Dyb indånding. Sådan begynder teksten. Tommel og pegefinger på min venstre hånd er viklet ind i toiletpapir gennemvædet med aloe vera. Jeg brændte mig på bradepanden, da jeg ville tippe den for at suge sky op. I situationen glemte jeg, at den var brandvarm. Sådan er virkeligheden. Hurtig på aftrækkeren, når man er træt og ude af fokus. Du findes et sted i den som en halvt færdig sætning i mit liv.

Billeder. Sætninger er billeder. Wittgenstein ville kalde dem sagsforhold. Tankens logiske perception af rum og tid. Men gælder tankens logiske form hele bevidstheden? Kunne det være sådan, at underbevidstheden opfatter på en anden måde? På samme måde som drømme? Er vi hinanden, der drømmer os selv?

Jeg vil trænge igennem dette. Når jeg er trængt igennem dette, vil du stå nøgen foran mig. Du vil ikke kunne undslippe.

– Jeg ligger kun i ske med dem, jeg elsker. Du er lige blevet kneppet i en halv time. Det må være nok.
– Nej. Hvis du tror, dine følelsesløse penetreringer er af nogen værdi for mig, er du ude af stand til at læse sårbarheden i den situation, vi befinder os i. Du har ganske enkelt ikke set mig. Jeg har heller ikke noget krav på at blive set, men jeg har grund til at fjerne mig fra destruktive situationer. Hvis det er med den forståelse for mennesker og dig selv, du skriver dine bøger, af hvilken værdi er de så for nogen? Inden jeg får tøj på og går, kan du spørge dig selv, om det kun var din pik, jeg kom for at besøge.
– Jeg kan også lade være.
– Det står dig frit for.

Jeg så dig være mere end pik. Ved du hvor meget du lod mig se? Jeg kunne have ødelagt dig. I stedet var det mig, der gik til grunde. Den jeg var engang. Den der var bange for andre menneskers magt, deres vrede.

Aristoteles’ poetik: fortællingen skal have en begyndelse, midte og slutning, et plot bygget over en fabula. Sådan er den klassiske fortælling konstrueret. Men alting kan være anderledes. Fortæl det ikke, vis det, er en anden regel. Jeg er ligeglad. Jeg skriver som det passer mig.

Fragmenter af et hullet menneskes selvportræt. Det er din skrift. Det er alles skrift. Et forsøg på at stoppe huller og skabe mening med de midler, vi har til rådighed. Vrede, for eksempel. Og fastlåste perspektiver.

Traumer nedfældet som handlingsforløb med genkendelige aktører, arketyper, i den kollektive psyke. Sagn. Eventyr. Flugt. Fra det der er for svært at bære. Virkeligheden. Vi folder den ud, gør den synlig. Til hvilken nytte? For de, der læser, er det ikke andet end underholdning. Kortvarige rystelser i følelsesapparatet, hvis kilder nogen ser sig kvalificerede til at have en faglig mening om. Det sker at der synker noget brugbart til bunds. Brudstykker af skrift læsere kan tage med sig ind i virkeligheden som tøjrepæle af værdi, af mening.

Jeg vågnede i nat. En tanke blev ved med at gentage sig selv. Han er ligegyldig, fortalte den mig. For hver gang tanken gentog sig, følte jeg mig lettere. Det er så længe siden, det er uden betydning, sagde tanken. Men jeg er stadig vred. Edderspændt rasende. Når vreden er så stor og opslugende, kan det umuligt være dig, jeg er vred på. Så på den måde er du faktisk uden betydning. Du var bare den der udløste vreden på det tidspunkt i fortællingen, hvor jeg ikke kunne bære mere. I stedet for at vende vreden udad, vendte jeg den indad. Jeg imploderede. Blev skør. Jeg var bange for vreden, overvældet. Den var et fremmedlegeme, der krævede al min opmærksomhed. Det, den krævede, var at jeg gjorde mig bevidst om den. Det tog lang tid.

For at blive bevidst om min vrede, var jeg nødt til at se hvornår og hvorfor jeg begyndte at underkende den. Jeg var dernæst nødt til at se alt det i verden, der er grund til at være vred over. Det jeg hidtil havde lukket øjnene for, fordi det ikke var til at bære at se, når jeg ikke havde lov til at blive vred. For det havde jeg lært, jeg ikke måtte. Jeg var også nødt til at se, at jeg har ladet min fortrængte vrede få afløb som passiv aggression i forsøg på at manipulere og misbruge min magt til at få min vilje imod andres interesser. Jeg var nødt til at se, at jeg har et temperament, som kun tjener ødelæggelsen, når jeg holder det nede og skjult.

Jeg var nødt til at se, at jeg er nødt til at tale, nødt til at skrive og udfylde mit hullede portræt med mening. Jeg var nødt til at se, at jeg kan være nødt til at ødelægge for at skabe grobund for sundere alternativer.

Du var klar over, at din bemærkning ville gøre mig ondt. Du kunne umuligt vide hvor meget. Det var et valg, du tog for at beskytte dig imod foragten ved at have rettet dig efter den forventning om sex, du så hos mig. Du overskred dine grænser for at tækkes mig i denne uudtalte forventning. Eller for at føje en konvention om sex mellem en mand og en kvinde, der mødes og drikker sig fulde i hinandens selskab. Og, ja, jeg havde lyst til sex, men ikke i den form der blev tilfældet. Slet ikke. Det lignede bare mere af det, jeg netop havde lagt bag mig. Årtiers tilværelse som genstand for et blik, der ikke kunne se, hvem jeg virkelig var. Et blik jeg lod forvrænge min opfattelse af mig selv, så jeg til sidst troede, det var noget endnu mere radikalt, jeg længtes mod. Jeget der underkaster sig den totale dominans. Og nu også dig. Dig der skrev så følsomt at jeg græd, når jeg læste dine digte. Du så mig ikke. Eller gjorde du? Så vi noget for os selv skjult hos hinanden?

Dine konkrete hemmeligheder er, på trods af hvad du kunne have grund til at frygte, sikre hos mig. Det er kun dig, der kan genkende dig selv, når du læser mine tekster. Det er desuden en anden nøgenhed jeg søger og ser ud til at have fundet. Jeg har set det, der er at se. Jeg har set underbevidstheden drømme sine konflikter ind virkeligheden og bringe den skrivende til inspiration. Jeg har set forfatteren indefra. Jeg har set, at der ikke er noget at længes efter, at det er kamp hele tiden, kræfter der slider og æder dig op, indtil teksten begynder at flyde og finde form. Jeg har set skriften dominere jeget, og jeget give smertefuldt efter.

For et par uger siden drømte jeg om mandelslanger. Det var det navn, jeg gav dem. Smukke brun-hvide slanger med mandelformede aftegninger. Jeg spurgte mig selv, hvad de betød. Amygdala er mandelformet. Amygdala styrer psykens reaktioner i pressede situationer. Kæmp, flygt eller lig død. Jeg har ligget død alt for længe og flygtet for længe. Jeg kan ikke længere flygte. Nu er jeg tvunget til at kæmpe for at skrive.

Vreden er ikke bare vrede, den er kreativ energi, der ikke har fået lov til at komme til udfoldelse. Måske fordi den har været alt for vild og ustyrlig. En kraft af den slags der skræmmer andre og den, der fyldes af den. Det kan være sådan det er at være et skabende menneske. Det kræver vilje og evne til at tæmme kraften, når den slipper fri af underbevidstheden, så den ikke drukner bevidstheden i galskab og overmod.

Sætninger er billeder, tankens logiske form. Den klassiske fortælling begynder med en optakt, der fører historien videre til håndteringen af en konflikt, hvoraf den logiske slutning følger.

– Selv clairvoyante må følge logikkens regler.
– Ja, men hvilken form for logik?

 

 

 

 

 

Reklamer