Dine hænder. Deres varsomhed. Den kan stadig knuge mig om brystet, så jeg får svært ved at trække vejret. Jeg kender ikke andre, der kan gøre det samme. Det er kortvarigt. En svævende, næsten usynlig tøven og en let berøring. Som en velsignelse. Jeg bærer dine velsignelser med mig. Jeg er rig på dine velsignelser, om end jeg ikke er helt sikker på deres holdbarhed.

Du bad mig engang, inden vi rigtigt havde lært hinanden at kende, om at fortælle dig, hvad det særligt var jeg fik af dig. Først kunne jeg kun svare: hele dig. Fraværet af dig var meget virkeligt. Dengang boede vi i hver sin by uden mulighed for at besøge hinanden særligt tit. Men så tænkte jeg over det og skrev et brev.

Det er oplevelsen af, at du vil have alt, hvad jeg er; at ingenting af mig er for usselt. Ømheden i dit blik når du betragter mig uden at vide jeg ser dig – i en rude eller når du tror jeg sover. Dine omfavnelser, som ikke ligner omfavnelser jeg kendte, før jeg mødte dig. Og jeg har trods alt været både længe gift og ikke særligt tro. Dine omfavnelser er dunede, kølige vinger mod min brændende hud. Du er det eneste helle, jeg ved jeg kan læne mig op af uden at frygte at falde. Du er følelsen af hjem og genkendelse, af kendte og skattede kroge ingen andre værdsætter. Og det er det, at du som det naturligste i verden læner dig på samme måde op ad mig, er hjemme i mig uden at frygte at falde. Jeg vil have alt, hvad du er. Jeg kan bære alt, hvad du er.

Jeg fandt brevet i aften. Du har gemt det i en æske sammen med billeder af din datter og få andre mindeværdige ting. Jeg har ikke haft det på samme måde med andre. Den der følelse af at være helt villet.

På sygehuset sagde de, at de er nødt til at holde dig i koma indtil dine læsioner er helet nok til at du kan tåle at vågne. Jeg tror, at du har forladt mig, at vores korte tid sammen er forbi. Jeg kender denne følelse af fravær, af at være overladt til min egen styrke.

Der gik mange år før vi så hinanden igen efter et enkelt, skæbnesvangert møde. Et surrealistisk møde, som jeg aldrig kommer til at forstå betydningen af. Udover at det var det første skridt på vejen til dig. Det var et guddommeligt og brutalt møde. Jeg var nødt til at hade dig for ikke at gå til grunde i længsel efter dig. Kort tid inden du kontaktede mig for at foreslå et møde, havde jeg endelig slået mig til tåls med aldrig at se dig igen. Jeg havde lært at leve med savnet. Så, dagen inden du ringede, skred det. Jeg krøb hulkende sammen om tabet og savnet af dig. Det var helt idiotisk. Nu er der kun kærligheden tilbage. Jeg kender min styrke i dit fravær. Du viskede hadet bort med dine hænder.

 

 

 

 

 

Reklamer