Da hun efter flere dage, som har budt på en uventet og rystende meddelelse om kommende forandringer på hendes afdeling, vender tilbage til den lille dialog, er hun klar over dens ubehjælpsomhed. Den var et nødtørftigt udkast til en begyndelse. Ikke en slutning. I situationen følte hun en lille fryd ved at skrive den; ved forestillingen om at sætte ham på plads. Hun har selvfølgelig ikke sat ham på plads. Der skal andet til.

Hvorfor fryd? Hvorfor behovet for at sætte ham på plads? Hun mærker igen en stærk nødvendighed af at trænge til bunds i det, der knytter hende til hans anerkendelse. Eller snarere til følelsen af at være hans jævnbyrdige. En del skyldes en ubestemmelig vrede, der stammer fra fortrængte krænkelser i hendes liv. Vreden er ubestemmelig, netop fordi krænkelserne er fortrængte, og derfor ikke har et navn. En vrede af samme slags, som hun oplever i forbindelse med ændringerne på hendes afdeling. En afmægtig vrede. Den stumme vrede, man føler, når man ikke tilkendes retten til at have et sprog; til at blive hørt på en måde, der rækker ud med respekt og anerkendelse, så det respektfulde og anerkendende får lyst til at række tilbage.

Hun går ud i køkkenet og skærer en appelsin i både, som viser sig at være for sure. Tager et æble i stedet. Gnaver sig gennem det med tankefuld beslutsomhed. – Nej, der er ingen garanti for lykkelige slutninger. Hvad var det Duras skrev i sin bog At skrive? Hun finder stedet og skriver:

”jeg bliver ikke ved, jeg bryder op. Men jeg siger det, som alle føler, selvom ingen ved, hvordan de skal leve med det.”

Duras bliver ikke ved med at bekræfte det skabtes eksisterende orden. Hun bryder denne orden op ved at give det uudsigelige et sprog, selvom hendes sprog afslører det, der ikke er til at leve med. Hvorfor? Måske fordi hun ved, at vreden over det, der ikke er til at leve med, før eller siden vil overstige frygten for at handle imod den bestående orden. Det skabte vil gå i en smertefuld opløsning i det kaos, der følger. Lige som hun frygtløst går i smertefuld opløsning, når hun skriver. – Og måske fordi, Duras ikke kan lade være.

Hun er dødtræt. De seneste dage på arbejde har været hårde. Flere gange har hun følt sig svimmel. Hun går i seng og sover en urolig søvn afbrudt af ryk i ben og arme, susende fornemmelser i lænd og nakke og tryk i hovedet. Da hun vågner ved 9-tiden, har hun en lammende hovedpine, ondt i maven og koldsved. Hun melder sig syg, selvom hun ved, der allerede er én sygemelding. Hun tager to hovedpinepiller og vågner et par timer senere. Drevet af uro genoptager hun skrivningen. Når hun skriver, glemmer hun hovedpinen.

Driften mod død (der inspirerede Freud til hans teori om dødsdriften) og driften mod transformation (der inspirerede Jung til hans teori om individuation), som Sabina Spielrein identificerede i psyken, er måske to forskellige aspekter af det samme. Psyken søger sin frigørelse fra det, der ikke længere tjener et gavnligt formål. I denne proces går det unyttige sin egen død i møde, men tjener på samme tid transformationen.

Hvem ved, om en ny orden vil blive bedre? Så længe nogen gør krav på sandheden, vil der i det skabte være kræfter, det vil sige tankeformer, der skiller virkeligheden i sort og hvid. Vil de udbyttede ikke blot indtage udbytternes tidligere rolle, som det er set så mange gange før i historien? Vil dette ikke altid være følgen, fordi psykens vej til individuation går gennem bevidstgørelsen af modsætningspar i psyken, hvoraf én del er bevidst og den anden befinder sig i underbevidstheden, men kastes ud i verden som projektioner af det i os selv, vi endnu ikke kan acceptere; det vi oplever som en konflikt mellem os og det vi mødes af ude i verden?

Så længe vi ikke ser udbytteren i os selv, vil vi se virkeligheden fra den udbyttedes perspektiv og føle os udbyttet. Vi vil psykisk forblive i en tilstand af ubevidst dikotomi. Afmagt eller vrede; lammelse imod flugt eller kamp overfor det, vi oplever som en ydre overmagt, men som reelt er noget i os selv, vi uden at vide det underlægger os ved hjælp af ydre faktorer.

Eftersom kulturen er en afspejling af den kollektive psyke, findes dikotomien også i kulturen. Fx forventes det på den ene side, at en pædagogisk praksis tager afsæt i en metode, der opererer ud fra tanken om borgeres – herunder ansattes, for andet giver ikke mening – evne til at tage magt over og være aktører i eget liv i henhold til personligt grundlæggende værdier, mens der på den anden side fra politisk side kræves, at en organisation først og fremmest retter sig ind efter de krav, konkurrencestaten stiller til borgere, ansatte og ledelse om økonomisk effektivitet og resultater. Det er to uforenelige størrelser, som ikke bliver mindre uforenelige, når mangelfuld ledelse foranlediger panikbeslutninger i forventning om at udvise handlekraft – og ikke mindst skaffe sig af med dygtige, kritiske medarbejdere, der lever metoden, og som ikke vil finde sig i at blive behandlet som møbler i et dårligt indretningsstunt og derfor skrider.

Hun er opslugt af tanker, der flyder gennem fingrene som skrift, indtil en indskydelse får hende til at løfte blikket og opdage rummets grå ro i den tidlige skumring. Udenfor rusker blæsten i træerne. Verden er gennemvædet af stædigt silende regn. Hun trænger til noget at drikke, holde en pause. Hun smører en mellemmad, dagens første måltid. Da hun har spist den, får hun det dårligt og går i seng igen.

Da hun vågner, er det mørkt udenfor. Hun hører blæsten, kun af og til overdøvet af tinnitus, som hun ellers har lært at abstrahere fra, bortset fra i perioder, som nu, hvor den tager til, fordi hun begynder at føle sig presset. Hun åbner vinduet, og mærker at hun ånder friere i lyden af blæst og svage luftninger. Er der storm på vej? Hvor var det, hun kom fra? Hun finder pc’en og tager den med i seng.

Kulturen er i krig med sig selv. På den ene side udtrykker den med nogle af sine metoder tillid til, at mennesker, trods tillært usikkerhed på egen værdi og destruktive selvfortællinger, kan bringes til at tro på egen betydning og magt i en modsætningsfuld virkelighed, på den anden side forsøger den med andre metoder at tage styringen over de samme – og andre – menneskers liv ved at vise mistillid til deres evne til at vælge og i stedet diktere mål på deres vegne. Hvor blev tilliden, respekten og dialogen af? Hvordan kan en kultur blive så afsporet, at den tror på, at materiel vækst er det, der giver tilværelsen fylde? Illusionen om det frisatte menneske overfor det kontrollerede er kulturens dikotomi. Vi vil gerne se os selv som frisatte, men er det først, når vi tager magten i eget liv. Hun standser. Det var noget andet, hun skulle …

Duras, der skriver det, alle føler, men som ingen ved, hvordan de skal leve med. Udbytteren i os selv. Spielrein … Spielrein har i en afhandling, Destruction as the Cause of Coming Into Being, formuleret en tanke, der bliver ved med at fascinere hende. Where love reigns, the ego, the ominous despot, dies. Hvor kærligheden hersker, dør egoet, den ildevarslende despot. Men er egoet så ildevarslende? Er livet ikke en stadig dans mellem ego, jegstyrke, og medfølelse, mellem afgrænsning af hensyn til egne mål og behov og symbiose? Når blot vi er klar over, at det er det, vi gør, har vi vel lov til at sætte grænser og mål for at tjene egne interesser. Interesser som ofte viser sig mest tilfredsstillende udfoldet i fælles, kollektive mål. Men det er måske snarere kendetegnet på en modenhed, som den, der endnu ikke har nedlagt egne dæmoner ved at gøre sig bevidst om sin del af ansvaret for konfliktfyldte oplevelser, ikke besidder.

Hun sætter sig i vindueskarmen for at ryge. Den store hængebirk svajer kraftigt, raklerne slynges fra side til side, som håret på en kvinde ramt af et stumt vanvid. Eller måske står hun stille og mærker stormen, mens hun lader sig føre af den.

– Du viger udenom, siger hun til sig selv. – Du ved godt, hvad det var, du skulle. Men lige nu er hun blank.

Hun går i bad. I badet mærker hun en usikkerhed igen. – Er du egentlig klar over, hvad det er, du har gang i?, spørger hun sig selv under bruseren. Denne gang bemærker hun ikke de ømme skuldre, kun de ømme øjne, hovedpinen og en virkelig dårlig ånde. – Er du kompetent? – Er det afgørende?, svarer hun. Er det, der afholder mennesker fra at handle, og det, der får dem til at miste overblikket og begå fejl, ikke bare troen på ikke at kunne, manglende nærvær? Alle er kompetente – men ikke lige kompetente til alt. Det skal ikke være frygten for fiasko, der afholder hende fra at skrive.

Hendes kompetence vil hun lade andre om at bedømme. Der vil altid blive bedømt, men ingen sidder inde med sandheden. Vi gør det så godt, vi tror, vi kan, også ledere der ikke gør det godt. Tilværelsen består hovedsagligt af forhold, vi ikke har forudsætninger for at vurdere til bunds, men alligevel har en mening om. Vi er ret gode til at have en mening. Alle er meningskompetente. Tit er det uvildige, men kyndige blik det klareste, fordi det ikke er sovset ind i fænomeners tilblivelseshistorie. Men hvornår er vi uvildige?

Telefonen ringer. Det er ukendt nummer. Hun er holdt op med at tage ukendt nummer og afbryder.

Det kunne have været ham. Han kunne have sagt …

– …
­­­– Hallo? Det er T.
­– Hej T. Du ringer sent.
­– Ja. Jeg håber, det er ok?
– Det er ok. Jeg er ikke gået i seng.
­– Jeg skal til Århus i forbindelse med et arrangement. Har du lyst til at mødes?
– I hvilken anledning?
– Jeg har læst det sidste, du har skrevet. Jeg kan godt lide det. Det har fremdrift og …
– Det er sært. Jeg har altid higet efter din anerkendelse, men nu forekommer den at være uden betydning.
– Godt ord igen. Men du er vist klar over, at du har en særlig betydning for mig.
– Ja. Haha … nej, det er egentlig ikke sjovt. Du er virkelig en mærkelig mand. Men det har jeg sagt før. Lad mig lige ridse situationen op. Du ringer efter 8 år for at mødes, efter at have fulgt med i min vanvittigt smertefulde opløsning og tilblivelse via mine tekster. En smerte jeg længe var sikker på, du var årsagen til, uden at du rørte en finger for at komme mig i møde eller vise mig omsorg. Og nu fortæller du mig det, jeg fra begyndelsen har haft en fornemmelse af, men var nødt til at tro, var et udslag af min egen psykose: At du hele tiden har været positivt interesseret i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.
– Jeg synes, du skal svare ja. Jeg vil gerne møde dig. Kende dig, som jeg skrev engang.
– … Jeg tilstår, at jeg føler mig tiltrukket af dig på en måde, jeg kun delvist forstår. Du repræsenterer en styrke i mig, som jeg manglede at bevidstgøre. En styrke jeg frygtede og så ned på, fordi jeg anså den for at være et udtryk for ufølsomhed. Men det er den ikke. Den er evnen til at stå alene og beskytte sig selv uden nogen skelen til, hvad andre tænker og gør. Også selvom det kan gøre andre ondt.
– Det er rigtigt. Det var derfor, jeg holdt mig på afstand. Jeg ventede på, at du fandt den styrke i dig selv.
– Jeg ved faktisk ikke, om jeg har lyst til at møde dig. Eller. Jo. Det har jeg. Jeg har brug for at vide, om jeg stadig vil føle mig tiltrukket efter et møde.

Er det sådan? Er det indledningen? Det er i hvert fald et bedre forsøg end det første.

 

 

 

 

 

Reklamer