Det smuldrer. Jeg kender denne fornemmelse. Jeg ved, den er uafvendelig, men den er ikke mindre grufuld af den grund. Følelsen af at springe fra isflage til isflage på stumper af det, der engang hang sammen. Jeg var rolig. Jeg havde overblik. Nu smuldrer det. Situationens alvor begynder at trænge sig på. Din tilstand berører alle aspekter af min tilværelse. Jeg forventes at tage beslutninger på dine vegne, fordi jeg er den, der står dig nærmest. Jeg må afvise en del af disse forventninger for at beskytte mig selv, for at bevare lidt af mit overblik. Jeg er den stærke, der kan klare alt; den der belært af erfaring ved, at der ingen hjælp er at hente, når verden falder fra hinanden, og derfor har lært ikke at spørge. Det er på den måde, jeg springer fra flage til flage nu. Jeg slukker små brande hvert sted. Hver flage er et fragment af virkeligheden, jeg skal forholde mig til. Og så, en dag, begynder det hele at hænge sammen igen på en ny måde. Men ikke nu.

Jeg lærte noget om mig selv i de år, vi var adskilt. Jeg indså, at jeg ikke var i stand til at se ud over mine egne problemer i den tilstand af stress, jeg befandt mig i. Jeg havde ikke kræfter til at være noget for andre end mine nærmeste, selvom jeg gerne ville. Og det havde jeg knapt nok. Jeg forstod, at jeg var nødt til at tage mig af mig selv for at finde et sted i mig, hvorfra jeg kunne give til andre – i den form, de havde brug for at modtage noget; ikke i den form jeg læste mig selv ind i deres situation. Jeg måtte finde og tage årsagerne til min tilstand alvorligt. Jeg måtte tage mig selv alvorligt. Jeg lærte, at jeg ved at tage mig selv alvorligt, blev i stand til at tage andre alvorligt. Når jeg i dag ikke føler mig set af andre, kender jeg årsagen. De er opfyldt af deres eget. Jeg accepterer det. Det er også det mest indlysende at gøre, men det er ikke det, mennesker i almindelighed gør. Vi har det med at forvente noget andet end det, der er tilfældet.

Din bedste ven sidder ved din seng. Jeg sidder på en stol ved vinduet. Han ser på dig. Han holder din hånd. Hvad ser han? Ser han det samme som jeg? Din bedste ven er også min ven, men jeg rejser mig og går, fordi der er et helligt sted i jeres forhold, jeg ikke har adgang til. På samme måde som han ikke har adgang til det helligste mellem dig og mig.

Han sætter sig ved siden af mig, da han kommer ud. Vi sidder et stykke tid uden at sige noget.

– Nogle ting bliver mærkeligt klare. Ting jeg ikke normalt tænker over. Hans evne til at gribe en tankegang. Følelsen af at blive forstået umiddelbart. Tabet af denne lethed.
– Ja. Det lyder som ham. Og dig. Han siger noget, og du forstår også ham umiddelbart. Tror du der ville opstå den samme form for bånd mellem ham og en, der ikke tænker som ham?
– Ja … men ensidigt. Så i grunden nej.
– Jeg tror, der ville. Eller kunne. Det er ordløst. Ikke baseret på tanker. Det er en beslutning, han tager. En vilje til at møde og rumme den anden på den andens betingelser. Når det ellers giver mening for ham.

Er du en helgen? Nej, det ved gud, du ikke er. Din infame stædighed, når du har sat dig noget i hovedet, er berygtet blandt venner og familie. Den kan gøre dig utålelig at omgås. Ignorantisk, kaldte du den engang. Og din trang til at teste graden af overbærenhed hos de mennesker, der elsker dig. Eller helt tilfældige. Du laver scener. Over småting. Det kan næsten se ud som om, du måler menneskers kærlighed i deres evne til at bære over. Du kan være en pestilens på den måde. Men jeg har valgt at se det positivt. Du ville ikke gide, hvis jeg ikke betød noget for dig. Og jeg ville ikke gide at holde det ud, hvis du ikke betød noget for mig. Af og til kan det virke som en galskab, du forsøger at holde i ave, uden at det lykkes for dig. Andre gange er det en styrkeprøve. Du vil se, om du kan bringe andre ud af fatning. Og når du ikke kan, men får tilbage af samme slags, har du fundet en, du kan respektere. Du er virkelig en mærkelig mand.

Virkeligheden. Meningen. Jeg har stadig ikke fundet den. Viden der forandrer sig i mødet med nogen, der ved noget andet end det, jeg ved. Skriften. Bøgerne. Bøgerne giver mig ikke noget svar. Erindringen. Og samtalen. Det jeg husker eller mindes om og det jeg glemmer. Hvert øjeblik er en ny konstellation.

– Du er mere filosofisk, end du selv er klar over.
– Nej.
– Der ser du.

Din humor. Men jeg er ikke specielt filosofisk anlagt. Ikke på den intellektuelle måde. Hvis jeg er filosofisk, er jeg det på en jordnær måde. Jeg kan lide tanker, der kan bruges. Nyttige tanker. De må gerne have deres udspring i lange, filosofiske tankerækker, når blot de kan omsættes til gavn for det daglige liv, det fælles liv.

Jeg forsøger at tænke praktisk, gøre normale ting, at nå fra A til B uden at tabe den tråd, der normalt er en selvfølge. Udføre rutiner, der pludselig ikke længere er rutiner. Køre bil, handle ind. Jeg forsøger at holde styr på tankerne. Jeg forsøger at holde visse tanker på afstand. Jeg forsøger. Med al den viden, jeg har om tab, smerte og sorg, ved jeg, at jeg før eller siden bliver nødt til at give kroppen lov til at mærke. Helt.

Der stod en kurv foran døren en dag, da jeg kom hjem. Amarone og lasagne. Lasagnen var stadig varm. Fra en ven, stod der. Amarone er din yndlingsvin, ikke min. Men det var kærligt tænkt. Jeg blev rørt.

Jeg sidder ved din seng. Jeg ser på slanger, der forbinder dig med maskiner, som viser din tilstand. Jeg ser på dig. Jeg får denne fornemmelse af nærvær, der længe var borte. Vil du beslutte dig for at leve eller dø?

 

 

 

 

 

Advertisements