Manden og jeg mødtes i går aftes. Jeg var dødtræt efter arbejde lørdag og søndag, men han vidste ikke, om han kunne vente til tirsdag, hvor jeg har fri, fordi han gerne ville på vandretur. Han har ferie. Jeg tænkte, ok, så lad os ikke trække tiden ud. Allerede da jeg så ham stige af toget, forsvandt min følelse af tiltrækning.

Han sendte et billede af sig selv i lørdags, men kun overkroppen og selv om det var nyt – det tror jeg da – så lignede det ikke ret meget den mand, der steg af toget. Udstrålingen fra billedet var der ikke. Men det var ikke udseendet, der havde tiltrukket mig i første omgang. Det var hans evne til at vise opmærksomhed og dele ud af sine egne tanker og oplevelser i en vekselvirkning mellem ham og mig. Da vi sad med hver sin øl og snakkede i gården til en café, oplevede jeg hans opmærksomhed villet fremfor spontan. Jeg begyndte at føle mig anspændt, men tænkte, det skyldtes trætheden. Alligevel døde min skønne forelskelse uhjælpeligt.

Her til morgen sendte jeg ham en besked om, at det ikke længere gav mening for mig at holde kontakten. Selvfølgelig med en forklaring om hvorfor. Jeg er sikker på, at han er en kærlig mand, men der manglede den gnist, der kan holde mig tændt. Der var en forskellighed i vores energi, som aldrig kommer til at svinge.

I morges vidste jeg også, at jeg er forbandet. Jeg kommer ikke til at elske en anden mand igen. Der er kun én mand, jeg har lyst til at lade mig elske af, og det giver ikke mening. Jeg kan kun konstatere, at jeg er uhelbredeligt ramt og uhelbredeligt vanvittig. På vej hjem i bussen i dag med den sygeste hovedpine, jeg har haft hele dagen, begyndte jeg at fantasere om en gammel kvinde, der aldrig lod sig elske igen efter en ulykkelig forelskelse. Det var en sorg, hun bar, et vemod der fulgte hende overalt. Hun var ikke bitter, men i sit inderste var hun ensom som den, der lever uden sin skygge og derfor ikke kan lyse. Et halvt menneske.

Da jeg lagde Eksil 7 ud i lørdags, kunne jeg kort efter i statistikken se, den ikke var den eneste, der blev læst. 29. Smalltalk, som er en gammel tekst, var også blevet åbnet. Det kan være et tilfælde, men der blev ikke åbnet andre gamle tekster. I Eksil 7 spørger jeg, om jeg har skrevet ’dette’ før. Nærmest som et svar er der en, der åbner 29. Smalltalk, som indeholder essensen af det, jeg har skrevet om ’dette’ i de forløbne 10 år.

Hvorfor vender hovedpinen tilbage nu og, sammen med den, problemer med fordøjelsen? Selvom jeg er blevet veganer? Det føles som om en sidste psykisk barriere står for at blive gennembrudt, og den lader sig ikke gennembryde via kosten. Der skal noget andet til. Der skal kreativ handling til. Der skal skrift til. Hara, chakra for kreativitet, nydelse og leg, er placeret tre fingre under navlen, lige der hvor fordøjelsen foregår. Hara er parret med pinealen, chakra for bevidsthed, som er placeret i panden (det tredje øje). Der er gang i det par i dag. – Nåh. Lyst og leg. Da jeg så ham stige af toget, vidste min krop, at den ikke kunne hengive sig til ham. Han havde ikke det, der skulle til. En fornemmelse for subtil sanselighed. Jeg kunne se det på ham.

Da jeg dengang hos dig fortalte, at jeg skrev om mit liv, svarede du, at det også var det eneste rigtige at gøre. I dag forstår jeg, at det ikke var mine autobiografiske tekster, men dine egne romaner, du tænkte på.

Mine tanker flyver lidt for løst omkring. Jeg skal sove nu og vågner forhåbentligt uden hovedpine i morgen.

**

Da jeg vågnede, stadig med hovedpine, fik jeg idéen til en fortsættelse af handlingen i en novelle, jeg har skrevet. Der er noget irriterende dramatisk over den indledende scene, men jeg tror, jeg er nødt til at tage, hvad der byder sig. Jo flere gange jeg lader være med at lytte til inspiration og intuition, des svagere bliver deres stemmer. Måske er idéen bedre, end jeg tror. Det er netop benhård selvkritik, der har forhindret mig i at skrive fiktion. Når jeg skriver fiktion, skal det have en dybde og en æstetisk kvalitet, jeg er bange for, jeg ikke kan præstere til min egen tilfredshed. Derfor er jeg veget tilbage for at skrive fiktion. Men samtidigt er jeg også klar over, at de nævnte kvaliteter først opstår, når jeg tilstrækkeligt mange gange har givet mig selv lov til at lytte til og handle på det nonsens, der er prisen for erfaring. Øvelse gør helt indlysende mester.

Mens jeg lå i min seng i morges og tænkte på at skrive, faldt det mig igen ind, at det ikke er forfatteren, jeg længes efter, men det at forfatte. Det er denne drøm, denne drift, der står i vejen for at elske en mand. Jeg følte lettelse over, at jeg var blevet fri for at forholde mig til en mand. Også selvom det var en kærlig mand.

Jeg skriver ikke godt, når jeg har hovedpine. Jeg skriver alligevel, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg vil lære mig selv ikke at være bange for at begå fejl. Det er med at holde sig i flowet, når det inviterer mig ind.

*

Endnu en morgen med migræne. Men det er nu eller aldrig. Det er nu, jeg skal skrive fiktion.

Mit eksil er beskrevet.

 

 

 

 

 

Reklamer