Himlen er høj og klar efter at have været dækket af lave, grå skyer i flere uger. Temperaturen er faldet markant, vinden er isnende og lårene bliver følelsesløse af kulde, når jeg er ude. Så jeg holder mig inde. Jeg sidder i stedet ved vinduet i stuen og ser ud på haven og markerne bag haven. En stæreflok og sangsvaner i grupper trækker langs en rosa horisont. De er måske på vej sydpå på grund af den pludselige kulde.

Jeg begynder at se nogle linjer i vores forhold, jeg ikke har bemærket før. En forskydning af perspektiver, der overrasker mig. Især overrasker det mig, at jeg ikke har set det før. Det er så indlysende. Du lever en side af mig, jeg ikke vil være ved. På samme måde lever jeg en side af dig, du ikke vil være ved. Vi er ikke hele uden hinanden. Og alligevel er vi hele, for vi bærer hinanden som muligheder, vi langsomt folder ud.

Din galskab og vrede imod den bestående orden er også min. Min umiddelbare glæde ved livet og naive tro på det gode i menneskets natur er også din.

Din søster ringer fra sygehuset. De har sat gang i din opvågning. Jeg finder æsken med dine minder og tager en af tingene. Inden jeg forlader huset tager jeg også en bog i reolen.

En lille pige trækker sin mor i frakken og peger, da jeg forlader bilen. – Se, mor! Moren smiler og de vinker begge to. Jeg vinker tilbage. På vejen op til din stue støder en sygeplejerske ind i en patient De ser begge på mig. Lægen, jeg kort taler med, inden jeg går ind, undviger at se mig i øjnene. Han fortæller mig, at den kunstige koma ser ud til at være ophævet uden komplikationer. Du er ved bevidsthed igen, om end meget svag. Din mor og din søster er hos dig. De fortæller, at du har været kortvarigt vågen, men uden at sige noget. Du virkede forpint. Jeg sætter mig ved vinduet og begynder at læse. Kort efter tager de af sted, men vil komme igen senere.

Jeg kan ikke koncentrere mig om bogen. Den lukker sig i skødet på mig. Jeg befinder mig bedre med den banale virkelighed af mennesker, der forsøger at finde vej igennem sig selv. Tykke kvinder i tynde blondebluser af acryl og drenge udsat for psykisk hærværk. I stedet rører jeg ved min næse og ser dig for mig i en hujende og splitternøgen cancan med Kong Henrik. Gamle jas, griner du hikstende og falder ham om halsen, da I ikke længere kan holde tempoet, gamle jas, du er lige så vidunderligt arrogant som mig.

– Symposium. Du burde altid gå med klovnenæse.

Dit smil er det spinkle, gyldne skin af sol gennem et glas pinot gris på terrassen en sommeraften.

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements