Jeg er træt, tæt på udmattet. Jeg burde ligge i min seng og sove. Jeg er så træt, at jeg ikke kan tænke. Det er måske det, der skal til. At lade være med at tænke over det, jeg skriver.

I går havde jeg besøg af en, der hedder det samme som dig.

Manden med dit navn gav mig tantramassage. Jeg tænkte ikke på dig. Der kan gå længe mellem, jeg tænker på dig. Når jeg tænker på dig, bliver jeg ofte irriteret. Arh, skrid ad Helvede til, kan jeg finde på at hvisle, når dit navn uden varsel passerer mine læber og efterlader mig som en tosse, der ikke har kontrol over sig selv.

Hans strøg og tryk var blide. Da han lagde sig let over mig, løftede jeg enden og sukkede. Da han pustede på mine bryster, sukkede jeg dybere. Han gik til grænsen, men holdt sig selv tilbage. Det var først langt senere, jeg kom til at tænke på, om du ville have været i stand til at røre mig på samme måde. Men hvorfor skulle du? Hvis jeg er nogen i din bevidsthed, er det en psychogirl. Kan du huske, at du spillede det nummer med Jens Lekman for mig? Og, ja, jeg var psykotisk i en eller anden forstand, ramt af en smerte, der ikke findes noget dækkende begreb for. Der skal flere begreber til, men dem har jeg allerede gjort rigeligt rede for.

Kærligheden havde gjort mig fortræd. Min kærlighed. At elske dig, der ikke kunne andet end afvise mig, var den ultimative flugt fra parforholdet. At elske dig ville beskytte mig imod at lade mig forføre af en anden og opleve endnu mere smerte. Du var for langt væk og for uopnåelig, og derfor var min kærlighed tryg hos dig.

Jeg er ikke sikker på, at flugten nærmer sig en slutning. Du står mere tiltrækkende for mig end nogensinde.

Din tiltrækning er en gåde, jeg forsøger at forstå. Jeg har ikke længere overblik over alle de ting, den synes at bestå af. Den repræsenterer måske væsentligst min kamp med mig selv om at udfolde et potentiale for at skrive, som har vist sig usandsynligt uvilligt til at blive udfoldet. Årsagen findes i mig selv.  Det kan måske have noget med vrede og banaliteter at gøre. Jeg har et sted set dig sige, at du godt kan lide at sige tingene, som de er. Du er for begavet til ikke at vide, at ’som tingene er’ er din oplevelse af ’som tingene er’. Din oplevelse gælder ikke som universel sandhed, selvom din vrede indikerer en tro på enevældigt at vide. Det er præcis den form for arrogance, jeg har forsøgt at aflægge hos mig selv. Jeg kan og vil ikke bruge vreden, satiren, heller ikke den, som drivkraft for min kreativitet. Der må findes noget mere opbyggeligt. For mig. Hvad der er rigtigt for dig, kan jeg kun være tilskuer til og forsøge at forstå uden at være dommer over.

Men selvfølgelig bliver jeg vred, ikke mindst på dig, som jeg længes efter og er rasende på på samme tid. Det er bare ikke en konstruktiv tilstand for mig. Jeg kan ikke bruge den til andet end at føle mig til grin. Når vreden byder sig til med inspiration, kan jeg kun afvise den … på samme måde som du kun kunne afvise mig. Var det fordi, jeg blev vred på dig? Du der excellerer i rå og raffineret vrede på skrift. Måske var din uagtsomme krænkelse af mig den tue, der fik mit læs til at vælte i slipstrømmen af traumer, jeg ikke selv var klar over at have pådraget mig. Frygten fra mine tidligere mænds passive aggression lammede mig i situationen, men på afstand kunne jeg se, hvor uværdigt du havde behandlet mig. Og du mødte min vrede med tavshed. Hvordan skal jeg tolke det? Hvordan kan jeg tolke det? Er dette mon alligevel en slutning?

Og banaliteterne. Jeg elskede at dvæle ved det, der løfter hverdagen, nogens uventede venlighed, regnens indflydelse på farverne, duften af asfalt og morgenfruer, den slags, men på et tidspunkt blev jeg mæt. Jeg blev mæt af hverdag, af gentagelser, af det der ikke er i bevægelse. Jeg ønskede at bevæge mig, men hver gang jeg fandt noget at lade mig bevæge af, blev jeg hurtigt mæt. Og hver gang afviste jeg at skrive om det, for hvem har lyst til at læse om banaliteter? Nej, mere sandt: Hvem har lyst til at skrive om banaliteter?

Jeg holdt op med at skrive, imens jeg undersøgte og lærte. Under min tavshed blev jeg opmærksom på noget, der gjorde mig utryg. Noget var ved at ændre sig. Hvis jeg skrev om det, var jeg bange for at miste overblikket og udstille mig selv som gal, når jeg forsøgte at beskrive den tilstand af forvirring, jeg befandt mig i. – Som om jeg ikke hele tiden har lignet en galning. Kunstnere og digtere har modet til at skabe (sig selv) uden de hæmninger, flertallet gemmer sig bag i forsøget på at tilpasse sig en kulturel forestilling om det normale. – En forestilling var ved at smuldre, symptomerne på en kundaliniproces, som kulturelt set er en ikke-ting i vores del af verden, var ved at tage form af symptomer på en fysisk lidelse, jeg ikke kendte navn og omfang på, og som end ikke min læge kendte navnet på. Jeg måtte selv foreslå en diagnose: IBS-C, irritabel tyktarm med forstoppelse foruden tilstødende symptomer i resten af kroppen, blandt andet gigtsmerter på grund af inflammation. Måske var drømmen om dig ved at smuldre. Det var skræmmende.

For fem år siden – præcis – fik jeg de symptomer, jeg nu har lært at kende som tegn på irriteret endetarm. Tre uger senere, i begyndelsen af august, begyndte jeg at bløde kraftigt. Jeg mærkede skiftende kulde og hede og en oplevelse af energi, der vandrede op og ned gennem kroppen. Jeg fik synsforstyrrelser på højre øje. Da jeg på et tidspunkt ligger i min seng, begynder min krop at hulke mekanisk, mens jeg mærker en helt ubegribelig – og uberettiget – ømhed for dig. Min krop forsøgte at afslutte to modstridende følelser, der fyldte mig i det øjeblik efter sex, hvor jeg fuld af ømhed oplevede dig være modbydelig overfor mig. Det ser ikke ud til at være lykkedes ret godt for den. Dengang vidste jeg heller ikke, at det var det, der foregik.

Du er ikke forsvundet ud af min krop og min psyke, men er forblevet tiltrækkende for mig gennem årene. I takt med at mine symptomer forværredes, og det blev en overvindelse at skrive, blev du fjernere for mig. Fra andre sammenhænge genkendte jeg de symptomer, jeg netop har beskrevet, som symptomer på kundaliniaktivitet. I dag vil jeg, inspireret af Anthony William, mene, at der er en sammenhæng mellem langvarig hormonel påvirkning, fx stresshormoner, og aktivering af sovende virus (Epstein-Barr), der bliver årsag til invaliderende symptomer, som jeg og andre i stigende omfang oplever. Så kan man spørge sig selv, om virus ville have den samme mulighed for vækst og steder at forankres i kroppen, hvis kroppen ikke var bærer af psykiske traumer og blokeringer. Der er indikationer på, at de symptomer, der udvikles som følge af virus, knytter sig til psykiske forhold. Men måske kan det også forholde sig omvendt: virus kan være årsag til psykiske symptomer, fx PTSD. I en kundaliniproces forløses traumer, psykiske blokeringer og illusioner. Virus vil måske – for jeg ved det ikke – trække sig tilbage (til leveren) og gå i dvale igen, når energiens strøm i kroppen igen er uhindret. Det er denne proces, vegansk og raw kost kan bidrage til. På et fysisk niveau. På det psykiske niveau er der ingen genveje. Jeg skal selv tage ansvar og gøre arbejdet.

Hvad det end er, du repræsenterer i mit liv, kan jeg ikke forestille mig livet uden det. Måske er det både vrede og skrift. Måske er vreden slet ikke vrede, men et symptom på undertrykt libido, selvhævdelse og skabertrang. Og pludselig ser jeg min eksmand håne mig, når jeg var allermest såret og rasende over at være genstand for hans tavshed og mangel på omsorg. Dengang kunne jeg også bedst lide at sige tingene, som de var. Succesraten var bemærkelsesværdigt lav. Jeg lærte at holde mund og skåne mine omgivelser – i hvert fald ham – for min version af virkeligheden. Jeg lærte at lægge bånd på mig selv af hensyn til andre.

Forståelse for andre findes et udefinerbart sted mellem hæmningsløs selvhævdelse og selvudslettelse. Overvægt til den ene eller anden side forhindrer os i at møde andre på et ligeværdigt grundlag. Måske har traumet lært mig noget vigtigt. Men jeg skal tilbage på sporet. Jeg var ved at skrive om banaliteter.

Jeg ville vente med at skrive, til jeg kendte svarene, men når jeg havde fundet dem, mistede jeg interessen. (Og i mellemtiden forsøgte jeg at bevare fodfæstet, mens min virkelighed begyndte at falde fra hinanden.)

Det er i undersøgelsen, tingene er interessante. Det er der, i det frembrydende, at virkeligheden bliver magisk og tiltrækkende. Men faktisk – og det må jeg have glemt – så er denne nysgerrighed, dette intense nærvær i oplevelsen, ikke en kvalitet ved det frembrydende. Det er en kvalitet ved blikket. Det er en tilstand, der løbende lader det givne kaste nye spørgsmål af sig. Det er undren fremfor forudindtagethed.

Nysgerrighed er en tilstand. Det er oplevelsen af at verden er i skabelse og fuld af gode gåder. Men verden kan også opleves som negativt forudsigelig. Vi er på godt og ondt skabende guder og gudinder for os selv og hinanden. Selv holder jeg mig levende ved at omgås mennesker, der interesserer sig for andre og sig selv.

Jeg er ved at genvinde min undren og modet til at være banal og ligetil eller vred, når jeg er vred. Når der er en grund. Livet behøver ikke at være en gåde, jeg skal løse. Jeg behøver ikke din eller nogen anden mands anerkendelse for at være den, jeg er, eller føle det, jeg gør. Når du smuldrer på afstand, genfødes du i mig.

En ny veninde fortalte mig om sin tid i Tvind. Hun forlod organisationen efter 32 år og en depression. Under læsning af en bog fik hun en afgørende erkendelse. Jeg har glemt forfatter og titel. Essensen er, at den, der stiltiende lader sig kue, mangler erfaring i at håndtere konflikt. Enten det, tænker jeg, eller hensigtsmæssig erfaring. Hvis vi erfarer, at naturlig vrede udløser afvisning eller aggression, lærer vi at undertrykke vreden. Det kan også være mere subtilt. Erfarer vi, at spørgsmål udløser afvisning eller aggression, lærer vi at tie. Men hvorfor fjerner vi os ikke bare fra det miljø, der besvarer rimelig vrede og nysgerrighed med afvisning?

Skyldes min ambivalens en uløst konflikt? Blev du symbolet på min indre mands afvisning af det kvindelige i mig? Det afvisende maskuline og selvhævdende i mig som jeg dels har opponeret imod, dels affundet mig med, dels underlagt mig aktivt i håb om at blive set og elsket? Er det at koge suppe på skyggen af en sten?

… hvis jeg vil have fri adgang til min kreativitet, må jeg acceptere den kvalitet energien har: enevælde. Og så vidt, jeg kan se, er det ikke oplyst enevælde. Så er det op til kvinden i mig at tage konflikterne med respekt for det vældige i mig, som jeg ikke forstår, og lade det være lidt alene, når det bliver for enevældigt.

*

Det er en anden dag nu. Jeg har sat mig med et krus kaffe, et glas citronvand og en håndfuld kosttilskud. Der er ryddet op og vasket op, og jeg har hæklet en taske færdig til værtindegave til en veninde i aften. Jeg ’hører’ mig selv tænke, at jeg er klar til at skrive om lidt. Men hvorfor? Hvorfor er det så vigtigt for mig at skrive? Jo, for det er når jeg skriver, jeg er tættest på dig. Og det er uafviseligt den vigtigste grund.

Jeg stod i føtex med to flasker Pinot Gris, da jeg fik øje på en række Amarone. Glem ham, glem det, tænkte jeg, men da jeg passerede et bord med smagsprøver, så jeg igen en Amarone. Jeg skænkede en lille smule i et bæger. Den første gang, jeg smagte Amarone, var hos dig. Jeg lod vinen rulle i munden, mens jeg tænkte lidt over, at ubetydelige ting kan antage gigantiske dimensioner, når de er knyttet til stærke følelser. Du bød mig noget af det, du satte stor pris på, og jeg lod dig vide, at jeg havde smagt det, der var bedre. Sådan er virkeligheden. Vi deler erfaringer, eller også gør vi ikke, og nogle gange, når vi er lidt klogere og måske lidt mere hele, forsøger vi nysgerrigt og respektfuldt at sætte os ind i en andens erfaring eller situation.

 

 

 

 

 

Advertisements