Du sidder i din stol og ser dine hænder åbne og lukke sig. Du rejser dig og ser ud af vinduet. Du stirrer på skyerne, der driver forbi. Du vender dig og hamrer en knytnæve i bordet, så kruset falder på gulvet og splintres. Du bander og lader skårene ligge. Så går du. Som om du kan gå fra det, hvad du med al erfaring ved, du ikke kan. Men du kan glemme. For et øjeblik kan du glemme.

*

– Hurtigt! Forestil dig det er en tsunami.
– Esben Lunde Larsen. Og hele venstreregeringen. DF og alle deres vælgere.
– Det er mange.
– Det er jo en tsunami.
– Nå, ja. Flere?
– Kolleger, der under foregivende af at varetage alles interesser, sørger for at give sig selv de bedste tjanser.
– Udmærk ..
– Mennesker, der ikke evner at se indad og arbejde med egne skygger.
– Det er det meste af menneskeheden. Skyggerne er skjulte for os, ellers ville de ikke være skygger.
– Ja. Du spurgte, og det var det, der faldt mig ind.
– Mm … godt. Tag de her på.
Niels rækker mig et par boksehandsker. Jeg har allerede et par fingerløse bomuldshandsker på.
– Vi har gennemgået teknikken, men jeg skal nok korrigere dig undervejs, hvis det bliver nødvendigt.
– Tjek.
– Du behøver ikke sige noget. Men det kan være en god idé at sætte lyd på. Værsgo’, scenen er din.
Han slår ud i retning af sandsækken.

 

Jeg går rundt om sækken med hænderne løftet til slag, mens jeg nidstirrer den og hvisler ud mellem tænderne.
– Dit lille, infame møgkryb. Mage til ignorant stodder skal man da lede længe efter. Nej, jeg retter lige mig selv, det er jo netop det sørgelige: der er alt for mange af din slags.
Hug. Den sidder perfekt. Jeg ser ham segne med blodtud og et forundret blik i øjnene.
– Og dig, din lille, modbydelige smatso, du opfatter dig selv som indbegrebet af faglighed, mens det for alle andre er tydeligt, at du mest af alt er optaget af skabe opmærksomhed om din egen person.
Et hug i solar plexus, knæk, og mens blikket krakelerer, får hun også lige en på siden af kæben. Så ligger hun der og kryber sammen om sit eget opkast.
– Og dig, der sidder med korslagte arme og nikker selvtilfreds, når vi snakker om, hvor vigtigt det er at kunne gå til alle opgaver med åbent sind, uden at se, at du er den mindst åbne af os alle.
Hug.
– Løft armene, albuerne ind til kroppen. Og sæt tempoet op. Hvis du skal nå alle DF-vælgerne i dag, har du travlt.
– Nej, ikke så travlt. De er tegnet efter samme skabelon. Ligesom venstreregeringen. Det er samme indskrænkede tankegang overalt bare dekoreret lidt forskelligt. Åndeligt amøbestadium pyntet med grådighed, frygt og vækstpsykose.
Hug, hug, hug. Der ligger de, hele bundtet, som de lallende idioter de er, bare lidt mere udtalt. Hug, hug.
– Løft armene.
– Men det kan jeg jo ikke, når de ligger ned.
– Man slår ikke på nogen, der ligger ned.
– Det gør de … nej, fuck det.
Jeg hugger og hugger til sveden driver ned i øjnene og armene begynder at blive følelsesløse, men jeg gør det i tavshed. De sidste hug falder i tavshed.
– Vi holder her. Det så godt ud. Boksning ser ud til at fungere fint for dig.
– Tak. Det føltes også godt.

*

Irene lægger teskeen, og ser på mig. Der gik en kvinde forbi caféen med en dalmatiner. Hun bliver altid distraheret, når hun ser dalmatinere.
– Hvad har du?
– Jeg har fået en vredescoach.
– Hvad går det ud på?
– At jeg vil lære at afreagere min vrede på en konstruktiv måde.
– Er du vred? Det har jeg da ikke lagt mærke til.
– Jeg er rasende, og jeg kan næsten ikke styre det længere. Det begyndte som mild irritation og har været tiltagende over et længere stykke tid. Nu har det nået et niveau, hvor jeg har lyst til at slå folk.
– Hvad er du rasende over?
– Alt. Alt irriterer mig. Men det er kun symptom på, at jeg ikke har forholdt mig til den bagvedliggende årsag. Jeg kan ikke længere acceptere bevidstløsheden, vi omgås hinanden med.
– Hvad?
Kvinden med dalmatineren går forbi igen.
– Bevidstløsheden. Mennesker er bevidstløse, lallende idioter, der hver især forestiller sig at sidde inde med sandheden om, hvordan det hele hænger sammen, mens ingen i virkeligheden fatter en skid.
– Nå, da. Det var noget af en holdning.
– Det er ikke en holdning. Det er en erfaring.
– Men du, du fatter en skid?
– Nej, men jeg er bevidst om, at jeg – og andre – ikke gør. Det er forskellen.
– Hm. Nå, men vi var til opvisning i går. Vi havde Frig og Freja med. Frig vandt førstepladsen. Bagefter kom Else og roste vores arbejde med Frig og spurgte om vi kunne tænke os at gå ind i bestyrelsesarbejdet.

*

Kære dagbog

Jeg orker ikke at sofistikere mine udfald mod andre. Jo mere primitivt, des bedre. Folks rablende fravær af omtanke er ikke værd at spilde kreativ energi på. Hvorfor møde primitivitet med sofistikation? Den preller alligevel af som venlighed overfor en psykopat. Det vil kun blive set som tandløshed, som mangel på grænser, som en åben invitation til at lade sig træde på, fordi ethvert oplæg til refleksion falder under radaren. Det er per definition altid de andre, der skal tænke sig om. Satire er altid møntet på nogle andre.

*

Jeg så dig i går. Du stod og ventede ved en fodgængerovergang. Kraven slået op om ørerne og skægstubbe. Et blik uden mål, uden ro. Du lignede en, der ikke hører til. Et øjeblik virkede det som om du vågnede op. Du så i min retning, men så mig ikke. Jeg stod bag nogle tøjstativer. Dit blik virkede forpint.

Ved du at den vrede, vi deler som forbundne kar, er ved at ødelægge min tilværelse? Jeg har ikke din erfaring i at håndtere vreden, som vokser i mig, jo mere vi nærmer os hinanden i bevidsthed. Jeg stod og tænkte på, om jeg bare skulle elske dig. Om det bare var det, der skulle til. Men så slog det mig, at jeg aldrig er holdt op; at det ganske enkelt ikke er en mulighed, og at det er dit valg, om du vil lade dig elske af mig. Men jeg forstår din tøven, hvis det er det, det er. Du har ventet på fødsel. Du har ventet på det, der var voldsommere, det der ikke kan være i sig selv af bristefærdighed, men må ud og befrugte virkeligheden. Følsomheden der tør stå ved sig selv og elske sig selv i alle sine tilstande. Selv når den er allermest perfid, selv når den i sin egen sårbarhed er nær ved at knuse det sårbare omkring sig, fordi det ikke kan elske.

 

 

 

 

 

Reklamer