Tanken er fyldt op. Han køber også en kildevand i kiosken, inden han igen lader sig synke ned i det hvide sæde. Den røde lak skinner nyvasket i varmedisen. Han starter bilen og kører ud af byen, forbi støvede stubmarker og langsomme mejetærskere. Han kører gennem små byer og større med industrikvarterer og mange rundkørsler, indtil han ikke kan komme længere, indtil gyldengrøn marehalm, bleggult sand og en gruset, dårligt vedligeholdt parkeringsplads under en svimlende blå himmel er det eneste, han kan se.

Han stiger ud og finder tasken i bagagerummet. Sandet er så varmt, at han vil brænde sig på det, hvis han tager skoene af. Derfor tømmer han som det første skoene, da han er kommet helt ned på stranden, hvor sandet er fast. Så tager han strømperne af og ruller dem sammen til en bold, som han putter i den ene sko. Skoene lægger han i tasken, da han har slået sandet af sålerne. Han ser sig tilbage før han begynder at gå. Langt borte bryder strandgæster op. De skal hjem i sommerhusene og spise. Holde middagshvil i skyggen. Det er for varmt til andet. Usædvanligt varmt for Danmark. Den varmeste sommer længe. Han vender sig og sætter i rask trav. Denne del af stranden er stenet og uinteressant som udflugtsmål for de fleste.

Et sted til højre, inde over heden, kan han høre en lærke. Ellers er der kun havets puls. Og hans. Nu kan han se stedet. Tre store sten, to grå i forskellig størrelse og en større rød. Der er flere tidsler, end han husker.

Det varer lidt, inden metaldetektoren fører ham til det ønskede. Først må han grave forgæves efter et par rustne mønter og en enkelt nøgle. Han takker sig selv for at have forudset, at det kunne blive svært at finde den nøjagtige placering igen uden et hjælpemiddel. Da den lille spade rammer jernpløkken, trækker han den op og fortsætter til han når boksen, som han hurtigt graver fri. Han børster det værste sand af med en klud, som han vikler boksen ind i, inden han lægger den i tasken. Han fylder hullet og går tilbage til bilen.

Corvetten lyner. Han mærker et uventet ubehag ved synet af den. Den påkalder sig opmærksomhed. Kræver opmærksomhed. Han må finde noget andet at køre i. Så ryster han ubehaget af sig og smider tasken i bagagerummet. Gps’en viser ham vej til sommerhuset. Der er anlagt nye veje, siden han var her sidst. Da han har parkeret og fundet nøglen, bærer han tasken og den resterende bagage ind. Der lugter af stillestående, støvet luft og varmt træ. Han skyder terrassedøren til side og sætter de få varer, han har købt, på plads.

Tasken står på spisebordet. Han tager boksen af kraftig flamingo op og trækker den brede bræmme af isoleringstape af. Indholdet ser ud til at være uskadt i de klare plastposer, men det vil vise sig om lidt. Jo, skriften står lige så tydelig, som da han så den sidst. Hvad mon hans mor ville have tænkt, hvis hun vidste, at han havde læst hendes dagbøger? Havde hun levet i dag, ville situationen være en anden. Han er vokset, har lært sig selv og mennesker at kende fra alle tænkelige sider, siden han ved et tilfælde fandt og læste dem. Men der ville sikkert stadig være indhold i bøgerne, hun ikke ville bryde sig om, han kendte til.

Han havde sommerferiejob på en tankstation og var i færd med at forberede rejsen til USA, hvor han efter ferien skulle fortsætte sin uddannelse i internationale studier på University of Chicago, da hans mor blev syg og døde et par uger efter. Hun døde af en ikke smitsom hjernebetændelse. Lægen mente at den skyldtes en kraftig influenza. Alle var i chok. Han arbejdede sig gennem sorgen ved at koncentrere sig om studierne.

Dagbøgerne blev et par år senere årsag til, at han forlod Danmark i en tilstand af sorg, vrede, skam og forvirring og først vendte tilbage, da han for nyligt blev ringet op af søsteren, som fortalte, at deres far lå for døden. Vreden havde han for længst bearbejdet, men der havde ikke været noget, der for alvor trak ham tilbage til Danmark. Søsteren, Charlotte, havde sammen med sin mand, Erik, og børnene, Ida og Frederik, besøgt ham og Nancy i Chicago flere gange.

Hans far med det lyse sind viste sig i hans mors dagbøger fra en side, han havde svært ved at tro på. Det gav ganske vist smertefuldt genklang, når hun beskrev hvordan hans far umærkeligt vendte deres børn imod hende. Han ignorerede aftaler med hende, eller lukkede sig tavst om sig selv, men var altid til stede for børnene, når han var hjemme. Hvis de ikke var til besvær. Det var derfor nemt at være den milde far. Hun blev den vrede mor, den der måtte håndtere svære situationer på egen hånd. Hans far undveg konflikterne. Og viste med sine afvisninger af hende, at det hun stod for, ikke var værd at have med at gøre. Det så han ikke dengang. Han tænkte i mange år, at hans mor måtte have en forvrænget opfattelse af tingene. Senere indså han, at virkeligheden har mange facetter; at vi sjældent bemærker det magtspil, der foregår mellem mennesker omkring os, når det ikke direkte berører os selv. Han så ikke den passive aggression, hans far udøvede over hans mor. Han tror heller ikke, at hun så det selv. De var statister i et drama, formet at konflikten mellem de forudsætninger, de hver især bragte med sig, men som ingen af dem var bevidste om. Hans far var ikke vant til krævende kvinder. Hans mor var, som enebarn uden en far, ikke vant til mænd.

Hans mor blev bragt til tavshed med en tavshed, hun gik til grunde i. Blev kvalt i. Hun blev gjort uværdig i sine behov, usynlig i sin oplevelse af tingene. En usynlighed der ville være total, hvis det ikke havde været for dagbøgerne. Han standser i sin tankerække. Var hans mor virkelig usynlig? Nej, langt fra, det var hendes temperament for heftigt til, men sider af hendes personlighed blev gjort uværdige. Inderligheden, det sårbare og kreativiteten som hans far ikke så. Et billede hun havde malet, som hang på væggen, men som han først så efter syv år, da hun hængte det et andet sted. Sider der sygnede hen i mangel på næring og anerkendelse. Sider der med tiden tog sig underkendelsen grusomt betalt. Han havde helst været fri for den viden om hans forældres intime liv, som læsningen af bøgerne også indviede ham i.

Dagbøgerne var ikke tænkt til at blive læst af andre. Han fandt dem ved et tilfælde i en af kasserne, der stod klar til lossepladsen, da hjemmet længe efter blev ryddet for hendes ting; da den nye kvinde skulle installeres. Eller flytte ind. Nu skal han være ordentlig. Hun havde ikke andel i de forhold, der herskede i familien. Bøgerne lå i et ulåst træskrin, som han tænkte, han kunne bruge til noget. Nogen, måske hans far, må have kastet et blik i dem og ment, at det nok var bedst at skaffe dem ud af verden.

Hvorfor skaffede han dem ikke af vejen, da han havde læst dem? Måske fordi de var dokumentationen af et liv, der var af betydning for ham, et liv der ikke længere kunne tale for sig selv. De var en udvidelse af hans viden om en kvinde, han troede han kendte. Godnathistorierne, lektiehjælpen, madpakkerne, det rene tøj, hendes knus, sang og høje latter kendte han. Og hendes vrede. Men dette kendte han ikke. I stedet skjulte han bøgerne på stranden, fordi der stod ting i dem, som ikke tålte dagens lys. Ting han ikke kunne bære, at nogen skulle vide om hans forældre. Hverken hans søster eller nogen anden i familien. Som da han læste om sin far, der fuld og flæbende i et anfald af anger havde betroet hans mor, at han havde været hende utro og kunne været blevet far, men at hans elskerinde gennem flere år fik en abort, fordi fostret sad udenfor livmoderen. Hun var steriliseret, men blev gravid ved et uheld. Han sørgede over tabet af det barn, der kunne være født. Det var de år, hvor hans far sjældent var med i sommerhuset. Han havde altid travlt i ferierne. Nu vidste han, at farens forkortede efterårsferie et år skyldtes, at hans elskerinde havde brug for ham til at holde hende i hånden, mens hun fik foretaget en abort. Han forsøger at forestille sig det øjeblik, da hans far fortæller hans mor den nødvendige løgn.

Men der stod meget andet i bøgerne, selvom hans mor langt fra førte dem på daglig basis. Bøgerne syntes at være det sted, hun betroede sig, når der ikke var andre at betro sig til, når verden omkring hende ikke havde plads til hende. Der stod ting, der viste hans mor fra en side, han ikke kendte. En tænksom side, som hun tydeligt skuffet ikke kunne dele med hans far, som anså den slags tanker for at være unyttigt drømmeri. Måske lod hun kun bøgerne kende dem, selvom hun også skrev om veninder – og en hemmelig forelskelse. Som så vidt han kunne læse, forblev hemmelig og uforløst. Men den var for et par år med til at give hendes hverdag og notater en særlig lyrisk glød. Det var en gift kollega på skolen, hvor hun var lærer.

Hvorfor forlod hans mor ikke hans far i stedet for at blive ædt op af sin mands følelsesmæssige fravær og mangel på seksuel interesse? Øjensynligt fordi hun elskede ham. Det var det, hun skrev. Også efter af han engang have indrykket en annonce i hendes navn, hvor hun angiveligt søgte elskere. Avisen skrev til hende for at undersøge, om hun var den, der stod bag annoncen. De optog kun kontaktannoncer efter personlig henvendelse. Hun blev såret og rasende. Hvad havde hans far regnet med? At nyde hendes forbløffelse, når svarene begyndte at komme? Langt senere lod den form for leg til at blive en slags besættelse hos hans far.

I de første mange år elskede hun ham. Hun forsøgte at få ham til at se og anerkende, hvem hun var. Men ikke til sidst. Til sidst var hun bare for træt til at gå. Hun frygtede for at tage magten over det liv, der ikke lod til at være værd at tage magten over, og var fyldt af væmmelse ved at have krænket sine egne grænser så dybt, at hun ikke længere vidste, hvem hun selv var. Mange af notaterne i dagbøgerne kredsede om den frygt, og hendes følelse af ikke længere at vide, hvem hun var; af at have mistet sin betydning og sit værd.

Han blev vred på sin far. Blev han for vred, for uforsonlig? Kom han til at ligne sin far i sin vrede? Havde han gjort sin mors sorg til sin vrede for at dæmpe smerten ved sine egne tab: Sorgen over tabet af sin mor og den far, der ikke tog følelsesmæssigt ansvar og viste vej i hans liv ved at anerkende det kvindeliges værdi?

Men hans mor havde forventet noget af hans far, han ikke var i stand til at give. Hans far var fanget i sit eget drama, som også hun var det. Hun havde gjort sig afhængig af hans fars anerkendelse. Det måtte være derfor, at hun til sidst lod sig overtale til at lege med i den leg, hans far tændte så stærkt på: at forestille sig eller overvære sin kone blive taget af en anden mand. Når de siden var seksuelt sammen kun hun og ham, var det tydeligt for hende, at det var hans forestillinger om hende sammen med en anden, der tændte ham, og ikke hende. Bøgerne indeholder udførlige beretninger om de gange, hvor det foregik. Det knuste hende.

Det er forventninger, der gør mennesker sårbare, ensomme og bitre. Han har med tiden lært sig ikke at forvente noget. Det har gjort livet enkelt. Når han ingenting forventer, er det nemt at holde sig fri af andres drama. Han er uafhængig af deres velvilje eller mangel på samme. Det er ikke det samme som ikke at kunne elske. Han sad sammen med sin søster ved farens dødsleje uden at føle andet end dyb medfølelse med et menneske, der gennem hele livet havde været ude af stand til at anerkende sin egen og andres sårbarhed. Han følte, at han havde sluppet ham for længe siden. At det længe havde været for sent at forsøge på at genoprette forholdet. Faren havde efter nogle forgæves forsøg i begyndelsen opgivet at holde kontakten med ham. Han havde været utilnærmelig.

Faren sov ind uden på noget tidspunkt at komme til bevidsthed. Hans kone døde for et par år siden. Måske tog han lige så mange hemmeligheder med sig i graven, som dem der blev afsløret i dagbøgerne. Ting han vidste og ikke vidste om sig selv. Men søsteren havde set det, faren ikke selv så, og elskede sin far alligevel. De havde snakket om det gennem årene. Det var hende, der holdt kontakten med ham i USA. Hun hjalp ham gennem den fornyede sorg og vreden. Men han fortalte hende aldrig om dagbøgerne.

Nancy skal hentes i Ålborg i morgen aften. Han tager en øl i køleskabet og sætter sig med stakken af bøger. Da natten er dybest, tænder han op i den gamle olietønde bag huset. Han kaster dagbøgerne ind i ilden, én efter én.

 

 

Note: De noveller, jeg tilføjer denne note, skal ikke nødvendigvis opfattes som færdige. Novellegenren er uvant for mig, så der kan forekomme redigering.

 

 

 

 

Advertisements