I går nat vågnede jeg gispende efter vejret af et mareridt. I drømmen var jeg stadig gift. Vi boede i vores hus på landet. Min søn, den ældste af tre, var omkring 2 – 3 år og den eneste af børnene, jeg kunne se (måske den eneste, der var født). Jeg befandt mig i udkanten af gårdspladsen længst væk fra huset. Min mand var i soveværelset, hvor en maskeret mand i sort tøj var ved at tage livet af ham i et brutalt overfald, mens min søn overværede det. I virkeligheden ville jeg ikke have været i stand til at se det, men jeg kunne ’se’ igennem muren. Jeg ville forhindre drabet og – frem for alt – redde min søn fra at blive traumatiseret. Jeg forsøgte af alle kræfter at bevæge mig fremad, men kunne ikke. Jeg var lammet af rædsel.

Indtrykket var så levende, at min første tanke, da jeg vågnede, var, at der var sket min eksmand noget ondt. Min næste tanke var, at min søn havde været udsat for et choktraume i sin tidlige barndom, fordi jeg ikke havde forhindret det.  Jeg faldt dog hurtigt til ro, da jeg indså, at det hele foregik i mig selv og tilhørte mig.

Endnu inden jeg har dannet mig et overblik over drømmens elementer og deres indbyrdes sammenhænge, har jeg en fornemmelse af catch 22. Hvis jeg forhindrer aggressionen, forhindrer jeg noget, der synes at være af stor nødvendighed. Hvis jeg ikke forhindrer den, risikerer jeg, at noget sårbart lider stor skade.

Alle elementer i drømmen er dele af mig selv. Huset er et billede på min psyke. Min søn, min eksmand, overfaldsmanden og jeg er drømmens aktører. ’Jeg’ – min bevidsthed – befinder sig udenfor huset, jeg er billedligt talt ’ude af mig selv’ eller ’ved siden af mig selv’. Min eksmand repræsenterer en selvdestruktiv side af mig, der er nødt til at afgå ved døden. Og det må blive en brutal død, fordi denne del af mig ikke synes at ville forlade mig frivilligt. Den ukendte, maskerede mand er en del af mig, som er i stand til at benytte sig af vold for at nå sine mål, hvis det er nødvendigt. Han er maskeret og sortklædt, fordi jeg ikke er i fuldt bevidst kontakt med denne del af mig selv. På samme tid er der en sårbar og endnu uudviklet del af mig, min søn, der risikerer at lide skade – traumer – ved at blive konfronteret dels med volden, dels ved at opleve det pludselige tab af en nærtstående person. Jeg kunne ikke nærme mig, fordi jeg var lammet af rædsel over denne voldelige del af mig, der havde taget magten i mit hus og gjort mig ’ude af mig selv’ – og

måske fordi en del af mig var klar over, at min ’mand’– det mandlige i mig i en destruktiv form – måtte dø, hvis jeg skulle overleve i en sund tilstand. Men det spæde i mig, der skulle overleve, var tvangsindlagt til at være vidne til det brutale drab på det, der var nødt til at afgå ved døden.* Det spæde var arvtager til det døendes position, og måtte derfor ’være til stede’, det vil sige: være vidende om det, der foregik, for at kunne overtage og være kompetent i rollen. Det spæde må gennem en bearbejdning af oplevelsen gøre sig bevidst om den virkelige natur af det, der bliver dræbt, og det, der dræber, for fremadrettet selv at kunne skelne det, der er sundt, fra det, der er usundt. Vejen til bevidsthed og afvikling af traumer, eller ophævelse af illusioner, skal findes i fortolkningen af denne drøm. Det er min vrede, der er drabsmanden. En rasende vrede, der har skræmt mig med sin intensitet. Jeg har været lammet i rædsel for min egen vrede, fordi jeg som barn oplevede, hvordan min mor pryglede enhver form for trods ud af mig, og fordi hun mindst af alle var i stand til at vise mig, hvordan naturlig vrede over mangel på respekt for ens integritet kan bruges konstruktivt til stille og roligt at udtrykke jegstyrke og sunde grænser. I stedet kom den til udtryk i en passiv, ubevidst form, som hos min tilsyneladende milde og beherskede mand, eller i eksplosioner af undertrykt vrede (over at være genstand for hans passive vrede, som jeg havde vendt til selvundertrykkelse) som hos drabsmanden; hvis berettigelse i drømmen først gøres helt bevidst i tydningen af denne. Jeg forstår, at det tilsyneladende onde ikke nødvendigvis er ondt, og at det tilsyneladende gode ikke nødvendigvis er godt.

Nu, hvor jeg så godt som har tydet drømmen, falder det mig ind, at jeg måske som ganske lille (samme alder som min søn i drømmen) har overværet, at min far brutalt overfaldt en mand, min mor havde besøg af. Hendes elsker eller nye kæreste inden eller lige efter, de blev skilt. Jeg har aldrig fået historiens nøjere detaljer, og kan ikke huske, hvem der fortalte det. Min mor og jeg flyttede fra byen, og jeg så ikke min far før flere år efter, hvor jeg havde glemt ham. I hvert fald på det bevidste plan. Hvis det er tilfældet, kan ikke kun min mors ukontrollerede vrede, men også min fars ukontrollerede vrede have været årsag til, at jeg har forsøgt at undertrykke konkrete udtryk for vrede, herunder også at sætte sunde grænser i forhold til andre.

Der var én relation, hvor det ikke lykkedes mig at undertrykke min vrede, og det var i mit ægteskab. På et ubevidst plan har jeg tiltrukket en mand, der matchede min vredes-problematik på den måde, at hans passive aggression og emotionelle tilbageholdenhed bragte mig ’ud af mig selv’, dvs. hans utilgængelighed tvang min undertrykte vrede frem i lyset. I forhold til ham havde jeg valget mellem at beherske mig og undertrykke mine behov eller eksplosion. Når jeg eksploderede, kaldte han min vrede for primitiv. Hvad han for så vidt havde ret i. Det bekræftede mig i min erfaring med at være nødt til at undertrykke min vrede – fremfor at give udtryk for mig selv og mine behov i tillid til at blive mødt. Hvor partneren i min barndoms nære relationer var emotionelt utilregnelig, var partneren i mit livs længste kærlighedsrelation kontrolleret.

Det var enten eller. Først mange år senere gik det op for mig, at navnet på det, der fik mig til at eksplodere, er passiv aggression, og at vi brugte hinanden. Han brugte mig til at afreagere sin egen primitivitet. Jeg brugte ham til at lære selvkontrol; i en grad, der blev så selvundertrykkende og selvdestruktiv, at jeg til sidst ikke kunne mærke mig selv og gik fra ham til et forhold, der var langt værre. Det bidrog til den PTSD jeg pådrog mig som følge af en række omstændigheder før, under og efter skilsmissen, hvor én oplevelse blev afgørende. I forbindelse med skilsmissen udviste han en primitivitet, jeg ikke ville have tiltroet ham. Der er ingen helt eller heltinde i historien. Vi har begge været ofre for vores egen ubevidste og undertrykte vrede.

Hvis min spæde maskuline side skal drage en konklusion, så kunne det være, at disse to poler – ufravigelig undertrykkelse af følsomhed og passiv aggression, også når situationen kalder på følsomhed eller ømhed, og fuldstændigt tab af selvbeherskelse – er lige uhensigtsmæssige, men at de begge er forståelige under visse betingelser. Det siger bare lidt sig selv. Hvad der derimod ikke siger sig selv er, at det afsindige raseri, jeg har mærket over en længere periode, ikke længere trænger sig på. Jeg har hadet og sværget, og begået mord adskillige gange uden at nogen er kommet til skade. Primitiviteten har stilfærdigt dræbt passiviteten. Ja, det er vel nærmest en form for lykkeligt selvmord. Og den slags man kan skrive og læse om, hvis man ikke har noget bedre at tage sig til i et samfund, der afkræver os evig lykke og effektivitet.

Nu vil jeg skrive til en mand, der har skrevet til mig. Han har ikke PTSD. Til gengæld har han humor.

 

 

 

 

 

Advertisements