Jeg smiler. Er du fortvivlet?
spørger munden
nedenfor øjnenes blege gopler.
Nej, jeg er ikke fortvivlet,
siger jeg og smiler igen,
han bøjer hovedet
og betragter mig
fra det sted lige inden,
de forkuller,
Men du er særpræget,
siger han,
Du er særpræget.
Han gentager det igen og igen,
mens han fastholder mit blik.
Synes du? Jeg er vist ikke
mere særpræget end de fleste.
Er du særpræget?
Nej. Det vil jeg ikke være.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer