Granerne skyder forrevne silhuetter ind i himlen. Der er stjerneklart. Hun sidder i mørket og kigger ud, søvnløs og for rastløs til at læse eller skrive, endnu ikke landet efter den lange køretur. Og da slet ikke landet efter den seneste tids stress på arbejdet. Tilfældige sætninger og stumper af samtaler dukker op og forsvinder, nogle gentager sig. Særligt én sætning bliver ved med at vende tilbage. Den lyder som noget fra en knaldroman. Eller en lærebog for børn. Hvor kommer drømmene fra? Det enkle svar peger med sig selv på kilden til spørgsmålet. Du tænker for meget, siger hun til sig selv og går ud for at koge vand til kaffe.

Hun tænker på jobbet – der vel ikke adskiller sig fra tilværelsens omstændigheder i almindelighed. Du kan ikke acceptere det. Hun telepaterer til det stumme billede af sig selv i køkkenvinduet. Psykopatien, det afstumpede og indskrænkede der afslører sig selv overalt, også i dig. Lys der alt for blændende driver et mørke frem, ligesom når du kigger ind i en tændt elpære. Jo mere lys, des dybere er mørket. Karismaens og det fuldstændiges bagside. Selvbenægtelsen vi peger fingre med, vasker hænder med, kaster sten med. Men du er nødt til at acceptere det, nødt til at vedkende dig mørket, inden du når at stirre dig helt blind på lyset. Du er nødt til at kaste skygge og gøre dig skyldig hvis du vil være synlig, være til stede, være levende.

Hun sætter sig ind i mørket med kaffen. Orion træder tydeligt frem. Jægeren med hævet bue og sit sværd i bæltet. En smuk kæmpe født af Gaia besvangret med gudepis og okseskind, guders svar på en bøn fra en barnløs mand. Orion, som kong Atlas lod blinde for at begære Pleiones og Atlas’ syv døtre, Plejaderne. Blindt ragende fra træ til træ i Boiotiens skove fulgte han lydene fra Hefaistos smedje. I medlidenhed gav Hefaistos Orion en af sine lærlinge som følgesvend til havet, hvor Orion vendt mod morgenrøden tændte sine øjnes lys med solens første stråler. Da han vendte tilbage til skovene for at finde Plejaderne, forvandlede Atlas dem i vrede til syv hvide duer. Orion skød efter duerne og fornemmede da, hvem de var. De syv søstre som Orion sammen med sine to hunde, Sirius og Procyon, jagter hen over nattehimlen med Skorpionen i hælene, men aldrig synlige på samme tid. Misundelig og jaloux over søsterens og jagtens gudinde Artemis’ hengivenhed for Orion, som hun havde oplært til at blive en dygtigere jæger end Apollon, lod Apollon Orion angribe af en skorpion. Efter en kort kamp fik Orion et dødeligt bid i hælen. Til ære for de berørte og til belæring for mennesker lod Artemis og Apollon beretningen være tilgængelig for alle som stjerner på himlen. Fortæller en af myterne. Hun smiler.

Da hun endelig tager sig sammen til at tænde lyset for at skrive, finder hun en lap papir, Når du omgiver dig med klovne, skal du ikke lade dig overraske hvis dit liv ligner et cirkus. Det er ikke hendes skrift. Den må være efterladt af de seneste gæster. Hvad så hvis jeg er klovnen? Ja, så er det vel det samme. Hvilken slags klovn ville hun være? Jokeren fra The Dark Knight eller Charlie Chaplin? Helt klart mere Chaplin end Joker.

I stedet for at give sig til at skrive finder hun en version af Smile med Michael Jackson på Youtube og kobler pc’en til forstærkeren. Dér kan man tale om et menneske ramt af benægtelse; en sort-hvid problematik der er så tydelig, at det gør ondt og fascinerer på samme tid. Et menneske der ikke kan forlige sig med mørket i verden og sig selv. Heller ikke sin hudfarve eller de træk, der forbinder mørk hud med afrikanske rødder. Et menneske der af al magt ønskede at være noget andet end sig selv – og som troede på, at det var muligt.

Hun kan kun gætte sig til årsagerne. Hendes kendskab til Jacksons historie er begrænset til den smule, hun har læst på internettet. Et barn med et sårbart sind der blev mere påvirket af farens fysiske og psykiske tugt end de ni øvrige søskende øjensynligt gjorde. En dreng der ikke blev påskønnet som sig selv, og derfor higede efter at være noget andet. Noget der ville gøre ham fortjent til kærlighed. Faren havde ofte sagt til drengen, at han havde en fed næse. Hun ser Jacksons smalle, lige næse, den hvide hud og det med årene gradvist mere deforme ansigt for sig. Og en udstråling af angst. Det er ikke alt, der kan købes for penge.

Var det et kulturelt mørke, en strukturel racisme Jackson forsøgte at ophæve, eller var det frem for alt en forestilling om sig selv som uværdig og uønsket, han forsøgte at flygte fra med sine plasticoperationer? Måske var det begge dele. Kan man udslette mørket? Kan man ophæve diskrimination med diskrimination?

Hun vågner frysende i sofaen. Det er blevet lyst. Hun har drømt om ham. Hun genkendte ham ikke før sidst i drømmen. Hun er en af dem, der hjælper ham med at renovere en stor lejlighed, han vist har arvet i byen. Han har vildt skæg og tyndt, vildt hår. Iført stor, sort frakke er han det levende centrum i kredsen af mennesker. Hun er også sammen med en anden, yngre mand involveret i forberedelser til begravelsen af sin mor, der skal foregå samtidig. Det er lidt forvirrende. Hun genkender ham først, da hun i drømmen vågner i hans lejlighed. Hun ser lige ind i hans omsorgsfulde blik, der er så fyldt med ømhed, at hun løfter hovedet for at kysse ham. I det øjeblik genkender hun ham og i det øjeblik trækker han sig lukket tilbage.

Hun drømte også en anden drøm.

Med store øjne og trutmund stikker Rico sin pegefinger ind i pistolens løb og lyset går ud. Så tager han fingeren ud og lyset vender tilbage. Han slår sig på låret i stum og forbavset morskab sammen med børnene. Den hvide klovn ryster misbilligende på hovedet og fortsætter med vigtigere sager. Rico stikker fingeren ind igen og det samme sker med et stort knald. Da lyset vender tilbage ligger Rico i savsmuldet. Den hvide klovn ryster igen på hovedet og siger, Dumme, dumme Rico. Rico bevæger sig ikke. Den hvide klovn stiller sig med hænderne i siden og ser ned på Rico. Så sætter han sig med en abrupt bevægelse på hug. Da han vender sig mod publikum er det med rædslen malet i ansigtet.

 

Vi træder ind i dagene
fulde af sort sol og skorpioner.

 

 

Reklamer