Individuation er en dæmon, du ikke kan undslippe, når du først har betrådt dens domæne. Du ved, at du før eller siden bliver indhentet. Igen og igen, indtil mødet med dæmonen ikke længere tilføjer dig nogen lidelse. Hver gang du indhentes, går du i opløsning. Du er det afmægtige vidne til din egen opløsning uden at kunne dele oplevelsen med nogen, der forstår, hvad du taler om, for individuation er ikke for alle. Du vil blive anset for at være sær eller psykotisk. Men så kan du være heldig at falde over litteratur, der beskriver processen i al sin ubarmhjertige enkelhed.

Man kunne tro, at personlighedens indre kerne vokser på samme måde som et træ, hvor der hele tiden føjes nye ringe til de gamle. Men hvad personligheden angår, er der langt snarere tale om en ødelæggelse, som derefter fører til opbygning af noget større. Som regel viser drømmene, at en udvikling hele tiden bliver helt afbrudt, hvorpå den opbygges på ny. Det er, som om naturen har frembragt et billede af en helhed, som så atter ødelægges, så der kan skabes et mere differentieret mønster. Individuation er ikke nogen additiv proces, den har derimod en langt mere kompliceret rytme. Hvis bevidstheden stræber efter store fremskridt, fratager det ubevidste i første omgang én det hele. Hvis man engageret har begivet sig ud på denne vej og således bliver totalt forstyrret, kan man få en følelse af, at man slet ikke har opnået noget, fordi alt synes tabt. Man spørger sig selv, om man nogen sinde har realiseret noget som helst, om man nogen sinde har været bevidst og i harmoni. Man har en følelse af at befinde sig på samme sted som ved analysens begyndelse. Men det er helt normalt, og den deprimerende situation er ikke virkelig sådan, den ser bare sådan ud, fordi man er i en fase, hvor harmonien er gået tabt, så der kan bliver opbygget et nyt og mere differentieret kernepunkt. – Marie-Louise von Franz, Søgningen efter selvet, s. 37.

Det er en lettelse at se det så enkelt formuleret; at vide mange andre har gået den vej før mig, og at jeg ikke er ingenting værd og betydningsløs, men at det føles sådan, fordi det hører til en fase i processen.  Mit liv synes at være en endeløs række af den form for faser. Jeg har været mærkværdigt ubevidst om mig selv.

Citatet ovenfor kunne være en statusrapport over mit liv lige nu. Jeg falder fra mig selv. Det gør ikke alene psykisk ondt, men indebærer også fysiske smerter, fordi min individuationsproces er kundalinidrevet. Jeg holder sammen på mig selv, så ingen bemærker den situation, jeg befinder mig i. De vil – det er min erfaring – tro, jeg er skør, hvis jeg forsøger at beskrive tilstanden, dens baggrund og natur for dem. Det ville ikke være til nogen hjælp, selvom det er en almindelig antagelse, at det hjælper at dele sine udfordringer med andre.

Det er ubærligt at være i, hvis jeg ønsker sikkerhed og tryghed. Men kunsten består i at afstå fra at tro, jeg skal tage kontrol over processen, fordi egoet, eller mit jeg, oplever stor pine ved at befinde sig i en tilstand af opløsning og derfor usikkerhed. Hvis jeg derimod gør mig selv til vidne og stoler på processen, er det ikke ubærligt. Hvis jeg anerkender, at smerten skyldes skygger i mig, og ikke i min omverden (dér er også skygger, men i mig er det mine, der gør opmærksom på sig selv ved at gøre ondt), kan jeg begynde at se mine indre modsætninger i lyset af det, jeg tiltrækkes af/frastødes af hos andre, og på den måde konfrontere mig med mig selv på godt og ondt. For der er også godt. Det, der befinder sig i skygge, behøver ikke at være af det onde. Det kan også være noget, jeg har skjult eller undertrykt i mig selv, fordi andre ikke kunne unde mig det, fx integritet.

*

En dag på arbejde var vi nogle kolleger, der stod og snakkede udenfor. En kollega sagde, at hun er et privat menneske, men at hun åbner sig for dem, der tilsvarende åbner sig for hende. Jeg kom til at tænke på, hvor lidt jeg egentlig kan dele min proces med andre. Individuation er en ensom erfaring, blandt andet fordi de færreste er klar til at se egne skygger, dvs. ubevidste indre modsætninger i øjnene. Det er for ubehageligt at beskæftige sig med sine skygger, især at erkende sin egen ondskab (hvis man har en samvittighed). Det har gennem historien været årsag til adskillige selvmord. Edward Edinger illustrerer i slutningen af et foredrag om individuation situationen med en metafor: en fisker kan være nødt til at kappe linen til en fisk, der er større end ham og båden. At erkende sin egen ondskab kan være sådan en fisk. Eller fx at identificere sig med sit eget gudsbillede, Selvet, som kaptajn Ahab gjorde i Moby Dick og blev trukket med ned i dybet.

Tidligere i foredraget siger Edinger, ”Et ego, der identificerer sig med Selvet, vil blive opblæst, mens et ego, der afskærer sig fra Selvet, vil opleve fortvivlelse. Men mellem Skylla og Charybdis findes muligheden for individuation, hvor egoet bevidst forbinder sig med Selvet uden at identificere sig med det”. Den måde, det sker på, varierer fra person til person. Mere generelt vil det være følgen af et gensidigt samarbejde mellem det ubevidste og egoet, der af egen vilje vil se og række ud efter de ’billeder’ eller symboler på helhed, som det ubevidste tilbyder på det sted i processen. Det kan være billeder fremkommet i drømme eller fantasier.

Kilde: Individuation: A Myth for Modern Man, https://youtu.be/e1OrL4A_b5M

Min individuationsproces forekommer at afvige fra det, der synes at være normen. Normen er en gradvis erkendelse og integration af fortrængt, især negativt vurderet, psykisk materiale. Min opgave har foruden dette bestået i også at bevidstgøre det gode i mig selv og anerkende mit eget værd i takt med afviklingen af traumer, jeg har pådraget mig tidligt i livet. Afviklingen af disse traumer har ført mig gennem en retraumatisering, dvs. en genoplevelse af barndommens tilstand af angst og følelser af at være uelsket, værdiløs og uden betydning.

På et overordnet plan er det det samme, der er sket: en forening af indre modsætninger, men min oplevelse af at være ond og uværdig til kærlighed har været tættere på min bevidsthed, end det er almindeligt. Jeg har, ubevidst om mit eget værd, været særlig modtagelig for andres negative projektioner. Som alle andre drives jeg af en forskelligartet blanding af konstruktive og destruktive impulser, men jeg er ikke drevet af destruktive impulser i den grad, jeg gennem det meste af mit liv har frygtet og troet om mig selv, fordi jeg – i fravær af selvbevidsthed – har tolket andres afvisende og devaluerende adfærd overfor mig på denne måde.

Det, der reddede mig, da det så sortest ud, var, at der var nogen, der viste mig kærlighed, og at jeg så den. Den var ikke dér, hvor min barndoms erfaringer havde præget mig til at søge den: hos mennesker, som ikke er i kontakt med deres følelser. Det har taget mig, hvor enkelt det end ser ud, mit liv indtil nu at se, at de mennesker, jeg har søgt kærlighed og anerkendelse hos, ikke evner kærligheden i det omfang, jeg har søgt den. Jeg troede, jeg kunne elske kærligheden frem, men jeg har indset, at det var et selvdestruktivt projekt.

Jeg søger ensomhed for tiden, og har heldigvis nogle feriedage her, hvor det brænder særligt på. Dem bruger jeg på at fordybe mig i processen og opsøge viden om den, som jeg kan lade mig trøste og vejlede af. Det meste af den tekst, jeg skriver, kasserer jeg. Det er en del. Måske 20 A4-sider indtil videre. Når jeg er ved at være færdig med en tekst, får jeg en inspireret tanke, der ændrer hele perspektivet, og så er teksten allerede forældet, inden jeg lægger den ud. Så det lader jeg være med. Jeg venter og ser i stedet for.

Tingene går relativt hurtigt, når jeg har mulighed for at fordybe mig i processen. Den pinefulde opløsning, jeg indleder med at beskrive (jeg påbegyndte teksten for tre dage siden), nærmer sig i øjeblikke, der vokser i længde, en følelse af overblik. Usikkerheden og følelsen af at være et usselt og betydningsløst menneske er ikke så overvældende, som for tre dage siden. Jeg læser Marie-Louise von Franz, og er taknemmelig. Jeg hører Edward Edinger, og er taknemmelig. Det skal nok gå, jeg skal nok nå samlet forbi Skylla og Charybdis.

Men hvad er status? Har jeg set det billede på helhed, der kan bringe mig videre og hel gennem processen?

Måske. Under udarbejdelsen af en af de tekster, jeg har kasseret, gik det op for mig, at mit overordnede perspektiv på situationen var i færd med at ændre sig afgørende.

Der er to mænd, hinandens venner, der uafhængigt af hinanden har krydset min vej og gjort uudsletteligt indtryk på mig i forbindelse med den individuationsproces, jeg er i færd med at gennemføre. Den ene har såret mig i knusende grad. De repræsenterer hver især – og det er grunden til det indtryk, de har gjort – ubevidste sider hos mig, som jeg er ’dømt’ til at bevidstgøre for at blive forenet med alle dele af mig selv.

Den, der sårede mig, repræsenterer (med henvisning til Jungs dybdepsykologi) Logos-princippet, Animus, det mandlige i en kvindes psyke; objektiv interesse og viljestyrke. Jeg var forelsket i ham og så op til hans talent. Det sår, han tilføjede mig, bandt mig til ham i et afsindigt smertefuldt forsøg på at forstå og frigøre mig fra smerten. Først søgte jeg med stor viljestyrke forgæves hans anerkendelse af mit intellekt og talent, mens jeg dødeligt såret skældte ham ud for sin opførsel. Med tiden har jeg indset, hvordan jeg har såret og ydmyget mig selv ved at have søgt hans nu meningsløse anerkendelse – og dygtiggjort mig selv i forsøget. Nu har jeg desuden set den – i det perspektiv – indlysende årsag til hans hensynsløse opførsel.

Den anden viste mig med sit eksempel omsorg og venskab ved at anerkende mig som ven og forvente gensidig, ligeværdig opmærksomhed i vores relation. Han repræsenterer Eros-princippet hos mig, det feminine princip, følelser og nærvær, som anses for at være essensen i en kvindes psyke, og mandens Anima, det kvindelige i manden. Eller, det var sådan, jeg så det, indtil jeg begyndte at se noget andet.

På en måde er Animus-repræsentanten og jeg kvit. Vi har været ulidelige for hinanden ved på hver vores måde uforsætligt at have været årsag til pinefuld, langvarig dominans i hinandens liv. I min bevidstgørelse af, hvad han repræsenterer i mig, har jeg frigjort mig fra min afhængighed af hans anerkendelse.

Det var min Animus, dvs. min fornuft og min viljestyrke, der holdt røven oppe på mig, da min verden brød sammen. Men det er min Eros, i form af indlevelse, der har indset, hvor dominerende min Animus kan være, når jeg ikke er bevidst om min egen styrke. Undervejs i min bevidstgørelse af Animus, Logos, er det blevet tydeligt, at han og jeg har modsvaret negative komplekser hos hinanden. Jeg har projiceret min egen ubevidst kritiske Animus på ham på en måde, der for ham må have fremstået negativ og anklagende (fordi han ikke mødte mig med ansvarlighed efter sin krænkelse), men ser nu, at der aldrig har været tale om en sagligt baseret afvisning af mig fra hans side. Hans afvisning er udslag af humørsyge og ubevidst Anima. En mand, der ikke er i kontakt med sin Eros-side, bliver lunefuld, når han afkræves følelsesmæssigt nærvær. Det var netop, hvad der var tilfældet, da han sårede mig og blev årsag til den kundaliniaktivering, der driver den individuationsproces, jeg befinder mig i. Det skal ikke forstås sådan, at han sårede mig med fortsæt. Jeg var, ukendt for ham, i dyb, personlig krise. Efter sex ville jeg lægge mig ind til ham. Han reagerede med at sige: Du er lige blevet kneppet i en halv time, det må være nok. Jeg ligger kun i ske med dem, jeg elsker.

Det forholder sig anderledes med hans ven. Min tiltrækning til ham, som jeg i første omgang har set som en projektion af noget i mig: venskab, omsorg og undertrykte sanselige behov (i et følelsesmæssigt destruktivt ægteskab), træder nu frem som noget andet. Han var ganske enkelt en mand i kontakt med sine følelser og sanser, og hans kontakt med sit eget følelsesliv resonerede med essensen af mit. Men kun til et vist punkt. Jeg tror, vi begge hver for sig var sårede af tilbagelagte forhold og for stor følsomhed. Jeg var i hvert fald.

Hvor den, der sårede mig, personificerer en side af min Animus, som jeg vil tro, jeg har bevidstgjort, når jeg ikke længere er tiltrukket af ham, personificerer hans ven et andet Animus-aspekt. Et aspekt jeg i længere tid har holdt mig på afstand af i konkret levet liv, men har dyrket desto mere intenst i mit intellektuelle liv.

Vi deler, i hvert fald så vidt jeg kan vurdere, en stor interesse for dybderne i den menneskelige psyke – herunder kunst, seksualitet og indholdet i skyggerne – og de sanselige oplevelser, der kan være forbundet med at bevæge sig ind i visse af dette dybs domæner. Disse særlige domæner er domænerne for seksuel dominans og underkastelse. Det er domæner, jeg personligt har mistet lysten til at opsøge efter at være blevet serielt lemlæstet på mit følelsesliv af at betræde dem. Jeg er blevet helbredt.

Jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville have lyst, hvis jeg fik tilbuddet under følelsesmæssigt trygge forhold. Trangen til at udforske disse domæner skyldes formentlig års udsultning i ægteskabet med en mand, der ikke var i kontakt med sine følelser og sanser. Hans sanselige behov var små, mine var store. I dag vil jeg hellere udforske sanseligheden i alle de former, der lader sig gøre, mellem to omsorgsfulde elskende.

Hvis der fremkommer et billede af helhed, kunne det bestå i at have bevidstgjort og integreret ubevidste sider af mig selv, som jeg har anset for at være negative. Stor personlig styrke og en sårbarhed, som jeg belært af smertefulde erfaringer har lært at beskytte imod overgreb. I dette billede indgår der også en evne til at tilsidesætte mig selv, mit ego, i interesse for andre og fællesskabet, og at stole på processen, når jeg mærker, at jeg skal afholde mig fra at forsøge at styre den.

Så enkelt er det nok ikke. Det føles ikke helt så enkelt. Jeg vil læse lidt …

Man kan ikke gennemgå en individuation, hvis man sidder på toppen af Mount Everest. En af forudsætningerne for individuationsprocessen er, at man har normale, naturlige og rigtige relationer til andre mennesker. Den alkymistiske proces, som er en symbolsk fremstilling af individuationsprocessen, er i sig selv en befæstelse og fortætning af den individuelle personlighed. Dette betyder på den ene side, at man identificerer sig mindre med gruppen, at man i mindre grad smelter sammen med den i en mystisk enhed, men derimod står fastere og mere uafhængigt på egne ben. På den anden side betyder det samtidig, at man forholder sig mere bevidst til sine medmennesker. Hvis den dobbelte proces, hvor individuationsprocessen både styrker det indre og samtidig de ydre relationer til menneskene omkring én, foregår ubevidst, så resulterer det i det modsatte: udadtil bliver man hård og stiv, og indadtil er man som et smattet jordbær. – Søgningen efter selvet, s. 110 – 111.

Det er bizart at to kortvarige relationer, der stod på i henholdsvis 2007 og 2009, har fået så stor betydning i mit liv. De fik sandsynligvis så stor symbolsk værdi, fordi de matchede en individuatorisk timing. Dengang føltes det som skæbne, nu føles det som synkronicitet.

Når jeg ser på de to relationer, ser jeg, hvordan den ene, i essensen, viste mig, at en mand kan ønske mit venskab og være interesseret i mig uden at forvente sex til gengæld, og hvordan han nærede mig med – en for mig uvant – omsorg, jf. de ’normale, naturlige og rigtige relationer’ nævnt i citatet ovenfor, mens den anden relation drænede mig som følge af min Animusprojektion (i begge relationer var jeg udfordret af en kundaliniproces, jeg endnu ikke var bevidst om at befinde mig i). Jeg udmattede mig selv i et forgæves, egodrevet forsøg på at manipulere/gøre mig fortjent til intellektuel og emotionel anerkendelse. Jeg burde ellers have lært den lektie efter 18 år i et ægteskab, der lignede. Det er netop egoets udfordring, at det er for forfængeligt til at give sig uden kamp til stregen. Men det er først, når egoet opgiver forsøget på kontrol, at foreningen med selvet bliver mulig.

*

I morges vågnede jeg med visheden om, at den af de to mænd, der viste mig omsorg, er min elskede.

Det kan være det billede på psykisk helhed, jeg har ledt efter. Et bevis på den bevidste integration af min følsomme essens, jeg har stræbt efter. Og en bekræftelse af en drøm, jeg havde for nyligt, hvor han opsøgte mig og forsvandt igen, uden at jeg bemærkede det (fordi vi var blevet ét). Det kan også være bekræftelsen af forudsigelser, jeg blev fortalt i 2007 og 2008: Han vil blive forelsket i en anden; han vil hele tiden have været interesseret i dig; han skal først komme sig over sin forelskelse; han venter til du er ovre din sidste ulykkelige forelskelse; han venter til du er blevet stærk; dine nye projekter efter en pause vil gøre ham nysgerrig; til sidst kan han ikke vente længere og bliver nødt til at se dig. Og (det havde jeg næsten glemt): Hvis han ikke vil have dig, er der andre, der vil. – Vil han, eller vil han ikke? – I står der til hinanden.

Disse forudsigelser lærte jeg at forholde mig afventende, dvs. ikke egodrevet, til. I tidens løb er jeg, fordi sandsynligheden efterhånden er minimal, ophørt med at tage dem alvorligt, uden dog at afvise dem helt. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han kontakter mig, men jeg bliver heller ikke ulykkelig, hvis han ikke gør. Det, han repræsenterer i mig, vil jeg altid have med mig. Engang turde jeg ikke tro på, at han kunne elske mig.

 

 

 

 

 

Reklamer