Min mailboks er fyldt med jobannoncer. Jeg læser nogle af dem og gemmer et par stykker,

men kan ikke rigtigt samle mig om det. Jeg vil hellere skrive. Men det kan jeg heller ikke samle mig om. Jeg sidder og ser ind i skærmen, indtil jeg rejser mig og ser ud på klitten i stedet for. Jeg burde gå en tur. Der er tørvejr nu.

Kulden bider i kinderne. Jeg tager omvejen langs skoven ned til stranden. Gråvejret lader farverne træde frem uden kontraster og rigt på nuancer. Selvom indtrykket af naturen ved første øjekast er fattigt på farver, virker det som om tingene lyser indefra, når jeg kommer tættere på. De tynde grene på to kolossale hængepile langs åen gløder okkerbrunt mod de gråbrune stammer. De døde, næsten hvide siv længere fremme brænder af indre liv, da jeg studerer dem nærmere. Og leve gør de vel i en eller anden forstand stadig, selvom de ikke længere gror. De lever i mit blik for eksempel, og de er følgerne af liv. Døden er også en slags liv, en næringskilde for nyt liv. I buskadset for enden af stien lægger jeg mærke til dråber, der spejler himlen. Hvidgrå perlemor på mørke kviste, nederst i hver dråbe ses en spejling af kvisten som en mørk plet. Det kunne Vermeer ikke have gjort bedre. Eller nogen af de andre store malere. Hvordan mon det er at være menneske med så slående et talent? Man ved i det mindste, hvad man skal få tiden til at gå med. Hvis man har behovet for at udleve sit talent. Og energien. Og inspirationen. Jeg er ved at falde over en sten på stien. Jeg sparker den fri og kaster den af al kraft i åen. Plasket skræmmer adskillige ænder op. De flygter skræppende i alle retninger. Jeg stikker hænderne i lommen og går hurtigt videre. Koglen fra forleden ligger der stadig. Den har åbnet sig. Jeg kaster den samme vej.

– Hej Demphet.
Jeg farer sammen.
– Hej Ruben.
– Undskyld, jeg forskrækkede dig.
– Det gør ikke noget. Jeg gik bare i mine egne tanker.
– Nogle heftige tanker, så det ud til. Du tager ikke telefonen.
– Nej, jeg har slukket den.
– Forstyrrer jeg?
– Jeg havde ikke regnet med at se dig igen.
– Hvorfor ikke?
– Fordi … det virker uoverkommeligt. Men det virker også som om, jeg ikke kan slippe for dig.
– Det kan du nu godt. Jeg kan vende om og gå den anden vej. Men jeg blev glad, da jeg så dig. – Hov, du græder.
– Nej, jeg … jeg kan bare ikke tåle venlighed for tiden.
– Herregud, Demphet.
Han rækker mig en papirserviet.
– Det er ad Helvede til. Du har det jo selv slemt.
– Nej, ikke slemt. Ikke længere.
– Jeg er bange for at forelske mig i dig.
– Det kan jeg godt forstå. Jeg er også bange.
– For at blive forelsket i mig?
– Ja.
– Og alligevel forsøger du at række ud.
– Jeg vinder jo ikke noget ved at lade være.
– Fravær af smerte?
– Nej. Det gør også ondt at være ensom.
– Det er så banalt.
– Ja. Skulle vi være undtagelser?

*

Spidskålen lægger sig i ciselerede flager efter kniven. Hvirvler, krøllede ører, fostre … bønner, nej, spidskål. Form afsløret eller destrueret? Naturens konstante under overalt, hvor vi ænser at sanse det. Sødligt, frisk, sprødt. Er jeg ensom? Nej, det … jeg læger kniven og går ud på badeværelset. En maske i spejlet spørger mig, om jeg er ensom. Jeg ser på masken, som ser udtryksløst tilbage. Oplevelsen af at være usynlig og uden betydning på arbejde. Kolleger der har nok i at passe på sig selv eller sørge for egne interesser. Ting der ikke kan siges, men kommer ud som irritation, når trykket fra tavsheden bliver for stort. Kan man blive ensom af det? Jeg går tilbage og blander spidskålen med rød peber. Ovenpå lægger jeg creme fraiche med paprika og lidt stevia. Ved siden af stegt karrykrydret kyllingebryst i strimler. Kogt broccoli. Aftensmad.

Skærmen glor på mig. Jeg glor tilbage. Jeg er vred. Jeg er helt sikkert vred, men jeg ved ikke, hvor jeg skal placere vreden. Ikke på mig selv. Jeg skal ikke placere den på mig selv. Lortesystem! Menneskeknuser!

Chefen ringer i morgen. Hun skal forestille at vise mig interesse, men vil hellere give mig sygeløn end tid til de opgaver, jeg er bagefter med. Jeg forstår ikke logikken. Behøver jeg at forstå den? Handler det ikke bare om at komme væk i en fart? Men er det ikke den samme historie overalt?

*

Henrik kom. Han havde taget pizza med fra den lokale fastfoodbiks. Vi spillede fire på stribe og mikado. Vi så TV og så kørte han igen. Jeg var lettet, da han var taget afsted. Du virker usædvanligt trykket, sagde han. Ja, svarede jeg, ja, det går ikke så godt. Han gav mig et knus.

Ruben, hvor helvede er du, når jeg har brug for dig? … Demphet, ro på. Han skylder dig ingenting. Det er dig, der holder ham på afstand.

Jeg har brug for ensomheden. Den er det eneste rum, jeg kan høre min egen stemme i. Sammen med andre drukner den, bliver betydningsløs. I hvert fald når jeg har det, som jeg har det nu. Men jeg har også brug for selskab, når ensomheden har varet længe nok.

*

– Virkelig?
Ruben fortæller anekdoter. Jeg græder af grin.
– Det minder min om dengang min eksmand og jeg havde en krise. Han havde ikke haft lyst til sex i det meste af et år, og det var ved at drive mig til vanvid. Jeg besluttede at finde en elsker og fik også aftalt en date. Vi mødtes på banegården i en anden by. Daten viste sig at være mensaner med håndlavede fodformede sko og hornbriller. I hans bil kørte vi til en mindre by, hvor vi spiste på en restaurant på havnen. Under middagen fik jeg en detaljeret beskrivelse af hans speciale og de tanker han havde gjort sig om, hvordan det skulle skrives. Den eneste gang, han viste mig opmærksomhed, var, da han bemærkede, at hans kone havde et par bukser som mine. Vi mødtes aldrig igen. Nogen tid senere fortalte min mand, at han havde opsnappet aftalen og havde gemt sig bag i bilen, da jeg kørte. Da jeg spurgte ham, hvad han gjorde, da han opdagede, at jeg ikke kom tilbage til bilen, svarede han, at han kravlede ud. Jeg fik aldrig resten af historien, for jeg var færdig af grin ved tanken om at se en mand kravle ud af bagsmækken på en bil parkeret midt i byen.
– Haha. Virkeligheden er absurd.
– Ja. Fordi mennesker er absurde. Hver evig eneste af os er skør – eller sig selv. Det går vist ud på et i det samfund, vi har fået skruet sammen. Der forventes ensartethed, så de, der skal bruge vores arbejdskraft, kan udforme præcise systemer til optimering af effektiviteten.
– Ja, sådan er det.

Senere ser vi film, men jeg falder i søvn og vågner med et tæppe på, da en dør bliver lukket.
– Hej, jeg var ude og ryge. Jeg så dig sove. Du smilede.
– Gjorde jeg? Jeg kan ikke huske, hvad jeg drømte.
– Måske drømte du om længe savnet sex.
– Hvad? Heh, næh, det er vist dig, der drømmer nu.
– Tror du?
Han sætter sig i den anden ende af sofaen og lægger hånden på min fod.
– Det har du vist ret i. Tror du vi kan finde ud af det?
– Ja. Ja, det tror jeg godt vi kan.

 

Reklamer