Drøm på Frederiksberg natten til d. 2. august 2016:

En tidligere kollega henvender sig til mig for at spørge, om han og kæresten plus en ven kan overnatte i min lejlighed (en anden end den, jeg bor i). De skal fejre hans fødselsdag og kender ingen i byen (en anden by end Vejle) ud over mig. Jeg vil blive inviteret med til middagen som tak. Jeg svarer ja. Der er dog en betingelse. Han siger, at jeg skal være med i en kortfilm, hvor jeg skal vise noget af min hat (jeg ’ser’ mig selv iført hat a la Greta Garbo). Så tager han fat i min højre brystvorte og nulrer den. Hans interesse smigrer mig, men frastødes af hans adfærd. Jeg tænker dog, at det måske kan være meget interessant at være med i filmen. Til instruktøren siger han, at jeg vil være god i filmen, fordi jeg er feminin. Han gør en sigende bevægelse mod mig, men i drømmen forstår jeg, at det ikke er min krop, han oplever som feminin. Det er en dybere form for femininitet. Da jeg snakker med instruktøren (som også er producent; en elegant sortklædt, gråsprængt herre med en stærk og hemmelighedsfuld/dæmonisk erotisk udstråling), siger han, at jeg skal vise noget af min pat. Jeg har altså hørt forkert og synes, ordvalget er plat og devaluerende. Jeg mærker også blufærdighed, fordi jeg ikke ser mine bryster som smukke – men ’ser’ dog (for mig) en smuk sekvens, hvor der zoomes ind på mit ene bryst. Optagelserne starter i havet ved en kyst. Der er en lille, lyshåret dreng på et par år med i scenen samt en håndfuld røde balloner bundet til to, store træåg. Vi er nøgne og holder os flydende ved ågene. Scenen skal repræsentere en symbolik, som jeg i drømmen ikke sættes ind i. Så får jeg at vide, at vi skal bedøves og føres til et undersøisk studie. Jeg er foruroliget over det uansvarlige og dramatiske i at bedøve en lille dreng for en filmscenes skyld, men så ser jeg mig selv synke/blive ført gennem vandet sammen med ågene og blive lukket ind i en spalteformet sluse. Der modtages jeg af instruktøren. Drengen er der allerede. Jeg er ved bevidsthed igen.  Her ender drømmen.

Da jeg refererede drømmen for min datter, udbrød hun, at Lars von Trier ikke måtte få noget at vide om drømmen, før jeg selv havde lavet filmen, for så ville han hugge idéen. Min tidligere og noget yngre kollega er ikke en fyr, der normalt tiltrækkes af en flippet type som mig. Han er lidt rå og macho og til sexede, unge kvinder med yppige former, men engang til en fest tilbød han at køre mig hjem. Du ser godt ud i aften, sagde han, iført en velvoksen promille.

Alt indhold i drømme stammer fra den drømmendes underbevidsthed. Også arketyper, som er elementer, der repræsenterer det kollektivt ubevidste. De er individuelle manifestationer af kollektivt arvegods, som har udviklet sig i psyken i kraft af evolutionen, på samme måde som kroppen er genstand for evolution. Skyggen, Animus og Anima er sådanne kollektive figurer (andre kunne være Selvet og Helbrederen), som udtrykker sig individuelt og på en stærkt emotionelt ladet måde. Skyggen er uacceptable/fortrængte eller uerkendte positive elementer i psyken. Animus og Anima er det henholdsvis maskuline i kvinden og det feminine i manden. Min tidligere kollega, hans kæreste og vennen (de to sidste er ukendte for mig og ikke til stede) repræsenterer alle tre elementer i min psyke. Invitationen til fødselsdagsmiddagen kan antyde fødslen af noget nyt – nye oplevelser, nye relationer – eller fejring af noget, der er vendt tilbage. Måske begge dele, hvis vi ser på drengens og instruktørens roller. Min kollegas seksuelle interesse i mig frastøder mig med sin vulgaritet. I første omgang hører jeg forkert og forbinder hans betingelse (filmrollen) for at deltage i middagen med en sensuelt sofistikeret rolle i filmen, men det er ved hans – den rå, instinktive seksualitets – mellemkomst, jeg bringes i kontakt med dybere og hidtil ukendte aspekter af Animus.

Scenariet er mere end almindeligt surrealistisk for mine drømme. Drømmen ser ud til at operere i et dybere lag af min underbevidsthed end det, jeg hidtil har befundet mig på i forhold til Animus, som har figureret i mine drømme primært i skikkelse af en forfatter, jeg mødte i 2007. En episode under mit besøg hos ham rystede mig i en grad, der blev indledningen til en langvarig og smertefuld personlig transformation.

Animus, som ofte repræsenteres ved flere mænd, fordi kvinder i almindelighed er mere orienteret mod det kollektive end mænd er (i lang tid var min Animus repræsenteret ved to mænd, der i den virkelige verden er hinandens nære venner), har ændret form. Fremfor én eller to navngivne mænd har Animus taget form af en lille dreng og en moden mand. Noget vordende træder sammen med noget erfarent, selvbevidst i stedet for en nu bevidstgjort begrænsende indstilling. Animus afslutter og indleder med sin forvandling et stadie. En mere instinktiv, vidende og virkelighedsnær indstilling synes at erstatte en stivnet, dogmatisk indstilling.

Noget instinktivt maskulint i mig (kollegaen) ser og anerkender det instinktivt feminine hos mig, mens min fortrængte og derfor selvkritiske Animus forsøger at devaluere denne del af min seksualitet som primitiv. Det instinktivt maskuline (Animus i første udviklingsstadie) sætter som betingelse for min adgang til det instinktive, naturlige plan (fødselsdagsselskabet), at jeg indvilliger i at blive ført gennem det ubevidste (filmen). Dette foregår i en bevidstløs tilstand. De to åg følger mig. Det kan være drengens og mit eget. Meningen kunne være bevidstgørelse gennem det vågne jegs efterfølgende forsøg på at tolke denne tur gennem havet. I det mindste har jeg brugt to uger på at tilegne mig indsigt i tilsvarende drømmescenarier.

Ifølge Jung er der 4 stadier i Animus-/Animaudvikling. For Animus gælder det: 1) instinktiv/fysisk tiltrækning (kollegaen), 2) initiativ og handlekraft (kollegaen og instruktøren), 3) ’ordet’, Animus optræder ofte som lærer eller præst (i mit tilfælde forfatter; instruktøren har skrevet et manuskript) og 4) ’meningen’; på dette højeste plan bliver han en formidler og vejviser til religiøse oplevelser, som giver livet ny mening (instruktøren, der fører mig til bevidstgørelse)*. Jeg forestiller mig, at jeget ender med at kunne bevæge sig mellem stadierne, som hver især er lige betydningsfulde for den bevidstgjorte, individuerede personlighed. Animus indtager generelt – så vidt jeg ved – en ny skikkelse for hvert stadie, men i denne drøm synes Animus’s fire stadier at være repræsenteret ved to aktører.

Havet repræsenterer i drømme det kollektivt ubevidste (kollektivt psykisk indhold der fortrænges fra den kulturelle bevidsthed, fx ensomhed, alderdom, psykisk sygdom, misundelse, smålighed, aggression, jalousi). Det kollektivt ubevidste kan være farefuldt at bevæge sig ud i for den, der er ubekendt med de destruktive kræfter, det også rummer. Man kan drukne i det, blive psykotisk eller neurotisk, når stærke komplekser og/eller traumer fortrænges til det ubevidste og lever deres eget – for personen ubevidste – liv i psyken.

Scenen i havet er ikke erotisk ladet. Det blik, der iagttager, ser scenen på afstand. Drengen og ’jeg’ er begge nøgne, vi er med andre ord ’ikke klædt på til’ turen og derfor ubeskyttede overfor det kollektivt ubevidstes destruktive kræfter. De røde balloner er et personligt symbol. De repræsenterer min uafhængige, bevidste dømmekraft, som sættes ud af funktion, idet jeg bedøves og føres gennem havet. Jeg er i stedet prisgivet en anden psykisk instans: Animus i instruktørens skikkelse. Dette drømmefragment er måske det vigtigste i drømmen. Min tilsyneladende fraværende Animus har hele tiden været til stede som iscenesætteren af den personlige udviklingsproces, jeg har gennemgået siden mødet med forfatteren. At især han blev den, der har repræsenteret Animus i mine drømme, skyldes måske, at han ramte mig med en gnist af genkendelse: i ham genkendte jeg ubevidst det, jeg ikke vidste om det maskuline i mig selv; jegstyrke, handlekraft, talent.

Hans afvisning af mig som kærlighedsobjekt (i en forvejen sårbar situation) reaktiverede mit grundtraume, mit faderkompleks: fortrængt sorg og smerte over at være blevet fravalgt som 2-3 årig af min far efter mine forældres skilsmisse. Det fastholdt mig i søgen efter partnere, der i en eller anden forstand var uopnåelige.

Chokket bedøvede mig: de røde balloner blev sat ud af funktion. De røde balloner hører til over havets overflade, i bevidsthedens sfære, som Animus endnu ikke tilhørte. Den evne til uafhængig stillingtagen, de repræsenterer, havde siden det oprindelige traume godt nok fungeret mentalt, men ikke emotionelt. Chokket reaktiverede traumet i en forstærket udgave. Det blev efterhånden klart for mig, at min oplevelse af at være forbundet med forfatteren skyldtes projektion af min Animus på ham. I sorg og vrede over ufølsomheden i hans afvisning lagde jeg – min forelskede og sårede Animus, der søgte forening med sig selv i ham – også afstand til Animus’ positive, kreative aspekter (i skikkelse af forfatteren), som, i min derved forstærkede lammelse, kom til at fremstå som uopnåelige. Jeg ikke kunne forlige mig med at måtte forene mig med noget i mig, der – så det ud til – indebar hensynsløshed overfor det sårbare. Jeg tog om muligt endnu mere afstand fra det hensynsløse, som ufortrødent levede sit eget liv i min underbevidsthed, blandt andet som en lyst til at lade mig dominere seksuelt, en sønderknusende selvkritik og tårnhøje standarder, som jeg målte mig selv og andre på uden at se, hvor passivt aggressivt og hensynsløst det i sig selv er.

Problemet var ikke (forfatterens) mangel på hensyn til det sårbare. Det var derimod min mangel på (selv-)- bevidsthed og fornemmelse af egne grænser, som gjorde mig sårbar. Fordi jeg ikke var i kontakt med min integritet og jegstyrke, havde jeg som barn ikke en egen autoritet til at vurdere mine nære omgivelsers etiske habitus. Et forhold der blev forstærket i mit ægteskab, Min mand anså mine idéer og initiativer som underlødige og hånede min frustration og aggression over ikke at blive taget alvorligt som primitiv, så jeg til sidst følte, at jeg fortjente at blive straffet, når jeg ikke udviste den uselviske ydmyghed, han forventede. Jeg har til tider sikkert også været uudholdelig med min påståelighed. Irritationen var uden tvivl gensidig.

Min manglende kontakt til Animus skyldes flere forhold. Ud over min fars fravær og barnets idealiserende, ubevidste længsel efter ham, blev Animus også skræmt til tavshed af min mors lunefulde temperament. Når jeg ser tilbage, ser det ud til, at mine forældres betydning for min opvækst har været domineret af det, der anses for at være kollektive skygger. De gav mig mere fravær og svigt end tryghed og opmærksomhed. Denne smertefulde erfaring var min forudsætning for at forstå og indgå i relationer til andre mennesker.

Jeg turde kun se det gode, for at være kritisk var at tage kampen op mod kræfter, jeg kun kunne tabe imod. Hvis jeg tillod mig selv at se, at min mor ikke elskede mig (jeg glemte min far), ville jeg blive overladt til en knusende ensomhed, uanset om hun ikke kunne eller mente, jeg ikke fortjente det. I det sidste tilfælde var der trods alt en chance for at vinde hendes kærlighed, nemlig ved at gøre mig så fortjent til den, som det var mig muligt. Den lille pige fik ikke sin fars og heller ikke sin mors kærlighed, selvom hun forsøgte at lade være med at være til besvær. I stedet blev hun mobbet i skolen med skader på selvværdet i voksenalderen. Jeg var ikke i stand til for alvor at finde ind til en oplevelse af integritet og fornemmelse for egne grænser. Skyggerne i min opvækst tillod mig ikke at udvikle et nuanceret og kærligt kritisk blik på mig selv og andre.

Alle mennesker indeholder lys og skyggesider. De sidste er især synlige og mærkbare for andre. Det barn, der vokser op i en sundt fungerende familie, lærer også at anerkende skyggerne i sig selv og andre, og det lærer, at denne accept er nødvendig både for at kunne elske sig selv og kunne indgå i kærlige relationer. At se og anerkende skyggerne, er ikke at tolerere deres eventuelt skadelige virkninger. Bevidsthed forpligter.

Men tilbage til drømmen …

I denne, efter mødet med forfatteren, forstærkede mangel på fornemmelse for virkeligheden gjorde jeg mig til genstand for smertefulde erfaringer. Erfaringer der synes at have haft til formål at gøre mig bevidst om virkeligheden. Animus ser ud til, min ubevidsthed om ’ham’ til trods, at have iscenesat begivenheder, der førte mig til bevidsthed. Begivenheder der har indebåret en nødvendig hensynsløshed overfor det sårbart ’bevidstløse’ i mig. Det er sådan, jeg tolker instruktørens rolle i drømmen. Animus lader mig bedøve i en højere sags tjeneste. Idet jeg under indflydelse af Animus føres gennem havet, der repræsenterer det kollektivt ubevidste, går jeg en bevidstgørelse, en opvågning i møde. Det ses ikke konkret i scenen, men de åg, jeg først ser mig selv blive ført gennem vandet bundet til, er borte, da jeg bliver taget imod i slusen.

Ballonerne som symbol stammer fra en række oneliners, jeg skrev over 45 dage, som en improvisation over vores møde og udgangen af det. I teksten slipper jeg ved vores møde en rød ballon. Vi skilles og min proces har siden bestået i at bevidstgøre Animus i mig selv med forfatteren som den symbolske repræsentant. Drømmen synes at sige, at Animus hele tiden har været aktiv som den, der iscenesatte mit møde med og bevidstgørelse af det kollektivt ubevidste. Animus/Anima og Skyggen er elementer, der findes hos alle. De varierer i indhold afhængigt af disposition og social påvirkning. Den lille dreng og kvinden er passive, de instrueres, mens Animus er aktiv og målbevidst. Hvis jeg skal finde en forbindelse til virkeligheden, er det den, at jeg i den proces, jeg har befundet mig i, har været besluttet på at være opmærksom på og række ud efter de muligheder i mine omgivelser, der syntes at ville mig noget. At det, de ville mig, i flere tilfælde har vist sig at indebære smerte, overskygger det endelige udfald: en bevidstgørelse af det kollektivt ubevidste. Jeg har været blind for Skyggen i mig selv og er derfor blevet såret, når jeg er blevet ramt af andres Skygge. Når vi har accepteret Skyggen som kollektivt og individuelt fænomen, kommer den ikke længere bag på os. Vi har samtidig muligheden for at beherske den i os selv, hvis vi ønsker at gøre en positiv forskel i verden.

Den psykologiske regel siger, at når en indre situation ikke er bevidstgjort, vil den ske udenfor, som skæbne. Det vil sige, når den enkelte forbliver udelt og ikke gøre sig bevidst om sin indre modsætning, må verden uundgåeligt udreagere konflikten og blive revet i modsatrettede halvdele.

– Carl Gustav Jung

Den ydre verden har reflekteret et indre drama. Efter forfatterens hensynsløse afvisning af mig afviste jeg ham – og Animus i mig selv – i erkendelse af, at en forening med Animus indebar en accept af at udvise hensynsløshed. En del af mig synes samtidigt at have tolket Animus’ hensynsløse afvisning som et udtryk for, at jeg ikke var kvalificeret, god nok, til hans anerkendelse. Jeg forsøgte derfor forgæves at gøre mig fortjent til Animus’ anerkendelse (at leve op til egne høje standarder). Jeg befandt mig i begyndelsen i en tilstand af naiv tillid til, at hvis jeg var god, ville andre behandle mig godt. Jeg havde bedøvet mig selv med en tro på, at det gode, kærligheden, ville vinde, hvis jeg selv var god. Men jeg erfarede det godes grænser i mig selv og andre og så derved Animus nærme sig. Jeg så, at han især er tiltrukket af den, der har mod til at gøre sig bevist om sine egne uacceptable sider, herunder det nødvendige i at kunne udvise hensynsløshed. For at blive ’god nok’ i Animus’ øjne og få hans anerkendelse må jeg anerkende mine egne skyggesider. At erkende og anerkende nødvendigheden af ens egne skyggesider er et udtryk for kontakt med virkeligheden.

Vi modtager ikke visdom; vi må opdage den egenhændigt efter en rejse som ingen kan tage for os eller spare os for.

– Marcel Proust

Denne erkendelse og accept af egne skyggesider indebærer naturligvis ikke en forpligtelse til at udleve dem. At bevidstgøre dem betyder snarere en mulighed for at vælge, idet ens skyggesider i ubevidst tilstand vil udleve sig selv uden mulighed for bevidste valg. Når fx modstandere af muslimsk indvandring aggressivt kritiserer islam med påstande om, at alle muslimer er terrorister, er det udtryk for manglende bevidsthed om den aggression, de selv udtrykker sig med, og derfor ikke er i stand til at reflektere over og beherske. En anden ting er, at alle psykens egenskaber har funktion og værdi. Aggression og hensynsløshed kan være en nødvendighed i visse situationer. At undertrykke dem i den hensigt at være god, er derfor en misforståelse. Vi har i vores kollektive, kulturelle selvforståelse som civiliserede valgt det, vi opfatter som primitivt, fra og fortrængt det fra bevidstheden som uacceptabelt. Men det forsvinder ikke af den grund. I stedet dominerer det os fra den kollektive underbevidsthed. Aktuelt er fx fremmedhad og devaluering af det sårbare blevet provokeret til en opblomstring, der bakkes op af ny lovgivning, som gør det om ikke etisk så juridisk legalt. Det er synligt for nogle, men ikke dem, det blomstrer hos. Vi kan kun beherske det, vi selv er bevidste om.

Når jeg foruroliges over bedøvelsen, kan det være mit bevidste jeg, der trænger igennem med bekymring og mangel på forståelse af det nødvendige i at bedøve sig. Men instruktøren ved bedre. Han ved, det er nødvendigt for barnet og kvinden (sårbare aspekter af psyken), at blive bedøvet inden turen, fordi de ellers ikke ville turde. Det chok, jeg fik, synes at have været en del af en større plan, en synkronicitet. Jeg befandt mig et sted i livet, hvor det var stærkt nødvendigt at bevidstgøre hidtil ubevidste aspekter i min psyke og det livsformål, de tjener. For at blive modnet til bevidstgørelse måtte jeg være i en tilstand af bedøvelse. En naiv, jomfruelig tilstand, der gjorde mig modtagelig for ubehagelige erfaringer, jeg ellers ville have undgået.

Jeg havde levet 18 år i et ægteskab med en mand, der lod mig forstå, at min aggression var primitiv, men det var, hvad jeg mærkede, når han ignorerede og krænkede min integritet som kvinde, partner og mor. 18 års påvirkning i kraft af – en for mig dengang usynlig – massivt passiv aggression, der lod mig forstå, at det var primitivt at lade frustrationer over hans fravær komme til udtryk, lader sig ikke uden videre aflære. Jeg havde taget ved lære, havde forsøgt at tilpasse mig det, jeg tolkede som normen for god kvindelig adfærd. Det var denne godhed, denne bedøvelse, jeg havde med mig som bagage gennem det kollektive ubevidste.

Jeg er den, der har søgt denne erfaring for at lære, hvad det er, jeg ikke ønsker i mit liv: at være genstand for fravær, troløshed og ligegyldighed. Med denne viden må jeg nu opdyrke dens modsætning i mig selv.

Min opgave i livet er at udvikle hengivenhed gennem smerte, sorg og ensomhed. Jeg skal lære at stå alene og være tro mod det, jeg står for, trods ydre påvirkninger. Jeg skal lære at stole på det min vrede fortæller mig og være hengiven overfor mine egne mål. Det var det livsformål, jeg opdagede under en regression hos Arvin Larsen i 1999. Den hengivenhed, der nævnes, peger sikkert også på vejen til min fremtidige partner.

Jeg ser ikke hvilken kraft, der driver mig ned sammen med træågene. Måske er kraften et udtryk for driften imod individuation. Der var noget ungt, uberørt over den bedøvede mig, der drives gennem vandet, måske repræsenterer hun en jomfruarketype. Træågene kan – ud over at symbolisere tyngende, slidsomt arbejde – symbolisere min selvopholdelsesdrift, min evne til at holde mig ’oven vande’ i det kollektivt ubevidste. I drømmen er der stærkere kræfter på færde end den evne til at flyde, de repræsenterer. En del af mig – den erfarne mand, instruktøren – ved, at for at få kontakt til sit kreative potentiale, er det nødvendigt at turde vove sig ned i det ubevidste. Instruktøren måtte bedøve jomfruen og drengen – Animus’ alder, da min far forlod min mor – for at lokke dem til at gå ind i den smertefulde erfaring med virkeligheden i sig selv.

På havbunden indsluses jeg i en skrå spalte, hvorefter jeg tages imod af instruktøren. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at den skrå spalte er et kvindeligt køn; moder jords køn omgivet af hav. Moder jord er et af de symboler, der ofte optræder i drømme som et billede på Selvet. At nå Selvet, blive hel og forenet med Animus efter en bevidstgørende rejse gennem det kollektivt ubevidste, er ikke en lille bedrift. Barnet og jomfruen føres ved instruktørens målrettede mellemkomst ind i Selvet. De er hidtil ubevidste, nu bevidste elementer i psyken, der uvidende om egen betydning befrugter sig selv med sig selv. Jomfruen har mistet sin uskyld. Hvad hvis jeg havde sagt nej til invitationen eller protesteret imod at blive bedøvet?

Jeg må tilstå, at jeg i vågen tilstand får klaustrofobi ved tanken om at befinde mig i et undersøisk studie, men det fik jeg ikke i drømmen. Jeg ved jo heller ikke, hvad der kunne gemme sig af rum ud over det, jeg blev modtaget i, eller gange ind til kysten. Instruktøren må være kommet ad en anden vej. Men det var vigtigt i filmen at se kvinden drive bevidstløs eller bedøvet gennem vandet. Instruktøren etablerer på denne måde en adgang for jomfruen og barnet til Selvet. Det er tilsyneladende deres lod at bevæge sig bevidstløst gennem havet, ellers ville de ikke være dem, de er. Det ligger i deres arketyper, som instruktøren har set og accepteret som dele i min psyke, at være ubevidste om de destruktive kræfter i den menneskelige natur.

Instruktøren synes hele tiden at have haft denne viden og direkte adgang til Selvet. Han har hidtil været ubevidst for mig som et element i min psyke, men han har øjensynligt været klar over det nødvendige i at gøre bevidstheden – mig – opmærksom på jomfruen og barnet og den sårbarhed, de repræsenterer. Jeg så i drømmens perspektiv mig selv som kvinden på havets overflade. Jeg ser nu, at hun bedøvet og i jomfruens skikkelse på vej gennem havet har været mig i en naiv, godtroende version. En version, der har set enkelte, egne dæmoner i øjnene, men ikke været i stand til at se og beskytte sig imod dæmonerne i sine omgivelser. Jeg kan også se, at jeg længe har haft tiltro til, at tingene ville bevæge sig i ’den rigtige’ retning, hvis jeg blot lod mig føre med af begivenhederne. Det har bragt megen smerte med sig, men også nødvendig erfaring. Jeg har uden at være bevidst om det, været den instruktør, der beskyttede mig mod at gennemskue, hvad der ville ske – for så ville jeg undgå de ubehagelige, men nødvendige erfaringer, der bragte mig indsigt. Jeg sætter erfaringer i kursiv, for der er himmelvid forskel på at forudse et udfald og være den, der erfarer det.

Det mandlige i skikkelse af min far var ikke til stede i min opvækst som rollemodel for udviklingen af min Animus. Astrologisk set er min Mars, som repræsenterer det maskuline, uaspekteret. Han, Animus, står altså alene i mit horoskop. Der er ikke ingen spændinger eller forstærkende dispositioner til at aktivere og drive ham. Han må derfor bevidstgøres og aktiveres ved egen kraft. Det giver stor mening i mit liv. Hvis jeg tillægger astrologi en betydning. I spirituel metafysik siges det, at vi selv har valgt vores opgave i livet og de omstændigheder, der er nødvendige for at nå målet. Teal Swan beskriver i en af sine videoer, hvordan vi fødes ind i verden med en intention, en særlig følelsesmæssig kvalitet vi søger erfaring med. For at opnå den, konfronteres vi med dens modsætning, indtil der ikke er flere erfaringer at drage om det modsatte af det, vi søger. Når vi ved, hvad der er at vide om modsætningen til det, vi søger, træder målet tydeligt frem.

https://www.youtube.com/watch?v=RN16ubqbJUA

 

What you cannot see is that the universe is always carrying you towards your highest good, even if the road to your highest good takes you straight through the depths of hell.

– Teal Swan

Det kunne være en forklaring på omstændighederne i mit liv, men virkeligheden kan ses fra varierende perspektiver. Da jeg blev fravalgt af min far som barn, blev der skabt et destruktivt mønster. Jeg har søgt en gentagelse af traumet, fravalget, i et ubevidst ønske om at forstå og afvikle det. Det er et velkendt mønster. Jeg har bragt mænd til at fravælge mig, hvis jeg ikke fravalgte dem inden. Da jeg efter skilsmissen og et kort, destruktivt forhold troede, jeg var fri af det mønster og skulle til at begynde at leve, blev jeg i mødet med forfatteren ramt af det mest knusende slag af alle. Bevidsthed opnås gennem smertefuld erfaring.

Efter i syv år som terapeut at have arbejdet med tusindvis af klienter, er det mest udbredte og også dybest indvirkende traume, jeg er stødt på, forældres fravær. Fysisk eller følelsesmæssigt/energetisk fraværende forældre kunne lige så godt lige ud sige til barnet: “Jeg elsker dig ikke, du er ikke værdig til min kærlighed, der er noget galt med dig”. Det er det budskab, vi sender, når vi ikke er opmærksomme. Og barnet føler sig ikke trygt – for i mange hundrede tusind år, gennem hele vores evolution, har trygheden hos et menneskebarn været afhængigt af, i hvilket omfang de voksne viste opmærksomhed.

– Ben Ralston

Jeg har følt mig fravalgt af mænd eller det maskuline. Det har været en kamp for mig at komme i kontakt med det maskuline i mig, min Animus. Selvom kollegaen i drømmen er et relativt nyt bekendtskab, er han et kendt men længe ikke værdsat aspekt af min psyke. Upoleret, instinktiv seksualitet har været forbundet med følelsesmæssig smerte for mig, fordi jeg ubevidst, på grund af min faderbinding, har lagt langt større betydning i en seksuel forbindelse, end der reelt har været grund til. Jeg har derfor længe fravalgt den form for forhold. For at opnå kontakt med den side af mig selv igen, må jeg som i drømmen vise tillid til Animus i skikkelse af instruktøren – ikke den mand, jeg indgår en forbindelse med. Det er hele forskellen. Jeg er ikke afhængig af ham. Når jeg viser tillid til mig selv og min emotionelle dømmekraft, er der ingen grund til at være utryg, for så har jeg valgt den rigtige. Eller den rigtige har valgt mig, men uforpligtende sex kunne ikke interessere mig mindre. Det er formentlig heller ikke det, drømmen viser. Den viser snarere, at jeg er klar til at indgå i en ligeværdig relation, fordi en mands adfærd ikke længere vil påvirke mit følelsesliv negativt. Jeg kan i dag se eller fornemme, når andre drager fejlagtige konklusioner om mig på baggrund af deres egne skygger. Det rører mig ikke længere, jeg er ikke afhængig af deres forståelse eller accept og skylder dem ikke at opklare deres misforståelse. Det ville også være spildt tid. Skyggeprojektioner er sejlivede væsner – men jeg kan i min ’hensynsløse’ afvisning af projektioner markere en grænse for denne form for overgreb.

I Mennesket og dets symboler skriver Joseph L. Henderson i sin artikel Myten og det moderne menneske** om initiationprocessen – som formentlig er en henvisning til Jungs begreb om individuation, det vil sige den iboende menneskelige proces, hvor individet bevidstgør og udfolder sit fulde potentiale, herunder Skyggen og sin modsatkønnethed – at: Initiation er en proces, som begynder med en underkastelsesrite, følges af en periode med selvbeherskelse og ender med en frigørelsesrite. I drømmen underkaster jeg mig instruktøren, hvorefter jeg føres gennem havet. I årene efter mødet med forfatteren har jeg netop søgt selvbeherskelse i den hensigt at tæmme mine dæmoner og bevidstgøre deres årsager, hvilket er sket i kraft erfaringer, der har gjort mig opmærksom på de forhold i mig selv, som kunne være årsagen til netop de erfaringer. Det er sikkert denne periode, drømmen sigter til med min bedøvede, ’selvbeherskede’ rejse gennem havet. Til slut forenes jeg ved Animus’ hjælp med Selvet i studiet på havets bund. Jeg frigøres i befrugtningen af mig selv. Som jeg ser drømmen, er den et eksempel på en rejse imod individuation, en bevidstgørelse af potentiale. Det bevidsthedens lys, jeg kaster over drømmen i min fortolkning, er et udtryk for Animus’ positive aspekt.

Drømme lader sig ikke tyde definitivt. Min tydning er et forsøg på at forstå en betydningsfuld drøm. Jeg kan være på vildspor, men drømmens scenarier synes at følge et kendt mønster i individuatoriske drømme. Det kunne se ud til, at jeg er ved afslutningen af en lang rejse gennem det ubevidste. Jeg har ikke set det hele og kommer heller ikke til det. Det er ikke menneskeligt muligt. Man må være ydmyg overfor det storslåede.

 

* C G Jung, Mennesket og dets symboler, s. 194.

**C G Jung, Mennesket og dets symboler, s. 157.

Advertisements