Der ligger et fugtigt, rødt hjerte
på kanten af vasken,
røde striber ned ad det hvide porcelæn
og en duft af hindbær,
en gammel Valentinesgave,
som om, som om
hængebirken har tabt sine gyldne blade,
den kaster sine tomme rakler
fra side til side i regnen, i mørket et sted
i en gang i et spejl fortættes tågen
til en skikkelse, fra Mordor, måske
eller endnu værre, fra det sted
du forlod i løb uden at se dig tilbage,
mens du hælder kogende vand
over frysetørret kaffe, hælder jeg
til den teori, at det er
det samme sted vi er løbet fra,
med den samme tåge i hælene, i spejlet,
i pauserne mellem tankerne, tavst brølende
så bydende, at vi ikke kan undgå at lytte
uden at høre det mindste, det er først,
når vi ser skikkelsen i spejlet, at vi forstår,
når skikkelsen i tågen ånder lettet op,
når spejlet er splintret
og der står to mennesker,
som er flygtet fra det samme sted
med hver sit våde hindbærhjerte i brystet,
se mig se dig, se mig se dig se mig,
vi fandt dobbeltsyn, da vi standsede
i tågen, vi fandt sværd og skjold
til hjertet, så det kan bære sin hindbærsjæl.

 

 

 

 

 

Advertisements