Solsortene hopper i ahorntræets grene, mens de skiftes til at dykke ned i det visne løv for at søge efter biller og regnorm. Der er ingen lyde, jeg har lukket alle vinduer og alle ører. Naturen kører en stumfilm, kun af og til afbrudt af forklarende undertekster som: De forsvandt. Naboen går forbi med sin hund.

Jeg har hele tiden troet, jeg skulle dø før dig. Det forekom at være den rigtige rækkefølge. Jeg er adskillige år ældre end dig. Men tilfældet kan have andre planer. Biler der skrider ud på glatte vejbaner for eksempel. Lægen svarer undvigende, når jeg spørger om prognosen. Det er ikke til at sige sikkert, erfaringer viser at det kan gå den ene eller den anden vej.

Din datter mindede mig om et siv, da hun forlod stuen sammen med sin mor. Et siv der står tilbage, når stormen har lagt de nærmeste ned, og der ikke længere er noget at stå der for. Jeg mødte dem på gangen. Hun så fjernt på mig og lænede sig mod mig. På samme lette måde som du så tit har gjort, når du sidder ned og jeg står op. Jeg lagde armene omkring hende. Forsigtigt, bange for at skade hende. Din ekskone så væk, men sendte mig et brændende blik, da hun nikkede til farvel. Jeg måtte sætte mig mens et anfald af kvalme og svimmelhed tog af.

Din absurde humor. Den der kan få mig til at rase og grine overgivent på samme tid. Din omhu og den ømhed der lyser ud mellem dine tilsyneladende uskyldige, tilsyneladende tilfældige ord. Du vil se, om jeg kan fange dig i flugten, om jeg kan bære dit drilleri. Du fører din humor med samme varsomhed, som du fører dine hænder. Varsomt og dog ikke; som varme der bliver til gysen, når gløden forsvinder. Som nu.

Men jeg opvarmes ikke længere ved en ydre ild. Jeg sidder ved din seng og brænder eller hviler kinden mod en kølig birk i haven. Lige nu står jeg foran vores vægge af bøger og mærker ordenes vægt, deres alvor. Nogen har skrevet dette af nødvendighed. Nogen har søgt efter en mening, som jeg søger efter en mening, igen. Mening er ikke statisk. Hver afgørende forandring sætter den eksisterende mening til genforhandling. En ny mening synes at dæmre bag ordenes skygger, når den skrivende har givet slip på dem. Først da. Det har vi snakket om så tit, men vi har aldrig snakket om meningen med netop denne situation.

Som om tab er noget nyt for mig. Det nye i mit liv er fraværet af tab; dét at vide mig elsket af dig under alle omstændigheder, død eller levende. Det er den mening, du har givet mig. Den viden jeg brænder med. Den viden jeg har brændt med, siden vi mødtes allerførste gang. Men dengang vidste jeg det ikke. Jeg kendte ikke til denne særlige tilstand af nærvær. Jeg troede jeg var blevet skør. Men du, du har altid vidst det.

 

 

 

 

 

Reklamer