Biblioteket er gammelt og dårligt oplyst. Jeg går rundt på må og få, fordi jeg ikke kan finde hoved og hale i emneopdelingen. Pile peger mod forskellige emner, men når jeg når frem til stederne, pilene peger mod, står der noget andet på hylderne og nye pile peger mod andre emner. På et tidspunkt bliver jeg klar over, at jeg har mistet orienteringen, men før jeg kan nå at føle uro, hører jeg en stemme.

– Hvad leder vi efter?
– Vi?
– Jeg er bibliotekar her.
– Nåh. Det er lidt privat.
– Det private finder du fire reoler længere nede til venstre.
Han peger.
– Tak.

Han er væk, før jeg når at spørge om hvilke emner kategorien Det private specifikt dækker over. Jeg finder reolerne. Der står et bord med en lampe og to stole mellem dem. Jeg lukker øjnene og lader min hånd glide langs bøgerne på en hylde i brysthøjde, indtil hånden standser. Bogen er tung og læderindbundet. Der er præget et stort hjerte indfarvet med rødt i læderet. Engang har farven sikkert været klar rød. Nu er den falmet og næsten slidt af. Titlen må også være slidt af, hvis der har været nogen. Bogen er ramponeret. Jeg undrer mig over, at den kan få lov til at stå til låns i biblioteket. Jeg slår op et tilfældigt sted.

Hvordan har du det?

Det står skrevet, ikke trykt, med håndskrift. Jeg bladrer lidt frem og tilbage. Hele bogen er skrevet i hånden. Det må være en bog efterladt eller glemt af en tidligere låner. Jeg bladrer tilbage til det sted, jeg slog op på. I det samme går det op for mig, hvad kategorien Det private indeholder. Det er ganske enkelt private bøger, dagbøger og notater, som ad uransalige årsager har fundet hyldeplads i dette underlige bibliotek.

Hvordan har du det? Ved du det, eller forsøger du at skjule det? Når du ser dig selv i spejlet, ser du en, der har lidt et uoverkommeligt tab. Du ser en, du har svært ved at se i øjnene, fordi han slår blikket ned. Hun forlod dig, før du lærte hende at kende. Du gjorde hende fortræd og nu er du ensom.

Arme mand. Jeg går ud fra, det er en mand, når han skriver om en kvinde. Måske har han overført en foragt for sin indre kvinde til denne kvinde i mødet med hende. Det kan næsten kun være derfor, han er ensom.

– Jeg vil gøre opmærksom på, at biblioteket lukker om få minutter.
Bibliotekaren er dukket op fra det støvede halvmørke, uden at jeg har bemærket det.
– Jeg er ikke færdig.
– De kan tage bogen med, hvis De har en at sætte i stedet.
Han er væk, før jeg når at sige noget. Jeg mærker en begyndende irritation over hans adfærd. Jeg har ingen bog, men jeg har en kuglepen. Jeg skriver på indersiden af det forreste omslag:

Tag vare på sårbarheden. Den er kilden til din nænsomhed.

– Demphet DiNoira

Nedenfor skriver jeg mit telefonnummer. En hilsen med kontaktoplysning til finderen. Som en flaskepost.

Jeg fandt ikke det, jeg søgte. Eller gjorde jeg? Jeg ledte efter en tekst, måske et digt, der kan berettige en sårbarhed, der står i fare for at fortære mig, hvis jeg ikke netop vender den til nænsomhed. Sårbarhed er kilden til nænsomhed. Jeg skrev det uden at tænke på det, jeg søgte. Jeg skrev det til en, der har såret sig selv i en anden. Men vil han vende tilbage til bevidningen af sin egen sårbarhed? At stille denne bog på biblioteket virker nærmest som et ønske om at støde sårbarheden fra sig. Vil en anden finde min hilsen?

Hvor sårbar er man, når man ikke kan beskytte sig imod sig selv? Hvad kan jeg vide om forfatteren ud fra de få linjer, jeg nåede at læse, selvom de virkede essentielle? Jeg bliver nødt til at vende tilbage til biblioteket for at læse mere.

Bogen er væk, da jeg få dage senere vender tilbage. Det varer lidt, før jeg forstår det. Men ingenting er til at regne med i denne by. Sproget, menneskene, reglerne er fremmedartede, selvom de på overfladen ligner det, jeg kender. Bedst som jeg tror, jeg er på sporet af noget, føres jeg på sporet af noget andet. Jeg sætter mig ved bordet. For enden af reolerne er der højtsiddende, blyindfattede ruder med svagt røgfarvet glas, nedenfor er der reoler med bøger. Almindelige bøger. Eller så almindelige som de kan være i dette bibliotek. Gamle bøger. Det går op for mig, at jeg ikke rigtigt har set på bøgerne i Det private. De er i sagens natur meget forskellige, men ikke så forskellige, som man kunne forvente sig. Udvalget af notesbøger og dagbøger er øjensynligt ikke så stort her, som det er der, hvor jeg kommer fra. Folk rejser måske heller ikke så meget. En bog med en rød ryg fanger min opmærksomhed. Ryggen er beklædt med en slags plys. Den er ikke stor, men virker ny med sin stærkt røde ryg. Jeg slår igen op et tilfældigt sted.

Hvem er jeg?

Kan det virkelig være tilfældigt at slå op på to spørgsmål i træk? Jeg får en fornemmelse af at deltage i en leg, jeg ikke kender. Er det en farlig leg, eller en underholdende og lærerig leg? Jeg overvejer at stille bogen på plads og gå, men hvad er der at være bange for? Mig?

Hvem er jeg? Er jeg et helt livs akkumuleret vrede bragt frem til en bevidsthed, der ikke vil kendes ved den, fordi den ikke passer ind i mine forventninger til mig selv eller til det, der forventes? Eller er vreden kun et symptom? For jeg kan jo ikke være en følelse, vel? Men jeg kan være så overvældet af min vrede, at den, medmindre jeg opbyder al min selvbeherskelse, stiller sig i vejen for det, jeg ønsker for mig selv og andre.

Hvad kan vreden være symptom på? Arh, jeg ved det jo, men har ikke haft mod til at slippe det løs. Jeg var bange for ikke at kunne styre de kræfter, jeg ville lukke ud i det fri. Jeg var bange for at blive væltet omkuld og styrte i havet, og det var der god grund til at frygte. De kræfter har været lige ved at æde mig op indefra, fordi jeg ikke slap dem fri. Vreden er det undertryktes reaktion på at blive undertrykt, og jeg er den, der undertrykker. Men som i et mareridt forandrer det truende sig til potentiale, når det ses og anerkendes. Vreden er slet ikke vrede, den er skabende indhold, der søger form. Se, der er ikke noget at være bange for.

Derefter et digt.

I kroppen er der tusind forbindelser
mellem hjertet, kussen og pikken
og tanken er fedt, hvidt pergament
der brydes af en knytnæve
i slowmotion, hestene stejler
i stilhed, du ælter mit ansigt rent
for at male det med salte væsker.

Der er andre på biblioteket. De lister rundt mellem reolerne som besøgende i en kirke. Jeg gør ikke, jeg har fundet mit sted. Jeg bemærker følelsen af ejerskab, da en yngre mand træder ind mellem reolerne. Måske er det gensidigt. Han synes at være ukomfortabel ved situationen. Måske ønsker han ikke at blive genkendt som forfatter til en af bøgerne, hvis han efterlader en. Men hvem siger, det kun er ens egne bøger, man må stille? Hvad mon reglen er? Samlingen må jo være opstået engang. Måske af dagbøger fra dødsboer. Måske er det blevet en tradition, at man engang i løbet af sit liv afleverer en bog og tager en med sig. Jeg kunne jo spørge ham – bibliotekaren er for excentrisk –, men jeg føler mig ikke tilstrækkeligt fortrolig med dialekten.

– Undskyld mig, men kender du de nærmere regler for brugen af Det private?
Han taler uden dialekt og er altså heller ikke fra byen.
– Nej, desværre, jeg kommer ikke herfra.
– Det var en skam. Bibliotekaren er ikke til at blive klog på.
– Nej, det er også min oplevelse. Hvor kender du samlingen fra?
– Min morfar har fortalt mig om den. Hans familie stammer herfra.
– Kan du ikke spørge ham?
– Joh. Måske. Men ikke nu. – Jeg ved, der kun må stå håndskrevne bøger her. Bøger skrevet af kvinder står til højre. Mænd til venstre.
Han slår ud med hånden til hver side.
– Og man må kun bidrage med bøger, man selv eller en i ens familie har skrevet. Ellers skal de afleveres til det lokalhistoriske arkiv, som også har hjemme her i bygningen. Og det er muligt at bytte bøger, man har byttet sig til, til andre bøger i samlingen.
Jeg læser altså i en bog skrevet af en kvinde. Den jeg læste i forleden, var – rigtigt nok – skrevet af en mand.
– Tak, jeg sad netop og tænkte på, hvordan det hang sammen. Ved du, hvordan samlingen er opstået?
– Jeg mener den blev til, fordi det lokalhistoriske arkiv på et tidspunkt eftersøgte efterladte dagbøger og notater. Samlingen vokser stadig, og fordi interessen var stor i begyndelsen, blev byttereglen lavet.
– Sikken et skønt initiativ! Hvad er du i tvivl om med reglerne?
– Om man må flytte en bog fra den ene reol til den anden, hvis man har mistanke om, den står forkert.
– Har du oplevet det?
– Ja, jeg tog en bog fra mandereolen med hjem i går, men der står et kvindenavn og et telefonnummer i den. Det er i øvrigt sædvane at slette sit navn. Navnene i de første bøger slettes ikke. Det er kun de nulevende, der sletter deres egne navne. Det er derfor reglen med kvinde- og mandeside er opstået.
– Åh! Må jeg se bogen?
Han ser overrasket ud, men rækker mig posen med bogen. Det er den!
– Bogen stod rigtigt. Det er mig, der har skrevet i den. Jeg kendte ikke reglerne.
– Det forklarer jo sagen.
Han smiler og fortsætter, mens han sætter sig. Det ukomfortable er borte.
– Jeg kommer her for at finde inspiration til mine tekster. Dagbogsnotater er tit mere inspirerende end det kunstfærdigt frembragte. Det litterære kan blive fortænkt.
– Mm. Ja. Men ingen forhindrer vel forfattere og digtere i også at sætte bøger her?
– Næh, jeg skriver jo selv, men i mine personlige notater er jeg ikke interesseret i at være litterær … måske er det tanken om, at bogen kun findes i ét eksemplar kun tiltænkt forfatteren, der gør det til noget særligt. I enrum er vi ærlige på en måde, vi ellers ikke ville være. Det kræver en opsøgende interesse fra min side at blive klogere på mine medmenneskers mest private anliggender. Kun på dén måde får jeg adgang til rum af en slags, jeg ellers ikke ville få adgang til.
– Det kan der være noget om. Og for at få det … eller for at tage det med dig, må du selv bidrage. Du overgiver noget af dig selv eller din families dna til andres interesse ved at efterlade en bog. For mig er det ligesom at blive opmærksom på et landskab, jeg altid har været omgivet af, men ikke har set mig selv have andel i. – Jeg har lige fundet et digt i denne bog.
Jeg viser ham digtet.
– Det kunne være skrevet af en digter. Metaforerne er ikke gængse.
Han læser digtet igen.
– Hm. – Må jeg spørge om, hvad du laver her?
– Jeg er på hemmelig mission for Trump-administrationen. Den vil kortlægge den psykiske virkelighed for bedre at kunne manipulere den. Jeg overvejer at hoppe af. Nej, joke. Jeg har stress. Jeg forsøger at finde adspredelse og inspiration til at skrive i håb om at fjerne mig fra følelsen af at være fanget i mit arbejdsliv.
– Av. Det er ikke et rart sted at være.
– Nej. Men det er alligevel en hyppig destination for tiden. Flere af mine kolleger er gået ned med stress.
– Har du overvejet at skifte job?
– Ja. Flere gange dagligt. I hvert fald inden jeg lånte et sommerhus her i nærheden. Jeg er en outsider i det spil. Det, jeg har papir på at kunne, er ikke det, jeg har erfaring med, og jeg vil gerne noget andet. Jeg ved ikke præcist hvad. Jeg har ellers været glad for mit arbejde. Men det er jo nærmest trivielt. Det er den slags kriser enhver udsættes for. Det ser vi jo også, når vi læser i bøgerne her. Hvad er det for tekster, du skriver?
– Jeg er en del af Trumps mediekorps. Jeg producerer propaganda på baggrund af min viden om den psykiske virkelighed. Nej, joke retur. Jeg er freelance journalist og forfatter. Jeg skriver mange forskellige ting, men lige nu researcher jeg til en roman – mens jeg kommer mig over et forlist forhold.
– To vingeskudte fugle. – På et eller andet tidspunkt i løbet af livet begynder man at have lært noget af de forrige kriser. Jorden føles hurtigere fast igen. Håber du kommer godt igennem.
– Tak. Det begynder at hjælpe. Og i lige måde. Vil du have bogen med hjem?
Han nikker mod bogen med digtet.
– Nej, skal vi bytte? Jeg vil gerne læse den, jeg kom til at skrive i. Jeg har en lommebog, jeg kan bytte med.

Bibliotekaren er meget omhyggelig med at notere i et antikvarisk it-system. Til sidst scanner han et mærke på indersiden af bagerste omslag i hver af de bøger, vi får med. Han sætter et tilsvarende mærke i den bog, jeg afleverer, efter at have sikret sig at jeg er forfatteren.
– Gad vide, om han er hemmelig agent for Trump.

Vi fniser diskret og siger farvel til hinanden.

 

 

 

 

 

Advertisements