Drømme er skabt af det mærkeligste stof. I nat drømte jeg, at A var flyttet sammen med min ekssvigerinde umiddelbart efter at hans og min kontakt ophørte. De havde haft et forhold med flere opbrud. Historien meldte ikke noget om hendes samlever fra virkeligheden, min eksmands bror. I drømmen var hun single, men jeg fik først kendskab til deres tidligere forhold, da A fortalte mig om det. Vi mødtes under uklare omstændigheder, og mens tiltrækningen mellem os gradvist tiltog, tænkte jeg over, hvordan han af alle kunne blive tiltrukket af hende. Hun er kendt i familien for at være sarkastisk og sårende. Han havde holdt af hende, men det var mig, han dybest set længtes efter. Da han lagde sig ind til mig og lagde sit hoved mellem min skulder og hoved, ’så’ jeg tydeligt de hvide striber i mit hår og følte, at intimiteten var helt forkert. Men aldersforskellen mellem ham og mig lod ikke til at være noget, han skænkede en tanke. Jeg begyndte at vågne og lå længe mystificeret over den underlige drøm. Så kom jeg i tanke om, at hun er omkring 10 år ældre end min ekssvoger. Det har aldrig været noget, vi har skænket nogen dybere tanker.

Efter teksten Individuation, hvor jeg nævner en forudsigelse, der antyder, at A kunne være min fremtidige partner, har jeg forsøgt at slå den tanke helt ud af hovedet, og udelukkende se ham som en repræsentant for et aspekt af mig. Alt andet virker som et udslag af blændværk, det ikke er sundt at bevare troen på.

Alle elementer i drømme er aspekter af noget i os selv, enten det personligt ubevidste eller det kollektivt ubevidste, som også er en del af vores psyke. Der kan sagtens have været en sårende og sarkastisk side af mig, jeg ikke har været bevidst om. En side der er blevet sårende, fordi den repræsenterer grænser og behov, der ikke er blevet respekteret, og derfor kommer til udtryk som snerrende udfald imod andre.

Jeg kan genkende mig selv i hende fra dengang, jeg var gift. Vi har valgt mænd, der ikke er i kontakt med deres egne følelser, og derfor ikke er i stand til at vise nænsomhed og omsorg for deres partner. Men det valg skyldes, at vi inden da ikke selv har været i stand til at sætte naturlige, nødvendige grænser for andre. Vi valgte partnere, der svarede til vores egen ubevidste opfattelse af, hvad vi kunne tillade os at forvente af mennesker omkring os, men det svarede ikke til vores undertrykte behov, der sivede ud som kritik af andre.

Jeg er begyndt at sætte grænser. Det får mig til at standse op og tænke hver gang, fordi jeg ikke er vant til at tage til genmæle i situationen, hvor andre er tankeløse eller devaluerende i deres holdning overfor mig. Det er ikke noget, jeg beslutter mig for. Det sker instinktivt som udslag af en indre kraft, der ikke vil tales imod. Nogle gange føles det også som et helt livs naturlig vrede, der ikke har fået lov til at komme til orde. Når jeg har det sådan, skal jeg være forsigtig med mine reaktioner. I Søgningen efter selvet skriver Marie-Louise von Franz, at mange frygter at komme i kontakt med deres ubevidste, fordi de er bange for at ende som den hjælpeløse genstand for deres egne ukontrollerede følelser. Og det kan være en effekt, hvis man ikke gebærder sig med lidt visdom i situationen. Det kan man godt, når man er klar over, hvad der foregår.

Min eksmand og hans bror kommer fra en familie, hvor vrede som reaktion på uopfyldte behov er en ikke-ting. Andres vrede ties eller devalueres til tavshed og kommer hos dem selv i stedet til udtryk som passiv aggression, devaluering og dominans ved hjælp af undladelser eller flugt fra konflikter og enhver form for forhandling. At lette på låget til den ophobning af indebrændt frustration, som et mangeårigt samliv på de præmisser har været anledning til, kræver et vist mål af selvdisciplin. Men det er ikke noget, de kan gives skylden for. Det er ubevidst for dem. Hvis der er nogen skyld, er den forbundet med de forhold, der engang i vores og deres barndom har gjort opfyldelsen af naturlige, personlige behov og grænsesætning til et tabu.

Den skyld kan siges at være en form for arvesynd. Den nedarves fra generation til generation i familier, hvor personlige behov – af årsager der varierer fra familie til familie – anses for at være sekundære. Men de forsvinder jo ikke af den grund, og derfor ender mange i den form for familie med forkrøblede følelsesliv.

Der er ikke så mange ender at spinde på den historie. Sammenhængene synes indlysende. I hvert fald når de ses lidt fra oven. At nå frem til det perspektiv, når man er en del af historien, er den største udfordring.

Hvis jeg ser på drømmen igen, kan det se ud til, at et aspekt af min Animus, det vil sige det maskuline i mig repræsenteret ved A, på et tidspunkt har forsøgt at etablere en forbindelse til en del af mig, repræsenteret ved min ekssvigerinde, som endnu ikke var i kontakt med sine egne behov og grænser. Nu hvor jeg er mere bevidst om dette i mig selv, synes dette maskuline aspekt af mig at være for ungt eller umodent til, at jeg uden forbehold tør hengive mig til en forbindelse med det. Trukket ud i hverdagsbevidstheden kunne det se ud til, at det er mine egne normer, der er problemet. Jeg er 17 år ældre end ham. Men drømme opererer ikke på det plan. Underbevidstheden benytter sig ikke af dagsbevidsthedens logik. Hvad er så problemet?

Jeg kender ham ikke godt nok. Han står for mig som en mand, der tror på sig selv og er i kontakt med sine egne følelser. Han repræsenterer en side af mig, jeg er i færd med at etablere kontakt til, men endnu ikke kender godt nok til at overgive mig uden forbehold til. Han repræsenterer min Animus’ evne til at etablere en kærlig relation til Eros, min kvindelighed, ved at nære omsorg for og stå ved mig selv uanset situationen. Han repræsenterer med andre ord også min evne til at indgå i en sand kærlighedsrelation med en mand.

Der går som bekendt aldrig røg af en brand, uden at der er ild. Drømme henviser til forhold i det vågne liv. Måske bør jeg bevidst arbejde med mine forbehold i forhold til at indgå i en kærlighedsrelation. Jeg har alt for længe holdt mig tilbage fra at søge kærligheden, fordi jeg ventede på, at en forudsigelse skulle gå i opfyldelse. Den forudsigelse ser nu ud til at være ved at gå i opfyldelse på et indre, psykisk plan. Og som i det indre også i det ydre. Jeg må overvinde mine forbehold og sætte kærligheden over frygt for afvisning.

Drømmen fortæller mig jo, at det mandlige i mig hele tiden har elsket mig, også da jeg var mest urimelig. Jeg kæmpede for mig selv i mit ægteskab, selvom forholdene udefra set fik mig til at fremstå som en heks. Men det er min essens, det kvindelige i mig, der har holdt sig tilbage fra at tro på kærligheden, fordi jeg ikke på det bevidste plan har været i stand til at genkende og identificere den sande kærlighed, når den bød sig.

Jeg har ikke for alvor turdet på det, jeg følte som værende sandt og ægte, fordi jeg hele mit liv er blevet modsagt i det. Jeg er med umådeligt besvær blevet klar over, at mennesker i al almindelighed er langt mere ubevidste om og berøringsangste i forhold til det, der foregår i deres eget følelsesliv, end jeg har været i stand til at forestille mig. Jeg er blevet mødt med afvisning og benægtelse, når jeg i min naivitet og tro på andres gode vilje har påpeget en sandhed. Når den slags sker tilstrækkeligt mange gange, begynder man at komme i tvivl om sin egen dømmekraft. Det er den dømmekraft, jeg er i færd med at genvinde troen på.

A repræsenterer min dømmekraft i dens fornufts- og handlingsbetonede, altså maskuline, aspekt. Det jeg er på vej til at udfolde, er manifesteringen af min sandhed fra en tilstand af tillid og kærlighed fremfor frygt; at gøre opmærksom på min sandhed med den respekt for andres integritet, famlen i blinde og tankeløshed, som de fortjener, fordi jeg er tilsvarende er i stand til at forholde mig respektfuldt til min egen famlen og integritet. At jeg har dømmekraft på nogle områder, betyder ikke, at jeg har dømmekraft på alle områder. På den måde kompletterer mennesker hinanden så smukt, når vi ellers er i stand til at værdsætte det.

Det har været en forbløffende dag efter en forbløffende drøm. Jeg har ikke været udenfor en dør, fordi jeg havde brug for at skrive denne tekst. Nu, hvor jeg er ved at være færdig med den, føler jeg en stor lettelse. Den seneste tid har været præget af en tiltagende oplevelse af stærk følelsesforløsning, som har været svær at være i, fordi jeg ikke meningsfuldt kan dele det, jeg oplever, med nogen. Undtagen når jeg skriver.

Selv når jeg skriver, kan jeg have min tvivl om det meningsfulde, for hvem læser med? Som jeg nævner et sted ovenfor, er det blevet tydeligt for mig, hvor ubevidst langt de fleste forholder sig – og foretrækker at forholde sig – til deres eget følelsesliv. Det er som regel først, når omstændighederne tvinger os til at konfrontere os med pinefulde forhold i os selv, vi nødtvungent giver os på vej ind i det ubevidste. Det kan virkelig også være en blandet fornøjelse, for i begyndelsen er det så godt som umuligt at se noget klart. Vi tolker og tolker og tolker, indtil der henad vejen begynder at tegne sig et nogenlunde brugbart billede. Dette billede ændrer sig gennem årene fra at være fortegnet og fragmenteret til at blive mere sammenhængende og detaljeret, indtil det til sidst begynder at ligne noget, der minder om sandhed.

Jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig i min individuationsproces. Jeg tror heller ikke længere det er så vigtigt at vide. Det, der er vigtigt, er at have modet til at være nærværende og tro mod mig selv i det, jeg oplever.

 

 

 

 

 

Advertisements