Verden er fuld af svar. Kunsten er at stille de rigtige spørgsmål og få dem matchet med de rigtige svar.

En af beboerne på mit arbejde sagde i går, at hun havde drømt, Yvonne var et drengenavn. Jeg fik hende aldrig spurgt om drømmens nærmere omstændigheder, for vi kom til at snakke om navnes oprindelige betydning. Hirtshals betyder for eksempel rådyrnakke. For de hollandske købmænd, der for længe siden passerede kysten ud for Hirtshals, lignede den et rådyrs nakke. Det er i hvert fald sådan, jeg har fået historien fortalt. Om det er sandt, ved jeg ikke. Etymologisk kan Yvonne stamme fra det bibelske Johannes, der betyder den, som Gud ser i nåde til. Det er ikke noget, jeg har mærket meget til, men det er på den anden side ikke til at sige, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg havde heddet noget andet.

Hvilket spørgsmål i hendes liv er drømmen et svar på? Og hvorfor drømmer hun det netop nu, hvor jeg i mit liv forsøger at manifestere en konstruktiv maskulinitet som modsvar til den negative, jeg har indoptaget fra mandlige rollemodeller tidligt i min tilværelse. En maskulinitet der længe var det, jeg vidste om mænd. Dem ude i verden og ham inde i mig, der tiltrak sit eget spejlbillede, indtil jeg ikke længere kunne holde til det.

Hvordan skulle jeg afvikle min indre destruktive mand og fremelske en, der viste indlevelse og omsorg, og tog følelsesmæssigt ansvar? Jeg vidste det ikke, men min sjæl eller mit dybere Selv må have vidst det. Mit kærlige og tålmodige Selv – som jeg ikke var i kontakt med – vidste, at måden, jeg kunne lære at passe på mig selv, var ved at passe på andre, der heller ikke var i stand til at passe på sig selv. Det lyder bagvendt, men sådan synes Selvets intuitive kræfter at virke, når vi ikke er i stand til at træffe sunde valg for os selv.

Så jeg har lært at passe på andre. Imens er jeg blevet bedre til og senest helt god til at passe på mig selv.

*

I dag har jeg været på Munkebjerg Hotel for at spise frokost med en veninde. Da vi bagefter gik tur, fulgte vi en sti i retning mod fjorden. På begge sider af stien, der lå i skygge af høje træer, faldt terrænet stejlt. Enkelte stammer var knækket, og hvor kronen havde været, var der skabt et lille rum af lys i dunkelheden. Det var køligt, og turen ad stien blev kort. Dér, på stien, blev vi begge lidt svimle og utilpasse over det stort anslåede, vi var omgivet af. Som om skoven i det øjeblik ikke var velvilligt stemt overfor indtrængende, og derfor lod os ane en smule af det, der foregik bag kulissen, for at teste vores vilje til at være med den på godt og ondt. Og fordi vi kun er mennesker, der en dag som i dag søgte det nemme, trak vi os i respekt.

Eller var det i afmagt?

Kan vi være med naturen i os og omkring os også på dage, hvor der er røre i gryder, der ikke plejer at være røre i, eller vender vi ryggen til i nervøsitet og frygt for konflikt? Hvilket svar passer til det spørgsmål?

Jeg er træt nu, og må søge efter svar på et andet tidspunkt.

 

 

 

 

 

Reklamer