Jeg skrår over torvet og finder bilnøglen i lommen. Den er viklet ind i en nullermand i min nye uldjakke. Hvor meget mon alle nullermænd i verden ville fylde, hvis man ved et trylleslag kunne samle dem på et sted? Og ville nogen i resten af verden undre sig over, hvor nullermændene pludselig var blevet af?

– Gakgak, siger jeg lavmælt for mig selv, men højt nok til at en ældre herre sender mig et blik i forbifarten. Jeg skyder genvej gennem gården bag en butik. En gråhåret mand sidder i et kontor og taster tal. Da jeg nærmer mig, kan jeg høre lyden af dødsmetal gennem det afhaspede vindue. Han sidder med et lille smil om munden. Jeg finder bilen på parkeringspladsen bag butikscentret og tager kystvejen ud til sommerhuset. Efter et par kilometer drejer jeg af og parkerer på en rasteplads. Det blæser lidt, klitterne ligner sovende kvinder. Stien mod stranden er bred og efter klitterne flankeret af hegn fyldt med kvas. Undervejs samler jeg en fyrrekogle op. Den er grå af salt og blæst. Åben foroven, lukket forneden. En bil parkeres. Lidt efter smækker døren.

Vi står og ser ud over havet. Bølgerne brydes på kysten, deres hvide toppe flyder ud i marmoreringer, der efterlades i sandet, indtil næste bølge brusende opsluger dem og efterlader nye. Et par måger hænger længere ude på en baggrund af enkelte, langstrakte cirrusskyer. Det kommer tit bag på mig, hvor intenst havet kan lyde. Næsten overvældende.

– Du havde ikke læst bogen, vel?
– Nej.
– For så ville du ikke have været i tvivl om, det var en mand, der havde skrevet den.
– Hm …
– Men du er forfatter?
– Ja. Jeg er forfatter. Jeg hedder Ruben Therkelsen. – Hvorfor spurgte du ikke på biblioteket, om jeg havde læst bogen?
– Du står ikke til regnskab overfor mig. Det gjorde du i hvert fald ikke på det tidspunkt.
– Men nu?
– Situationen taget i betragtning, ja.
– Det er mig, der har skrevet bogen. Det var et eksperiment. Jeg ville se, om historien ville få sit eget liv. Om den ville blive spredt fra mund til mund og komme i medierne, måske blive udgivet.
– Det lyder som en dårlig roman.
– Du har … nåh, situationen.
– Nej, jeg har kun læst nogle få linjer. Det ser ud til at være de få linjer for meget.
– Er du sur?
– Nej. Jeg er irriteret over at have skrevet i bogen. Hvorfor fulgte du efter mig?
– For at sige det. Jeg indleverede bogen i forrige uge, men fortrød og ville hente den igen. Jeg så din hilsen i bogen, mens jeg var på biblioteket, og blev nysgerrig.
– Hvordan vidste du, det var mig, der sad ved bordet?
– Det vidste jeg heller ikke. Det var en satsning. Måske en fornemmelse.
– Hvorfor sagde du det ikke derinde?
– Du stiller mange spørgsmål. – Jeg havde ikke lyst til at afsløre mig selv i andres påhør.
– Du kunne have sagt det ude på trappen.
– Ude på trappen var jeg ikke i stand til at tænke klart. Det var jeg heller ikke, mens vi snakkede sammen.
– Hvad får dig til at tro, du får den, fordi du er fulgt efter mig?
– Fordi du er et ordentligt menneske.  Hold nu med de spørgsmål.

Cirrusskyerne har fået et rødligt skær. En kutter tøffer ind mod havnen.
– Jeg var kun i stand til at tænke på, at jeg ikke havde lyst til, du forsvandt.
– Stop. Skån din og min intelligens for det der. Nu går vi op og finder bogen. Så får du den, når jeg har streget min hilsen over.
Jeg finder bogen og leder efter kuglepennen.
– Du behøver ikke at strege din hilsen over. Må jeg komme med et forslag?
– Nej. Jeg ved ikke, hvad det er, du vil mig. Jeg vil helst have det her ud af verden. Du gør mig utryg.
– Gør jeg dig utryg? – Ja … ja, selvfølgelig gør jeg det.

Han fisker noget op af jakkelommen, et etui.
– Værsgo’, her er mit kort. Jeg har skrevet min ferieadresse på i hånden.
Ferieadressen er et sommerhus her i området. Ruben B. Therkelsen. Forfatter, oversætter, freelancer. Han har bopæl i den anden ende af landet. Jeg streger mit telefonnummer ud og rækker ham bogen.
– Bogen er ikke ren fiktion. Din hilsen ramte mig. – Det var ikke min hensigt at gøre dig utryg.
– Nej, det var det vel ikke. – Hvad er det, du vil mig?
– Det har jeg ikke et klart billede af. Lære dig at kende.
– Tror du vil blive skuffet. Jeg er et kedeligt menneske.
– Jeg har en svaghed for kedelige mennesker. Jeg er selv ret kedelig.

*

Det regner kraftigt. Det må være det, der har vækket mig. Jeg ligger i mørket og lytter, indtil konturerne træder frem. Så står jeg op. Ellers vil tankerne begynde at køre i ring. Jeg ved det fra andre nætter, hvor jeg er vågnet. Jeg kan ikke stille noget op mod dem, så længe jeg ligger ned. De cirkler om min og mine kollegers irritabilitet, som i et stykke tid op til min sygemelding har været årsag til dårligt arbejdsklima. Og om skammen over ikke at kunne overse opgaverne. Som om det er min, vores, skyld, at der ikke længere er tid nok til vores opgaver. Det slider på nerverne. Jeg sætter mig med en kop kaffe og en smøg foran den halvåbne skydedør ud til terrassen. Terrassen ligger i læ under et halvtag. Blæsten har lagt sig, der er ingen bevægelse i buskadsets bare grene. Regnen tager af og hører til sidst op, dråber falder hist og her. Klitten foran terrassen tegner en svag kontrast mod himlens grå. Nattens stilhed er et narkotikum for mig. Alene under en mørklagt himmel kan jeg mærke mig selv, den der findes bag tilstanden af stress.

Henrik har ringet. Han vil gerne besøge mig herude. På søndag. Han skal til sin fars 80 års fødselsdag, der holdes på lørdag. Hans forældre bor herude omkring. ’Det bliver kun et par timer, ‘ sagde han, ’jeg tager mad med’. Han ved, hvordan jeg har det med mennesker, når jeg er udkørt. Men så er der Ruben. Ruben, Ruben. Jeg slog Ruben op. Det betyder ’fornyer’ på hebræisk. Det var nok ikke det, hans forældre havde i tankerne, da de navngav ham. Jeg forstår ikke hans interesse. Jeg forstår heller ikke min. Det var akavet at besøge ham. En fremmed, langt yngre mand. Bare fordi vi har grinet lidt sammen ad Donald Trump, bare fordi vi har stået og set ud over havet sammen. Bare fordi. Bare fordi jeg minder ham om noget, han ikke har været tilstrækkeligt opmærksom på. En sårbarhed i sig selv, han må vise omsorg for at kunne vise den samme sårbarhed i andre omsorg. Ikke omsorg som i beskytte. Beskyttelse er et skjold, omsorg er åbenhed.

Tør jeg overlade min sårbarhed til omgang med en, der først for nyligt har fået øjnene op for det nødvendige i at være næn og åben om sin egen sårbarhed? Kan jeg bære brutaliteten, der vækkes hos enhver, der konfronteres med sårbarhed uden at være i omsorgsfuld kontakt med sin egen sårbarhed? Hvorfor skulle jeg? Hvad minder han mig om? Måske noget, jeg har overset hos mig selv. Et drive. Vi skriver jo begge to. Han har udgivet flere bøger. De interesserer mig ikke. Jeg er mere optaget af mit eget skriveri. Jeg får ikke skrevet det, jeg gerne vil. Og jeg får ingenting udgivet. Det har heller ikke været min ambition. Min ambition har været at finde ord for det, jeg ikke havde ord for, synliggøre det usynlige. Finde essens. Det har været svært.  Ubarmhjertigt svært. Jeg ved ikke, hvorfor det har været så svært. Måske fordi jeg selv har kæmpet med at forvandle behovet for at beskytte mig til en evne til at vise omsorg. Som nu hvor jeg ser, at jeg bliver nødt til at skifte arbejde, hvis jeg skal vise mig selv omsorg, fremfor at blive et sted hvor jeg tvinges til at beskytte mig selv, min menneskelighed, imod kravet om effektivitet.

Et dådyr passerer terrassen. Det begynder at lysne. Jeg har været så opslugt af mine tanker, at jeg har glemt at nyde stilheden og mørket. Eller måske har jeg netop nydt at kunne tænke andre tanker. Ruben, Ruben … hvad snakkede vi om? Film, musik, litteratur, lyrik. Vi var også inde omkring virkelighedens beskaffenhed, hvordan vi skaber virkeligheden i kraft af vores tanker og hvad der kan være baggrunden for de tanker, vi tænker. Vi var enige om, at opvækstmiljøet ikke nødvendigvis er afgørende, men at sociale begivenheder i familiens fortid kan gå i arv og have en indflydelse. Blandt andet. Jeg er ikke gearet til den slags samtaler. Mit intellekt befinder sig i en tågetilstand. Brain-fog. Jeg følte mig dum. Jeg sagde det til ham. Ja, sagde han. Som om det forklarede alt. Og det gjorde måske. Så rejste han sig og fandt en lille bog, som han rakte mig.

– Slå op på en side.
Det var en samling af Søren Ulrik Thomsen, Hjemfalden. Jeg slog op på side 31.
– Vil du læse det op?
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
– Jeg værdsætter at få et valg.

Men da jeg så, hvad det var for et digt, blev jeg urolig. Som om et tilfældigt digt kan have nogen betydning. Jeg læste det op alligevel.

I kurvestolen, i vintersolen,
drømte jeg, at intet var forgæves.
Jeg drømte, at de store valse kun gik itu,
for at vi skulle hinke rundt med hinanden
på en langt mere gribende måde.
At de ufødtes afsindige skalaer kunne noteres,
de pludselige dødsfald læses
                                som en skøn, svungen skrift.
Jeg drømte, at du alligevel elskede mig,
at ingen ensomhed er så stor,
at kærlighedens dråbe går omkuld i dens hav.
Jeg drømte, at et helt livs rædsel
kunne spares op til en lykkelig dag,
og at det måske var i dag …

– Hvor kom den indskydelse fra?
– SUT er altid god. Især når man er omtåget. Tankerne falder som fede snefnug i hans selskab.
– Ja. – Engang ville jeg gerne skrive som ham. I dag skriver jeg som mig selv. Det er jeg bedre til.
– Fremragende strategi. Vil jeg få dine digte at se en dag?
– Måske.

Men jeg tror det ikke. I hvert fald ikke igennem mig. Måske hvis de bliver udgivet engang. Så vil han sikkert falde over mit navn og måske tænke, hende har jeg mødt, gad vide om hendes digte er gode.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements