Lidenskab er broen, der fører dig fra smerte til forandring.

– Frida Kahlo

 

*** Huset

Lyset fylder de tømte rum. Mine skridt giver genlyd, mens jeg tager en sidste runde. Jeg fastgør en haspe og ser ud over markerne. Egetræerne i skellet må være vokset, men jeg husker ikke, hvor store de var, da vi flyttede ind. Poulsens flager. Det er søndag og de har ferie. De tager turen fra Sønderjylland, så tit de kan. Gården er Peters slægtsgård, som han arvede, da moren døde. Gerda var oppe med en flaske. Det bliver nu tomt uden dig, sagde hun, selvom de nye ejere flytter ind om en måned. Men relationer tager jo tid. Jeg låser hoveddøren og klapper muren. På vejen smider jeg nøglerne i postkassen ved ejendomsmægleren.

Du var vild med den store have, men du nåede aldrig at få glæde af dit arbejde med den, for du flyttede næsten før, du var flyttet ind. Nogle af dine kasser stod stadig uåbnede. Hvor længe nåede du at bo der? Et halvt års tid? Jeg kunne ikke slippe huset. Måske var det chokket. Der syntes at vokse en hemmelighed i væggene, som du nåede at så. En hemmelighed jeg var dømt til at afkode. Det tog mig 10 år. 10 år under tag med en gåde, ingen kunne hjælpe mig med at løse. Jeg spurgte heller ikke. Der var perioder, hvor jeg troede, jeg havde afkodet hemmeligheden, hvor jeg følte mig fri af dig og den, følte mig fri til at elske en anden. De begyndte med oplevelsen af at have gennemskuet en sammenhæng, men det varede sjældent længe, før jeg forstod, at mine indsigter var uden reel substans. Usynligt skød hemmeligheden årer under væggenes tapet. En efter en sprang de læk og blev synlige. Hvert svar, jeg fandt, blev skudt i jorden af hver ny læk, som lod mig ane et helt andet perspektiv. Men til sidst gav summen af alle svarene samme mening.

Det lyder enkelt, som det altid gør, når man betragter det tilbagelagte. Og svaret var virkelig enkelt. Du afviste mig og tvang mig til at finde det i mig selv, jeg havde en anelse om i dig. Det var mig, der var gåden.

Nogen klarer tilværelsens overgange med smidighed og elegance. Jeg gør ikke.

Jeg holder ind ved en sø. Her har jeg tit siddet på bænken, mens jeg så ud over søens skiftende eller frosne spejl. I dag er bølgernes toppe gnistrende blå og krappe. Jeg sætter mig på bænken. Der er stille, selvom vinden støder gennem træerne. Som på en kirkegård, når man er alene. En dag jeg gik tur på kirkegården, stod der en ældre kvinde ved et gravsted. Jeg kunne se af bogstaverne på stenen, at graven var ny.

– Kan man blive vanvittig af sorg?
Først troede jeg, hun snakkede med sig selv, men hun så på mig.
– Ja. Men så længe man selv ved, man er vanvittig, er der ikke grund til at bekymre sig.
– Tak.
Hun kiggede væk og jeg gik videre.

Indimellem kan jeg tænke, jeg har tvunget mig selv i frø i trods mod skæbnen; imod det krav om tilpasning alle udsættes for. Jeg har ikke villet. Eller turdet. Eller haft kræfter. Efter alt at dømme især det sidste, som i sig selv kan være årsag til manglende vilje og mod. Min overfølsomhed var et af de uventede perspektiver, der viste sig i mit forsøg på at løse gåden. Jeg tåler især ikke mælk og hvede. Jeg er overfølsom og har været det hele mit liv uden at vide det, indtil det kulminerede i massive symptomer for et års tid siden. Der skulle stærke tegn til for at vække min opmærksomhed. Men det er ikke kun fødevarer, jeg har svært ved at tåle. Jeg har også svært ved at tåle psykiske belastninger. Måske er det den virkelige årsag til fødevareallergien.

Det blæser op. Et skydække nærmer sig. Søen skinner gråt nu. Jeg søger de stille steder, ensomheden. Det er ikke nødvendigvis godt. Jeg har også brug for selskab, men jeg er blevet varsom med, hvem jeg omgås. Hvad var det Michel Houellebecq skrev i Muligheden af en ø? Jeg er et ganske lille invalidt barn, meget sygt, som ikke kan leve. Jeg kan ikke tåle verdens ondskab. Jeg kan simpelthen ikke. For mit eget vedkommende kan jeg bare ikke tåle andre mennesker, når jeg er udfordret af allergi og smerter.

Du havde de kræfter, jeg ikke havde. Og du ramte mig, da jeg, stadig sårbar efter dybe kriser, havde åbnet mig for dig i ømhed og hengivenhed. Jeg troede, du så mig. Mit nervesystem kollapsede i benægtelse. Jeg nægtede at tro, du ikke elskede mig. Jeg kunne ikke tro, jeg igen havde været så naiv eller ligefrem dum at forelske mig i en, der ikke var i stand til at udvise omsorg og være følelsesmæssigt og fysisk tæt med en anden. Hvad tænkte du på, da du lod mig forstå, at sex var en foræring, jeg burde være taknemmelig for?

Jeg lå flere måneder i sengen stumt krummet om en smerte, jeg ikke forstod. Med tiden udviklede smerten sig til en række symptomer. Træthed, hjertebanken, nervøs uro, gigt, migræne, kramper i tarmene og forstoppelse. Det kan kaldes IBS, irritabel tyktarm. Det er i hvert fald diagnosen. Andre ville kalde det PTSD. Jeg tænker, billedet er større.

Et vindstød rykker mig ud af tankerne. Det blæser kraftigt nu.

Jeg fylder tanken op på næste tankstation. Jeg har en lang tur foran mig.

 

*** Hjemme

Det er mørkt, da jeg ankommer. Jeg finder nøglen og låser mig ind, tænder lys og henter taskerne i bilen. På vejen ind igen ser jeg noget glimte på trappestenen. Det er en pakke i sølvpapir. Der er en seddel.

Velkommen hjem. Her er lidt sødt til kaffen.

Erik

Han insisterede på at hjælpe, da jeg flyttede ind, sætte lamper op og den slags. Det virkede påtrængende. Eller overvældende. Jeg er ikke vant til venlighed i det omfang, men Erik var nem at omgås, så han fik lov. Han er min nærmeste nabo. Hvor langt er der op til ham? Et par hundrede meter? Erik er enkemand. Sidst i tresserne vil jeg tro. Hvide, buskede øjenbryn over blå øjne.

Der er hjemmebagt sandkage i pakken. Det er en god begyndelse, tænker jeg, og sætter vand over til kaffe. Pakken lægger jeg i fryseren. Der bliver nok en dag, hvor jeg kan glæde en eller anden med sandkage.

Kaffen dufter. Der er en tæthed i rummet, som jeg er for træt til at identificere. Jeg drikker i små nip og ser ind i det tætte mørke bag ruderne.

Om morgenen fortsætter jeg med at sortere papirer og smider det i brændeovnen, jeg ikke vil gemme. Indimellem er der noget, der fanger min opmærksomhed. Jeg sidder og ser på en håndskrevet note:

Fortællingen om livet er mere end Michel Houellebecqs omvandrende fordøjelseskanaler: levende væsner der æder og skider og stort set ikke får mere ud af livet end det. Fordøjelsen er rigtigt nok essentiel, men den er af langt større betydning end den, han forsøger at mane frem med sit billede. Den er selve stammen hvorfra livets grene strækker sig og gror. Kan du ikke fordøje og skide, vil dit indtryk af livet være lidelse.

Set i det lys handler tilværelsen om at erfare, hvad du er i stand til at fordøje og lade dig nære af det. Det er ikke en falliterklæring, men en styrke at vende ryggen til det, der gør dig syg. Mad eller mennesker. Alt det, der er fjernet fra eller har fjernet sig fra sin oprindelige natur. Det overforarbejdede og det forlorne. Det er gift for følsomme væsner, mens mere robuste væsner umiddelbart nemmere lader sig nære og nøje.

Jeg må have skrevet det efter at have læst Houllebecqs Muligheden af en ø. Den var deprimerende læsning, indtil jeg afviste præmissen. Jeg kunne ikke se mig selv i sortsynet. I dag er jeg tilbøjelig til at give ham ret et længere stykke ad vejen. Mennesker er mere forgiftede, end vi tillader os selv at tro. Men han er selv en del af det problem, han beskriver i bogen. Et problem kan ikke løses på det samme niveau af tænkning, det er skabt på. Var det ikke cirka sådan Einstein formulerede det? Houellebecqs forgiftede tænkning viser sig i bogen. Hans sortsyn bidrager ikke med en brugbar løsning. Sortsynet er en del af problemet.

Det banker på døren. Det er Erik. Han har æg med.
– Jeg tænkte, du kunne bruge nogen. Du ligner en, der godt kunne bruge nogle æg.
– Hvordan ser man ud, når man gør det?
– Lidt mager og hulkindet. Du trænger til huld.
– Tak, Erik. Du er god ved mig.
– Nej, du er god ved mig. Du giver mig lov til at hjælpe. Og jeg kan alligevel ikke bruge alle æggene. Men jeg smutter igen med det samme. Jeg har en aftale. Vi ses.

I sidste uge, da jeg var på planteskolen for at købe planter til et bed, var Erik der også. Jeg stod og snakkede med en af sælgerne, da han nærmede sig med et æbletræ i hånden. Han lyste op i et smil og passerede med et hej.

– Hvad har du gjort ved ham?
– Ved hvem?
– Erik Karlsen. Hans gnavenhed er legendarisk.
– Det er ikke min oplevelse. Måske er han i forårshumør.
– Han har ikke været i forårshumør siden hans kone døde for 8 år siden.
– Så er det ikke for tidligt.

Folk kender hinanden her. De ved, jeg har købt huset på Knaksmosevej lige inden skoven. Katrine, der boede her før mig, er kendt på egnen for sit håndarbejde. Hun hæklede og strikkede. Hendes trøjer var i høj kurs. Katrine havde sans for kvalitet, men hun blev dement med alderen og kunne ikke længere bo i huset. Hun blev aldrig gift. Måske på grund af sin pukkelryg. Katrine flyttede på plejehjem og døde en uge efter.

Jeg har købt brudeslør, lavendel og bonderoser. Flest mørke og nogle af de lyse, der kaldes silkepæoner. Det hele er sat. Jeg glæder mig til at se det vokse. Katrine var ikke til havearbejde. I hvert fald ikke på sine gamle dage. Da jeg købte huset var der kun græsplæne og gamle, forsømte frugttræer i haven. Og et fuglefoderbræt. Engang har der sikkert været køkkenhave og bærbuske også. Hendes søster, Gerda, som jeg købte huset af, fortalte mig, at det er deres barndomshjem.

Er Erik ved at forelske sig? Næppe. Han har fundet en forkommen fugleunge, der værdsætter hans omsorg. Er jeg selv ved at forelske mig? Henning kommer på lørdag. Det er første gang, vi skal mødes. Han spiller skak, arbejder i det offentlige med IT og har en kikset humor og musiksmag. Det er lidt charmerende. Og så er han et rart menneske. Det kunne måske blive til noget. Jeg har faktisk ikke haft tid til at tænke over det.

Døren til terrassen står åben. Regnen trommer på halvtaget. For enden af haven i skellet ud til marken står en stor kastanje. Den deler sig før kronen, så stammen former et stort y. Tænk at rødderne på et træ er lige så store som det, der kan ses. Da jeg går ud under halvtaget, stryger en gråstribet, våd killing sig mjavende op ad mit ben.

– Hvis du ikke er nogens, skal du arbejde for føden. Fange mus. Forstår du?
Den mjaver.

Ting der skal gøres langsomt: Hænge billeder op i nymalede rum. Sætte bøger på plads. Vande planter og fodre en våd killing. Snakke med naboen. Skrive. Tage bestik af himlen: Den er overskyet.

 

*** Kvinde i tiden

Dagen i går begyndte smertefri og i strålende humør. Nemesis kom efter mig sidst på dagen med den stærkeste hovedpine, jeg har haft længe. Jeg måtte tage smertestillende, selvom jeg forsøger at undgå det. Dagen i dag begyndte anderledes. Den begyndte med, at jeg så aske drysse udenfor, men så kom der mere, og jeg så, det var sne. Det lignede dalende kronblade fra blomstrende træer.

At lade årtusinder tegne dagen, ridse kendte bevægelser ind i dens skræl, ælte en dej, bage et brød af groft mel, klø en killing på maven, male et træ med rødder, en kat, en hånd på hulens vægge.

Jeg har indrettet et skrivehjørne med et bredt bord og en god stol. Det er vigtigt at sidde godt, have en god arbejdsstilling. Erik kiggede ind efter sin daglige tur i skoven og formanede mig, da jeg klagede over tilbagevendende hovedpine og ondt i skuldrene.

– Det er spændingshovedpine, sagde han, den stammer fra lænden. Har du ikke ondt der, også?
Det måtte jeg tilstå, men jeg kan ikke fortælle ham alt. Det er ikke enhver, der kan udholde andres smerte.
– Det er vagusnerven. Den spænder, fordi du bruger din krop forkert eller bekymrer dig. Du skal lave nogle øvelser. Sex ville være det allerbedste. Det jager spændingerne væk. Du kan ikke være anspændt og få orgasme på samme tid. Vagusnerven hører til det parasympatiske nervesystem, som styrer fordøjelse og afspænding. Du må ud og finde en, der er leveringsdygtig.

Han sagde det i dybeste alvor. Jeg fortalte ham ikke om Henning. Men selvom han kommer, bliver sex ikke en del af besøget. Det står ikke til diskussion. Måske har Erik ret i det med vagusnerven og afspænding. Det kunne i det mindste være en del af billedet.

Skrivebordet står ved vinduet. Jeg kan se kastanjen. Måske har der hængt en gynge i træet engang. Måske har der været en hule, hvor børn har siddet og set ud over markerne og skoven og fortalt hinanden historier. Måske den om trolden og mosekonen. Trolden stjæler mosekonens bryg og bliver til tåge, da han drikker den. Ingen kan se ham, og han må strejfe stum og ulykkelig om i skoven til sine dages ende. Måske er han stadig et sted derude som en fugtig og søgende hånd, der vil ind i menneskenes varme huler og kroppe. Han sætter sig som gigt og lungebetændelse hos den, der ikke får klædt sig tæt og varmt nok på. Han slukker ilden der, hvor man glemmer at lukke døre og vinduer for varmen. Et koldt og fugtigt mørke, der trænger ind, når man mindst venter det. Som når man får et chok, der sætter sig i kroppen og bliver siddende. Jeg er ikke altid sikker på, hvad mit fordøjelsesbesvær og mine smerter skyldes. Måske krøb en tåge ind i mig engang og har siden da haft mit nervesystem i sin kolde, fugtige hånd, så det snerrer og hviner ved enhver forstyrrelse. Som for eksempel at sælge og købe hus, flytte og begynde på et nyt arbejde.

Andre ting der skal gøres langsomt: Save kævler op i 30 centimeter stykker med motorsav, kile og flække dem. Kravle rundt i skunken og lede efter stinkende muselig. Dampe torskefilet og grøntsager i ovnen og spise det ved levende lys. Tage bestik af aftenhimlen: Venus er retrograd.

Min krop er stadig smuk. Holder kroppe egentligt op med at være det? Selv det indsunkne bindevæv øverst på mine inderlår har sin egen skønhed. Mine bryster er små med følsomme vorter, min hud er blød, min skikkelse er ikke mager, som Erik siger, men slank og velproportioneret. Jeg har set billeder af hans kone. Hun var en lille, trind dame. Jeg kan godt se, at det er en slags spild ikke at fejre kroppen, mens den stadig er i stand til at fejre. Lade den nyde af en anden. Lade den nyde sig selv og en andens krop. Jeg har bare ikke været der, hvor det gav mening. Jeg har været for opslugt af smerter og de forandringer, jeg var nødt til at foretage. Der hører også en bevidsthed til en andens krop. En bevidsthed jeg skal forholde mig til.

Jeg står foran spejlet i soveværelset. Kroppen er gylden i den svage belysning. Overkroppen er halvt skjult bag mit lange hår. Jeg slår det bagover og lader hænderne glide ned over mine bryster.

Killingen ligger og spinder ved siden af mig, da jeg vågner. Jeg står op og slår gardinerne til side. Killingen vil ud, så jeg åbner til terrassen. Et par fugle synger. Det lyder næsten som forår.

At male med lange strøg. Glide ind i dagene.

 

*** Et trin ad gangen

Jeg ved, hvor Erik har sit forårshumør fra. Han har fået en kæreste, Lisbeth. Men det rager ikke andre, siger han, så i begyndelsen besøgte han hende. Nu er hun begyndt at besøge ham. Jeg så hende stå ud af bilen i formiddags, da jeg kørte forbi. Hun er alternativ behandler. De mødtes i hendes klinik i Tundersted. Hans datter havde anbefalet hendes behandlinger mod den spændingshovedpine og søvnløshed, han led af. Det er fra hende, han kender til vagusnerven. Og til orgasmers helende virkning.

Henning kom. Jeg vidste allerede inden, at det ikke ville blive til noget med ham, men ville ikke aflyse. Jeg tænkte, det var mest fair, at vi mødtes, så han også fik en chance for at mærke, det ikke gav mening. Og, hvis jeg forregnede mig med hensyn til hans dømmekraft, at det var bedst at sige det til ham ansigt til ansigt. Jeg vidste det inden, fordi jeg har været for lidt interesseret. Men han havde ikke forlangt noget af mig. Måske var derfor, jeg havde givet det en chance. Og på grund af den skæve humor. Vi var også politisk ret enige. Men min mangel på dømmekraft med hensyn til mænd rystede mig alligevel, da jeg åbnede døren. En em af skræk og forsømt kropslighed slog mig i møde. Stakkels mand, hvor var han nervøs. Og belæsset med flere buketter og flasker med vin. Jeg lod som ingenting og bad ham hjælpe med at lave mad. Dagen var sat af til hans besøg, så vi kunne lige så godt få det bedste ud af det.

Vi spiste frokost, mens Henning satte mig udførligt ind i kommunikationssamfundets udfordringer på hardwaresiden. Senere gik vi tur i skoven og snakkede om ulykkelige forelskelser. Han havde oplevet to i sit ægteskab. Efter den anden valgte han at blive skilt. Det var det mest rimelige. Jeg fortalte kun sparsomt om mine egne. De er forbundet med en smerte, der ikke giver mening for andre. Heller ikke for mig selv.

Da klokken nærmede sig 17, gav han selv en god anledning til at få det sagt.

– Nå, tiden er da egentligt gået hurtigt. Det er et godt tegn.
– Ja. Til dels. Vi kan godt finde ud af at snakke sammen.
Hans blik begyndte at flakke og landede lidt forskudt for mit.
– Men jeg kan ikke se dig som min partner. Jeg er ikke tiltrukket af dig.

Henning sagde noget væsentligt, da han var kommet sig lidt. Noget jeg selv tænker over, når jeg føler mig ensom. Han talte om at savne et livsvidne, en at dele tanker og oplevelser med. Han har ret i, at det er vigtigt. Men det er også rigtigt, at det livsvidne ikke kan være hvem som helst. Henning kunne ikke se mig. Heller ikke under et besøg i mit hjem, hvor han var omgivet at ting, det ville være oplagt at spørge ind til.

Havde Henning set mig og været nysgerrig, kunne han måske have vækket min interesse. Men, for jeg skal være ærlig overfor mig selv, det ville alligevel ikke være blevet til noget mellem ham og mig. Der skal en mand af et ganske særligt stof til for at være min elskede. Jeg slettede min datingprofil efter hans besøg.

Den, der engang havde adgang til mit hjerte, låste mig inde og gik. Ved han, at han låste sit eget hjerte inde sammen med mit, da han gik? Husker han stejlheden og stivheden i det hjerte, han efterlod, og ser han den styrke, jeg måtte udvikle for at holde det ud og holde det i live? Jeg havde ikke noget valg. Jeg ville forstene ved at dele fangehul med så stift et hjerte. Ved han, at han også slap mit hjerte fri, da han langt om længe forstod, at han havde smidt nøglen til sit eget hjerte væk og nu var nødt til at slå muren ind for at nå det?

Vi slap fri af forbandelsen, indespærringen. Slap vi fri af hinanden?

I forsøget på at overvinde en ubærlig smerte, lod jeg mig forelske i en, der mindede mig om dig. En der ikke havde gjort mig ondt. Din ven. Jeg tror, han syntes det var synd for mig. Han tog sig af mig i en kort periode efter din flytning. Indtil han forstod, at han var ved at blive draget ind i noget, han ikke kunne overskue. Jeg bad ham om at hjælpe mig med at afvikle mit mønster med at forelske mig i mænd, der ikke ville have mig.

Jeg elskede dig og var forelsket i en, der så ud til at være i kontakt med sine følelser og grænser, sin omsorg for andre, sin sårbarhed og sin sanselighed. Jeg delte dig i to, den fordøjelige og den ufordøjelige, og lod hemmeligt den fordøjelige være min drøm om dig, når du havde gennembrudt muren.  Og min drøm om mig. For det var han også. Din ufordøjelighed – overfølsomheden – var også min. Jeg var bare den af os, der var tættest på følsomheden, mens du var den af os, der var tættest på vreden. I virkeligheden gjorde I mig begge ondt, men den ene gjorde det som en del af en leg, fordi jeg havde bedt ham om at gøre det.

Jeg drømmer ikke længere. I stedet ser jeg dine hænder bevæge sig sigende over mig i mørket. Indimellem berører de min krop. Indimellem ser jeg dit ansigt stå helt skarpt med et nærvær, der tager vejret fra mig.

Synkronicitet, en meningsfuld tilfældighed. Måske. Jeg skrev en novelle om dig og mig. Et par dage efter så jeg, at du snart ville udkomme med en ny bog. Den er udkommet nu. Jeg køber den ikke. Min erfaring siger mig, at jeg har bedst af at holde mig på afstand af det, du skriver, når du alligevel er udenfor rækkevidde.

Min hensigt med at skrive novellen var at trække projektionen af mit talent for at skrive hjem fra dig ved at forene os i en fiktion. I håbet om på den måde at slippe for din skygge i mig, der betyder, at jeg ikke kan give plads til nogen anden mand i mit liv. Men uanset om skriften ligger uudfoldet i mig eller foldes ud, vil den altid stå imellem mig og en mand. Medmindre manden er forfatter og deler skriften med mig.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at slippe for dig – jeg længes mere efter dig end efter noget andet, jeg kan komme i tanke om –, men jeg kan ikke tåle dig. Jeg kan heller ikke blive ved med at vente på en, der ikke viser tegn på at ønske mig i sit liv. Eller gør du, nu? Kan jeg tåle dig, nu? Kan jeg tåle min egen følsomhed?

Det er den slags spørgsmål, jeg ikke skal stille. Jo, det sidste, men ikke nu. Jeg skal lave noget nu, handle.

Jeg er ved at renovere drivhuset. Det står for enden af huset, hvor forhaven og baghaven er adskilt af et lavt stakit med en låge. Det var fyldt med gammelt ragelse, som jeg har kørt på fyldpladsen. Jeg har gjort det rent og erstattet de knækkede og manglende ruder med nyt glas. Erik kender en krejler i nærheden, hvor jeg fandt nogle billige forsatsruder, der kunne skæres til. Jeg er ved at fylde muld i drivhusets højbed, men venter lidt med at købe planter. Agurk, tomat, peberfrugt og chili. Det må være nok. Jeg har købt krydderurter til et lille bed foran drivhuset. De står i drivhuset nu. Jeg har sået løg og salat og sat hvidløg. Jeg har også forhaven, jeg skal have gjort noget ved. Der er en slags bed fuldt af store sten, der er næsten usynlige under flere års vildtvoksende græs og ukrudt. Nogle steder stikker der puder af vintergækker op. Måske var det tænkt som en form for stenbed, måske en losseplads for nogle af de sten, der er groet op af markerne omkring huset. Hækken af Spirea, snedrivebusk, der omkranser grunden, passer heldigvis sig selv.

I udhuset skråt overfor drivhuset og i forlængelse af garagen er der en hylde med gamle lerpotter. Jeg tager nogle af dem med over på det lille bord i drivhuset for at plante krydderurterne om i lidt større potter, der kan stå i drivhuset, indtil der bliver varmt nok til at plante dem ud i bedet. Skovduerne støder deres uh-uh, mens jeg arbejder, de andre fuglestemmer kan jeg ikke identificere. Måske kender Erik deres stemmer. I et hjørne på en gammel avis, jeg bruger som underlag, ser jeg en notits. Vidste du, at forskere har beregnet Aristoteles IQ til 190? Nedenfor er der en kort biografi over Aristoteles’ liv og bedrifter. Jeg vil skide på Aristoteles. En mand, der anså kvinder for at være mænd underlegne, har været toneangivende indenfor flere filosofiske og videnskabelige felter helt op til vores tid. Ja, hans tanker om fortællingers plot, deres mythos, som bestående af tre på hinanden nødvendigt følgende elementer, optakt – forspil –, midte og klimaks, regnes stadig for klassisk i fortællekunsten. Men der er noget, han har overset. Han har overset, at denne måde at konstruere fiktion på er særligt kendetegnende for en maskulin tankegang. En tankegang der former såvel virkeligheden som plots efter sin egen logik ved at bygge spænding op indtil til ejakulation og afspænding i et forløb, der drives af hændelser fremfor af aktørers etiske eller personlige udfordringer.

Hvor intelligent er det at overse, at kvinder og vores seksualitet er den halve verden, den halve fortælling?

Forløbet i mange folkeeventyr veksler mellem spænding og afspænding. De trækker, med deres ofte tre forsøg eller opgaver, som hovedpersonen skal løse, på en kollektiv men ubevidst, intuitiv viden om den menneskelige tilværelse og dens overgange. En opbygning der minder mere om den kvindelige seksualitets langsommere og serielle forløsning end den maskulines grande finale. Kvinders psyke er i kraft af menstruation, graviditet, fødsel, abort, barsel, amning, børnepleje samt sygepleje og madlavning tættere forbundet med kroppenes, livets og dødens rytmer, end mænds normalt er. Selvom død og lidelse følger mænd overalt, hvor de undertvinger og bekriger andre med deres vilje. Eller. Jeg ved det ikke. Det bliver for mentalt nu. Jeg mærker pludseligt, hvor træt jeg er. Jeg er træt af en virkelighed, hvor vi har gjort illusionen om den maskuline fornuft og tankekraft, det maskuline begær, til idealet. Eller det eneste ideal.

Bitten har lagt en besked på telefonen: Dejligt at have dig tæt på igen. Det gør det nemmere at invitere dig på aftensmad. Kommer du? Jeg svarer: I morgen? – Det er en aftale.

 

*** På briksen

Lisbeths fingre bliver brændende varme, mens hun med blide strøg og stræk masserer min nakke og hals. Jeg mærker en let sammentrækning i mellemgulvet og tårer, der begynder at løbe. Jeg rækker op for at dække dem. Der kommer flere sammentrækninger, denne gang i underlivet. De får mine ben til at spjætte.

– Du har meget, du skal give slip på. Du må gerne græde.
Hun finder papirservietter.
– Er du klar over, at du er healer, Lisbeth?
– Det er ikke noget, jeg tænker over. Men du er ikke den første, der har sagt det. Mine hænder bliver meget varme.
– Det er healingsenergi. Du har løsnet et gammelt traume.
– Er det der, kramperne kommer fra?
– Det tror jeg. Der var en, der gjorde mig ondt engang. Jeg har tilgivet ham, men lider fortsat en del af kramper.
– Så har du jo ikke tilgivet ham.
– Jo, med hjertet og hovedet, men måske ikke med kroppen. Det er jo et traume.
Hun ser på mig.
– Jeg elsker ham. Han har lige udgivet en bog. Den får den ene bragende anmeldelse efter den anden. Han skrev den, efter at hans kæreste gik fra ham. Han ser ud til at være kommet stærkere gennem krisen.
– Hvorfor kontakter du ham ikke?
– Han vil ikke have noget med mig at gøre. Det ville han i hvert fald ikke engang.
– Er du sikker på, at han har det så godt, som det ser ud til?
– Nej. Han er ked af den virkning, han har haft på mit liv.

 

*** Sorgen

Det er gådefuldt for mig, at det skulle tage så mange år at forstå, at jeg med din afvisning af mig blev ramt af et traume, der ikke kun satte sig dybe spor i mit sind men også i min krop. Det vækker ærefrygt, at jeg er blevet ramt så hårdt. At jeg er så sårbar. I det lys begynder jeg at forstå mig selv på en anden måde. Du ramte mig på det mest smertefulde sted overhovedet. Et sted jeg nok kendte til, men ikke var kropsligt i kontakt med. Du ramte mig på mit uelskede sted, og vækkede i et nu al den smerte, jeg hele mit liv har forsøgt at flygte fra. Du tvang mig til at nærme mig det sted gennem mine tanker og mærke det i min krop. Langsomt, langsomt. Måske den eneste mulige måde og uden andet selskab end ensomheden.

Jeg har været så ramt, at jeg var ude af stand til at bruge skriften til andet end at kredse om dette sorte hul. Jeg troede, jeg skulle miste forstanden. Og af og til gjorde jeg. Af og til måtte jeg indstille skriften, fordi den kun førte mig længere ind i smerten. Jeg frygtede, at jeg for altid ville være afskåret fra skriftens skabende kræfter. Men Kalis flammekasterøjne brænder kun, indtil der ikke er mere at brænde.

Flere gange har jeg kasseret alt, hvad jeg har skrevet. Når du kunne kassere mig, var intet af det, jeg skrev, værd at læse. Du var min standard, mit mål for kvalitet, som jeg – sådan oplevede jeg det – umuligt kunne måle mig med, når du ikke kunne se nogen grund til at omgås mig med den værdighed, jeg naturligt tilkom.

Når du, min fintfølende elskede, ikke kunne se mine kvaliteter, herunder min følsomhed, var jeg usynlig, var jeg ikke værd at elske. Som om værdien af min skrift og mig stod og faldt med din anerkendelse. Det sårede mig til vanvid og vækkede mit raseri, at du ikke kunne se mig. At du ikke ville se mig. At du frygtede mig.

Men det er kun en del af billedet. Noget i mig forsøgte med uafviselig styrke at få dig til at indse værdien af min kærlighed og have tillid til den. Du ramte mig med sårbarhedens blinde blik. Det blik følsomheden retter mod sig selv, når den er blevet gjort forkert eller fortræd. Du kunne anerkende følsomheden alle andre steder end der, hvor den var rettet mod dig i hengivenhed. Især der, hvor den var blevet til bitter erfaring. Det så jeg, og var nødt til at elske dig. Jeg var nødt til at elske din sårbarhed, fordi den også var min. At elske dig var den eneste vej gennem sårbarhed tilbage til følsomhed og integritet.

 

*** Det si’r sig selv

Sigrid stikker hovedet ind.
– Så er der købt ind til aftensmad. Jeg kunne ikke finde hollandaisesovs. Jo, der var Knorr, men det vil jeg ikke købe.
– Hvorfor ikke?
– Arh, mor, tag dig sammen. Det er ejet af Unilever, et storkapitalistisk foretagende. Og så er det pisseusundt med alle de færdigprodukter.
– Well, well, well, well …
Bitten ser på mig. Jeg fortsætter.
– … det si’r sig selv.
– Hov, hov, datter kvik. Husk det er mig, der betaler dit foder.
– Ja, megausunde Knorr-produkter, hvis det stod til dig. Jeg burde indstævne dig for EU’s menneskerettighedsdomstol.
– I så fald er jeg bange for, du ville tabe.
– Nå, ja, selvfølgelig. Tænk at min mor har rottet sig sammen med storkapitalen.
– Njah. Jeg ville sådan set bare vide, hvorfor du ikke ville købe Knorr. Du hørte mig ikke sige, jeg var uenig.
– Så siger vi det. Jeg har fundet en opskrift på nettet.
Hun forsvinder. Lidt efter skramler det i køkkenet.
– Du skal ikke blive forbavset, hvis det smager fantastisk. Hun er hård i et køkken.
Vi går ud i udestuen med kaffen. Der står højbede i haven med visne afgrøder fra sidste år. I karmene står der potter og bakker med kommende afgrøder i forskellige stadier af spiring.
– Hvordan går det med huset? Er du faldet til?
– Næsten. Jeg er helt pjattet med det sted, men kunne godt bruge mere tid til at få ting i orden. Den 1. starter jeg på krisecentret. Så er det slut med driverlivet.
– Det er godt, at du er kommet videre. Jeg har været bekymret for dig.
– Har du? Ja. Jeg har kun med nød og næppe overlevet de seneste 10 år efter bruddet med Thorbjørn.
– Tænk at den historie har kunnet blive ved med at forfølge dig så længe. Hvad tror du, det skyldes?
– Ikke Thorbjørn, selvom det kunne se sådan ud. Vores brud var bare det udslagsgivende i en række brud, der ikke var helet. Det er nok en længere historie. 20 års samliv med Bo, der ikke var i kontakt med sine følelser – ved jeg nu – og forholdet til Niels, der viste sig at være psykopat. Jeg ved godt, at det hedder noget andet i dag. Dyssocial personlighedsstruktur eller noget i den stil. Forholdet til Bo bekræftede mig i det, jeg lærte som barn; at mine følelser ikke var noget, der var værd at tage hensyn til. Mindst af alt vrede og frustration. Jeg var på vej til at hele fra mine barndomstraumer, da Bo og jeg mødte hinanden. Men åbenbart ikke langt nok. I dag kan jeg se, at Bo mødte min rimelige vrede med passiv aggression. Jeg lærte at ignorere mine personlige grænser i forsøget på at undgå hans afvisning. Det var vel derfor, jeg endte med at kunne forelske mig i en fyr som Niels. Jeg tror, jeg forestillede mig, at det at kunne elske Niels ville gøre mig ’rigtig’. Det ville gøre mig til en lydig og opofrende partner. Men jeg kunne ikke. Det var for sygt.
Jeg var i gang med at lægge dem bag mig, da jeg mødte Thorbjørn. Det handlede kun om at overleve. Traumerne slog først igennem, da Thorbjørn forlod mig og jeg stod alene med huset. – Måske skyldes det i virkeligheden mit manglende blik for det giftige i andre. Jeg kendte ikke til andet i min barndom. Jeg var præget til at elske mennesker, der kun så sig selv. Hvis jeg havde været i stand til se andres selvoptagethed, var jeg ikke blevet så traumatiseret, at det i den grad kunne knuse mig at blive forladt af Thorbjørn.
– Jeg fattede aldrig din forelskelse i Niels. Var Thorbjørn ikke også følsom? Jeg husker ham som følsom.
– Jo. Det var det, der tiltrak mig. Og det var måske derfor, han trak sig. Jeg kom for tæt på. Vi var sårbare af de samme grunde. Men hvad med dig? Hvordan går det? Det er længe siden, vi rigtigt har snakket sammen.
– Det kan siges kort: Jeg er pissefrustreret og jublende glad.
– Det lyder kompliceret.
– Det er det ikke. Jeg er frustreret over mit job og glad, fordi Gunhild venter sig. Jeg skal være mormor.

 

*** Vreden

Jeg lod mig krænke, tilsidesætte og amputere af dem, jeg elskede. Ikke så meget af frygt for at miste deres kærlighed, for den var der jo ikke, men i det håb, at hvis jeg stiltiende indordnede mig under deres vrede og afvisning, så ville mit offer måske i sidste ende blive set og gøre mig til genstand for deres kærlighed. Det er sådan, masochister bliver til. Uafvidende, selvfølgelig.  Næret af illusionen om en kærlighed, der ikke findes. Alt, hvad jeg opnåede, var at gøre mig selv til genstand for traumer og endeløs skam over min egen naivitet.

Barnets kærlighed vækkes til live i dets spejling af en andens omsorg og varme blik. Nogen må have elsket mig engang. Måske var min mor lykkelig engang.

Jeg er rasende over ikke at være blevet set, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke min vrede uden at skubbe andre fra mig.  Uden at vække anstød. Den måde, mine nære omgivelser gennem livet har givet udtryk for deres vrede på, har vist sig at være ufrugtbar. Min mors fysiske vold og eksplosive hysteri, Bos passive aggression og uudtalte misbilligelse, Niels’ afstumpethed – og ikke mindst den perversion, de var fælles om. Bo kunne ikke vise ømhed og give sig hen i sanselighed. Han tyssede på min nydelse. Han kunne kun begære mig i kraft af andre mænds begær. Niels kunne kun begære mig i kraft min udslettelse. Jeg lod mig gøre til objekt – først uvilligt, men med tiden villigt, fordi tilsidesættelsen af mig selv af hensyn til andre til sidst forekom helt rimelig. Jeg forstod først alt for sent, at jeg blev afkrævet det helt igennem urimelige.

I et forsøg på at demontere min vrede, har jeg lært at se bagom de forhold, der frustrerer. Jeg har set, at mennesker sjældent gør andre ondt i et bevidst ønske om at gøre ondt, men fordi vi er ramt af forhold, vi ikke er i stand til at gennemskue. Dyret i os der vokser og usynligt bliver til kulturens og systemets dyr, overmagten, når vi ikke ser og anerkender det i os selv. Følsomheden der bliver til sårbarhed, når den ikke ses. Sårbarheden der bliver til vilje, der kun vil sig selv. Det er mangel på bevidsthed, der gør mennesker onde. Men at se dette, at forstå årsagen til urimeligheder, ophæver ikke min vrede. Dyret, vreden, egoet findes stadig. Viljen, dominansen, magten findes. Er brugen af magt dybest set en effekt af ikke at blive set?

Det var egoet, der engang i forhistorisk tid drev hærgende henover verdens sletter i uslukkelig tørst efter ekspansion. Ingenting har ændret sig. Trump og hans ligemænd driver hærgende gennem verden uden vilje til at sætte grænser for sig selv. Findes der en vilje i os til at sætte grænser for ham og hans ligesindede?

Det er et helt livs underkendt følsomhed, der forsøger at finde ud af min krop på en hensigtsmæssig måde. Jeg øver mig. Jeg forsøger at give udtryk for mig selv, inden jeg bliver vred eller lammes af smerte.

Bitten fortalte, at hun er på kollisionskurs med sin nye afdelingsleder, at det er et spørgsmål om tid, før ballonen revner. Det er egoet imod systemets krav om at yde mere. Hun er i gang med at søge nyt job.

 

*** Volden omkring hjertet

Det er blevet april og anemoner har afløst vintergækker i stenbedet i forhaven. Jeg har fjernet ukrudtet på det, der viser sig at være en lav, cirkelformet vold, delvist dækket af sten. En sænkning i volden fører ind i midten, hvor der er lagt et mønster af sten, et hjerte. Jeg er i gang med at fjerne ukrudt mellem stenene.

– Nå, du har fundet Katrines hjerte.
– Ja, det ser sådan ud.
– Hun blev glad, da anemonerne begyndte at sprede sig. Fuglene i skoven har lagt en klat, når de var på visit, så de er kommet med egen moderkage.
– Jeg er også glad. De er fine.

Erik har småtravlt. Lisbeth kommer om lidt. De skal til barnedåb. Hun er blevet farmor. Erik har svært ved at forlige sig med besøget og havde brug for en tur i skoven for at samle styrke. Killingen gnider sig op ad mit ben. Jeg sætter mig i solen med en kop kaffe og killingen i skødet.

Der er en del at sætte sig ind på krisecenteret. Inger, centrets nye leder, som jeg kender som afdelingsleder fra mit første job, er ved at have overblik over opgaverne. Udover de løbende opgaver med at hjælpe kvinderne og deres børn, skal der ryddes op og sorteres i de frivilliges håndskrevne notater, websiden skal opdateres og gøres læsevenlig, der skal udarbejdes en plan for arbejdet med børnene, så deres behov ikke overses og vi skal i gang med at dokumentere effekten af krisecenterets arbejde, men i anonym form, så kvinderne stadig kan føle sig trygge. Der er god stemning i huset trods beboernes situation. Inger har stort nærvær og en evne til at se bagom tingene, som giver tryghed. Jeg deler ikke længere Bittens frustration over at arbejde indenfor det offentlige. Bitten og jeg mødtes som kolleger på det samme bosted. Jeg flyttede, da jeg mødte Thorbjørn, og fik arbejde på et tilsvarende bosted. – Vi er stiltiende blevet systemets små nikkedukker, siger hun, den fløde, der skummes, ved at skære ned på udgifterne til de mest sårbare, bruges i stedet i fed sovs til erhvervslivet og til New Public Management it-systemer, der ikke fungerer.

Lisbeths behandling har sat noget i gang. – Du kan jo se, om du får brug for en behandling mere, sagde hun, da jeg med det samme spurgte om en ny tid. Jeg var irritabel i dagene efter og kunne ikke holde andre ud. Jeg så fejl og begrænsninger alle vegne. Mine smerter blev værre. Fortrængte følelser af ikke at have ret til at være og udtrykke mig gjorde mig usikker på alt, hvad jeg tænkte og skrev eller gjorde. Jeg var bange for at blive opslugt af følelserne og forsøgte at ignorere dem. Men jeg ved godt, at smerterne og irritabiliteten peger på det, jeg ikke længere kan undgå at forholde mig til. Jeg er nødt til at have tillid til min ret til at være, nødt til at tro på værdien af det, jeg udtrykker og gør, også når andre mener noget andet. Kroppen husker. Smerterne viser mig de steder, hvor gamle traumer har begrænset min handlekraft og kreativitet.

 

*** Ekko

– Jeg elsker dig, Thorbjørn.

Lyden af min stemme, idet jeg vågner, fylder mig med undren. Det er en gåde, hvor ordene kommer fra, når dit navn og mine kærlighedserklæringer hvisker sig selv over mine læber, uden at du er i mine tanker inden. Er det chokket? Er jeg låst i min ømhed for dig øjeblikket inden, du så let, som hvis du havde sagt, du lige ville hente noget i Brugsen, fortalte mig, du ville flytte? Eller er det Ekko, der kun hørligt i pauserne mellem mine tanker gentager sin elskedes sidste ord, idet han døde, fordi han ikke kunne slippe sit eget billede?

Den, der amputeres på sin personlighed ved ikke at blive set rigtigt, må kredse om sig selv, indtil det sande billede begynder at træde frem. Du og jeg matchede hinanden. Jeg var, på trods af at jeg lige havde forladt to ødelæggende forhold, præget til at tækkes og beundre selv den mest urimelige mand i håbet om at blive inviteret ind i symbiosen: hans behov for betingelsesløs beundring, mit behov for at beundre og se op til det, jeg ikke troede, jeg kunne – eller ikke havde kræfter til. Men det vidste jeg ikke dengang. Vi var to sider af den samme skræk for ikke at blive set og elsket. Derfor måtte vi holde os på afstand af andre. Jeg gjorde det ved at beundre og længes efter det uopnåelige. Du gjorde det ved at søge beundring. Jeg forstod dig, fordi dit sår lignede mit, men jeg ville ikke elske dig, da du behandlede mig hjerteløst. Kroppen ville ikke.

Du har den vilje og handlekraft, men også den vrede jeg lærte at undertrykke hos mig selv for ikke at blive afvist eller ekskluderet af mine omgivelser. Var jeg et trodsigt barn? Det mindes jeg svagt, at jeg var. Men jeg var også nem at skamme ud. Jeg husker min mors vredt dirrende finger foran min næse, når jeg havde sagt hende imod. Det omsorgsfulde i mig pines over ilterheden og tabet af selvbeherskelse. Jeg er en skallesmækkende mimose, som en af vores fælles venner engang beskrev sig selv. Vi er. Vi tilhører den samme klan af fintfølende, nemt overvældede og let irritable væsner. Eremitkrebs med vredens konkylie.

Din kreativitet ser ud til at være drevet af vrede. Vrede over ikke at være blevet set i din følsomhed af mennesker, der ikke kunne, fordi de ikke var følsomme i samme grad eller ikke var i kontakt med deres egen følsomhed.  Det er det, jeg elsker. – Det? Som om du kan reduceres til elementer, hvoraf nogle er elskelige og andre ikke. Som om kærligheden skelner. Måske ser jeg bare mig selv i dig. Måske elsker jeg bare mig selv. Som om det er en lille ting.

Det slår mig, at vi begge lider af en sensitivitet overfor stimuli og mennesker, der nærmer sig det autistiske. I det lys falder tingene lidt anderledes ud. I det lys kunne min nærved autistiske mor ikke drage omsorg for sin nærved autistiske datter, fordi hun ikke selv var blevet set og mødt i sin overfølsomhed af en lige så nærved autistisk mor. I det lys kunne det også se ud til, at jeg har brugt mit arbejdsliv på at lære at omgås den særlige følsomhed hos autister for at blive i stand til at forstå min egen følsomhed. Men hvem ved.

Forleden, da vi snakkede om sammenhænge mellem stress og fordøjelse, var der en af mine kolleger, der mente, at mine symptomer i virkeligheden skyldes hvilende Epstein-Barr virus, der er vækket af dvalen i styrtbadet fra stress-hormoner. Hun sagde, at virusset stort set findes i alle, men at det mest er kvinder, det slår ud hos i forskellig form, fx leddegigt, IBS, fibromyalgi og ME, kronisk træthedssyndrom, efter langvarig stress eller hormonelle forandringer. Virusset lever af hormoner. Det giver dermed mening, at det slår ud som kyssesyge i puberteten. Hun sagde også, at det aktiverede virus kan give symptomer, der ligner PTSD.

En nærved autist med stressaffødte virusskader. Hm … Min kollega sagde desuden, at det kan spises væk, og henviste mig til en bog med baggrundsinformation og opskrifter. Det har hjulpet hende. Så hvorfor ikke?

Da jeg for et par uger siden var i Århus, traf jeg tilfældigt Katja. Vi drak en kop kaffe sammen på Løves. Hun sagde, at hun aldrig havde forstået vores forhold.

– Thorbjørn kan jo kun lide unge piger.
– Så var det måske derfor, han forlod mig.

Jeg havde ikke lyst til at drøfte dig med hende. Og måske var aldersforskellen virkelig en del af grunden.

 

*** Andagt

I eventyret rives novicen brutalt ud af sit miljø og isoleres på et helligt sted for at blive henrettet symbolsk senere. Henrettelsen kan antage forskellige former. Novicen kan for eksempel dø under en rejse til det hinsides, under tortur eller i kamp mod et uhyre. I den symbolske og ofte dramatiske genfødsel, genopstår novicen, jeget, med de skyggesider, det kæmpede mod, som bevidste, integrerede dele af personligheden.

Begyndelse, midte og slutning er en illusion. Vi kommer ind i fortællingen ét sted og forlader den et andet sted. Der foregår løbende parallelle processer i og mellem mennesker. Langsomme og hurtige. Nogle forløber i flere tempi, andre afvikles med aristotelisk finale. Mandens orgasme følger ikke nødvendigvis kvindens og finalen er aldrig enden, kun en pause, en midlertidig død. Det er tilværelsens liv/død/liv-natur.

Skoven er en katedral. En løvsanger holder andagt mellem søjler af dybgrøn skygge og gylden morgendis. Jeg står i lysningen og tænker ikke på noget særligt.

 

 

 

 

 

Reklamer