Vi er den eneste del af det skabte, som ved, hvad det vil sige at leve i eksil.

Alt hvad du behøver som menneske er at opgøre nøjagtigt, hvordan du ikke føler dig hjemme i verden, at sige præcis hvordan du ikke hører til. Og i det øjeblik, du har udtrykt de eksakte dimensioner af dit eksil, er du allerede på vej tilbage til det sted, hvor du skal være. Du er allerede på vej hjem.

– David Whyte

*

Øjnene kunne se. Artefakter eller natur, symboler, nogle af dem ville have et navn. Huden kunne åbne sig, luft og bevidsthed kunne blande sig og ombølge kroppenes inventar. Muskler, knogler, sener, årer, blod, molekyler og atomer. Du kunne befinde dig tæt på samme tilstand. Dine øjne kunne se. Mig. Gå i opløsning.

Jeg kunne gå på en grussti i en park løftet af rum, blive ført af et åndedræt, ud og ind og ud omgivet af buske og træer i gråvejr, fugt og fuglesang, der rammer kanaler og kroner som sølv og aldrig møde dig igen.

Jeg kunne få spasmer af lykke fulgt af små glædesudbrud for hver heldig vending, der uventet vakler ud af min bevidstheds smugkro, mens jeg sidder og et for et lirker ordene ud af deres celler. Hvem kunne vide, at så sky ord ville lade sig beruse og forene i købmandens baglokale, hvor de var sat i karantæne indtil brug?

Jeg kunne spise kød, mel og mælkeprodukter og være forgiftet i sind og krop af stoffer, jeg ikke tåler.

Jeg kunne være ryger og ryge el-cigar, ørred eller Pall Mall dobbeltklik.

Jeg kunne have glemt, hvem jeg var, og være begyndt forfra, denne gang klædt i et panser af solskin.

Jeg kunne være helt afsindigt irriterende påståelig og bedrevidende.

Jeg kunne være kompetent og pålidelig.

Jeg kunne flyde over af ømhed for det slingrende skabte og i næste øjeblik skære kontant igennem.

Jeg kunne skifte fra én stemning til en anden i løbet af få minutter og stadig være den samme kvinde.

Jeg kunne være proaktiv – og have lyst til at være alt andet end det, for at blive fri for prædikatet.

Jeg kunne standse i mit køkken og betragte en knapt udsprunget orange rose i vinduet, få øje på himlen bag rosen og se skumringens ahornblade beskære himlens hurtigt skiftende grå flader roligt og vuggende grønt.

Jeg kunne standse i mit køkken og undre mig over lysets skiftende magi, mens jeg drypper hjemmelavede veganske banancacaois med smeltet chokolade og derpå hurtigt drysser dem med mandelmel og flagesalt.

Jeg kunne have mistet oplevelsen af mening, fordi du findes og elsker en anden, men på arbejde i går, var der en beboer – alkoholskadet som foster, mishandlet som barn og misbrugt som voksen – der fortalte mig, at hun hver dag vågner og er glad for livet. Hun synes, det er synd for de hjemløse, at de ikke har et sted at bo (hun sørger altid for at betale sin husleje, det er vigtigt). Det var sandt i går og i forgårs og i dag, men det er langt fra hendes sandhed de fleste af årets dage. Hele dagen, mens vi var sammen, vedblev hun med kun at se styrken og sårbarheden i enhver. Hun øste af en kærlighed, ingen kender kilden til, og jeg forstod, at grundløs kærlighed er altings dybeste mening. Og at det er derfor, jeg ikke kan lade være med at elske dig.

Jeg kunne være tilfældet i enhver version. Du ville fortsat søge alle mine versioners aftryk det samme sted.

*

Reklamer