. Hos det lille barn ses den primære narcissisme som en instinktiv ’forventning’ om at blive set og mødt i sine behov. Hos nogle af os, som ikke blev set i tilstrækkelig grad, da vi som små som led i vores udvikling havde brug for at blive spejlet kærligt i vores behov, udvikler uopfyldte behov sig til en personlighedsforstyrrelse, en uafviselig og sygelig trang til at blive set og anerkendt, uden evne til at anerkende samme behov hos andre. Jeg kan ikke udelukke, at der er en større del af den i mig end i et flertal af befolkningen. Skulle det være tilfældet, har jeg været god til at undertrykke den i store dele og i hvert fald i den seneste del af mit liv. Eller også har min indre virkelighed ændret sig. Jeg har lært mig selv, hvad det vil sige at elske og være elsket. Jeg har fyldt det uelskede barns bundløse hul med kærlighed ved egen hjælp, men jeg kan ikke sige, hvordan jeg bar mig ad. Måske var jeg faktisk elsket i min tidligste barndom, så min barndom først blev opfattet som kærlighedsløs af mig i lyset af senere begivenheder. Mobning. Svære tab. Og svigt. Ikke mindst i mit voksne kærlighedsliv.

Astrologisk set kan drømmen forsøge at vise, at min løveascendants naturlige behov for at være i centrum aldrig har fået et ben til jorden i forhold til vægtens, mit soltegns behov for at opretholde balance. Måske er alle løver selvskrevne narcissister, hvis de ikke får den opmærksomhed, de ser sig naturligt berettiget til.

Min far er løve. Du er løve. Jeg har løven i ascendanten. Løven er styret af solen, centrum i vores solsystem. Vægten er styret af Venus, planeten for kærlighed. Måske skyldes min kærlighed et medfødt fundament. Alligevel har jeg svært ved at forlige mig med min fars selvoptagethed og hans fravær i mit liv, da jeg havde brug for ham. Jeg har også svært ved at forlige mig med min egen selvoptagethed, når jeg får øje på den. Kan jeg forlige mig med din? Og hvorfor skulle det i grunden være nødvendigt? Du forsvandt ud af mit liv for 10 år siden, men aldrig ud af mine tanker. Hvorfor bliver du ved med at hjemsøge mig som en gåde, jeg er tvunget til at løse og forlige mig med? Nåh, det har jeg vist lige givet mig selv et meget præcist svar på, hvis jeg tillægger astrologien og, i hvert fald, dybdepsykologien nogen betydning. Det sidste gør jeg uden tvivl. Det første er jeg mindre sikker på, men det billede, der fremkaldes, virker overraskende meningsfuldt.

Måske er drømmen en påmindelse fra min underbevidsthed om, at der er grund til at være agtpågivende overfor aktuelle strømninger i den kollektive psyke. En påmindelse om, at jeg som menneske er nødt til at tone rent flag overfor det forkvaklede, som alt for nemt vinder indflydelse. Fordi despoten, den uelskede, og hans undersåtter, der ser deres egne sorte huller forsvinde i lyset fra hans tilsyneladende selvsikkerhed, anser magt til at tiltvinge sig opmærksomhed, hyldest eller lydighed som eneste for alvor gangbare valuta.

Uden modstand eller kritisk bevågenhed vil den uelskede uafbrudt søge at tiltvinge sig sine omgivelsers udelte opmærksomhed, frygt eller anerkendelse, og så har vi snart en situation hvor personlige uopfyldte behov kommer til at styre en nations politik. Det uelskede kan stemmes ind overalt i den kollektive psyke.

For den uelskede, der skjuler sin følelse af tomhed og usikkerhed bag sin egen eller en lederfigurs påtagne selvsikkerhed, er kærlighed og medfølelse et udtryk for blødsødenhed, som man udelukkende tilegner sine egne eller sine nærmeste. Hvis man gør.  Hvis man overhovedet forstår, at kærlighed forplanter kærlighed og derfor hverken er godgørenhed eller et udtryk for ejerskab og tilhørsforhold. Kærlighed ser ressourcer fremfor sårbarhed. Kærlighed har alle retninger, for den er en tilstand af bevidsthed om det skabtes værdi.

Hvordan omgås man mest hensigtsmæssigt sin indre despot? Med den skrækslagne hofnars afmægtighed? Eller lader man sin seksmandstrup understøtte despotien med udsøgt grov satire, så ingen kan føle sig tryg?

Hvordan omgås du din indre despot? Du tager til Island.

 

 

 

 

 

Reklamer