Hun ser ud på himlen. Skyerne ligner hvid maling, skrabet hen over en blå glasplade. En stor måge krydser himlen, en mindre fugl følger i en anden retning. Raklerne på den store hængebirk hænger roligt fra træets grene. Nogen bruger en maskine. Det kunne lyde som en vinkelsliber, men hun er ikke sikker, da maskinens omdrejning bliver langsommere, og lyden til sidst dør hen. Lyder en vinkelsliber sådan, når den slukkes? Hun sidder i vindueskarmen og ryger.

Hvordan ville hun beskrive det, hun har været igennem? Som det vildeste ridt? Nej. Det giver ingen mening at forsøge at beskrive noget så komplekst med så få ord. Og selv om hun brugte flere, ville kun de færreste forstå eller anerkende det. Det hører med. Det, hun har lagt bag sig, har lært hende at stå alene. De tanker, der bandt hende, er brændt bort af en ild, alle bærer som en glød i kroppen, men som kun bliver til bål i få.

Verden er en mosaik af tanker, der griber ind i hinanden. De fleste i fortiden, andre i fremtiden, få i nuet. Det er ikke menneskene, men deres tanker, der skaber verden; som levende organismer, der befolker hvert sit univers med hvert sit interne slagsmål om retten til at styre slagets gang. Det er kreperligt, at det er så svært for mennesker at se, og afvikle de tanker, der ikke bringer andet end lidelse og stilstand med sig.

Hun burde bruge sin fridag på noget andet end at gruble over verdens uafvendelige tilstand. En bekendt har lige beskæmmet tilstået, at hun er faldet i kløerne på Mr. Grey i 50 Shades of Grey. Hun trænger selv til sex, men trangen småslumrer et sted i kroppen, hvor den ikke gør noget større væsen af sig. Det kræver jo en partner, og de interessante af slagsen er sjældne. Det er en mands tanker, der gør ham sexet, hans begavelse, men hun kan ikke lade sig forføre af en mand uden respekt for det sårbare og frie i andre. Mr. Grey er ikke hendes kink. Ikke længere.

Mens hun skodder cigaretten, kommer hun i tanke om et møde for længe siden. Et skæbnesvangert møde, der antændte den ild, der nu brænder med klar flamme uden de giftige gasser fra det, der stod i vejen for hendes evne til at tænke selv. Hun kan høre, hvor okkult det lyder. Det er ligegyldigt. Virkeligheden er under alle omstændigheder mere okkult, end de fleste er i stand til at gøre sig tanker om. Det er alle de tanker, traumer og komplekser, som lever fortrængt i menneskers kroppe, der gør virkeligheden okkult.

Hvis hun kunne gøre deres møde om, hvordan ville det så være forløbet? Spørgsmålet giver kun mening, hvis de mødtes, som dem de er i dag. Han ville også have ændret sig. I hvilken retning ved hun ikke. Hun kommer i tanke om hans arrogance, og er ikke længere sikker på, at hun er tilstrækkeligt interesseret i at forfølge spørgsmålet, men kan heller ikke lade det ligge. Han er trods alt den mand, der har haft den mest omvæltende betydning i hendes liv. Han var ikke arrogant, da de mødtes. Heller ikke inden. Sagen er vel, at der ikke – som der var dengang – er nogen oplagt anledning til at mødes. Hun ville være nødt til at digte.

Pc’en ligger på sengen. Det er der, hun har tilbragt dagen indtil nu, bortset fra rygeturene til vindueskarmen og ud i køkkenet for at lave te eller kaffe. I et anfald af pludselig opstemthed, flytter hun pc’en og sig selv ind i arbejdsværelset. Hun ved ikke, hvad der er på vej, men hun har en følelse af, at det er nødvendigt at sidde i en stilling, der er til at holde ud i længere tid, mens hun griber det, der kommer. Lighteren, hvor er den nu? Når der arbejdes, må der godt ryges uden åbne vinduer.

Hun er nødt til at opfinde en anledning til et møde. Hun er klar over, at han følger med i det, hun skriver. Det har han selv røbet i en kort, afvisende mail. Som en anden C.G. Jung, der frygtede at Sabina Spielrein skulle hævne sig på hans afbrydelse af deres relation, frygter han, at hun skal kompromittere ham i sine tekster. Det gjorde han, retter hun sig selv. Hendes tekster har ændret sig med forandringen af hende. De er blevet ufarlige for ham. Hvis han stadig følger med i hendes tekster, er det af en anden grund. Hvad kunne den grund være? Hun mærker igen interessen falde, men holder sig selv fast på det spor, der netop har åbnet sig. Der er noget afgørende på spil. Noget hun fornemmer vigtigheden af at forfølge til bunds.

Hvis hun skulle se på sine egne tekster med hans øjne, hvad ville hun så se? Faktisk bryder sig ikke om tanken. Der er så meget forvirring, så meget sårbarhed i hendes tekster. Hun har stillet noget af sig selv til skue, som det måske havde været bedre at lade være skjult for offentligheden. Hun har gennem skriftlige nedslag ladet udenforstående få indblik i en pinefuld proces, som de ikke kan forventes at have hverken interesse i eller forudsætninger for at forstå. Måske ender hun med at deaktivere de fleste af teksterne, som hun flere gange har været på nippet til. Men hvad ville han se? Ville han se noget, der interesserede ham? Og er det vigtigt, om det interesserer ham? Det er vigtigt, men hun ved ikke, hvorfor.

Hun får en oplevelse af alligevel ikke at være kommet helt i land efter dannelsesrejsen gennem sin egen underbevidsthed; af ikke at være helt fri for det der bandt hende dér, når det stadig kan være vigtigt, hvad han tænker. – Hun har brug for adspredelse. Måske dukker der et brugbart svar op, mens hun laver noget andet. Hun går i bad.

– Åh, men det er jo i virkeligheden enkelt, siger hun til sig selv, mens hun lader det varme vand strømme velgørende ned over sine ømme skuldre. Jeg har været lige her så mange gange før, og tænkt det samme før. Han repræsenterer noget i mig, kombinationen af intellekt, sårbarhed og kreativitet, som jeg har projiceret ud på ham, fordi det af forskellige årsager var tryggest for mig. Nu behøver jeg hans bekræftelse, hans anerkendelse, hans velsignelse af, at jeg er nået i mål. Men så er jeg jo netop ikke nået helt i mål. Det er mig, der skal anerkende, at jeg er nået i mål. Ikke ham.

Da hun har redt hår og taget tøj på, tænder hun en ekstra lampe på skrivebordet. Og en smøg. Da hun læner sig tilbage i skrivebordsstolen, får hun øje på sit eget spejlbillede i ruden. – Hvor passende, tænker hun, og smiler til sig selv.

Det ville være en oplagt afslutning, tænker hun, men lidt for nem, lidt for oplagt. Og … hun leder lidt efter det ord, hun skal bruge; lidt for frygtsom. Der mangler en konfrontation. Hun viger tilbage ved tanken om at møde ham. Litteratur er ikke nødvendigvis nem, den stryger ikke nødvendigvis hverken læser eller forfatter med hårene. Hun bliver nødt til at fortsætte. De bliver nødt til at mødes, og nu er der en anledning. Men hun har virkelig ikke den ringeste idé om, hvem han er i dag.

Måske ville det blive et skuffende møde, eller et tamt møde. Måske ville han fnyse af hende og sige, – Dig, du har en idé om, at du kan skrive, skal skrive. Hvad har du brugt alle disse år til, hvor du kunne have skrevet noget, der var værd at læse, men i stedet bare har pillet i din navle? Og hun ville vide, at han havde ret, i hvert fald på en måde. Men hun har ikke kunnet flygte fra sine dæmoner eller omsætte dem til tekst med passende eller bekvem afstand til forfatteren på samme måde, som han – og andre – har kunnet.

Måske er hun bare ikke dygtig nok. Det tænker hun over, mens hun længe stirrer på det samme sted på skærmen. Nej, der har været noget andet på færde. En kaotisk smerte af den slags, som ikke tåler nogen sammenligning med de valg, en forfatter under normale omstændigheder må forholde sig til i en kreativ proces. En smerte som ikke tillader den, der er opslugt af den, kræfter og inspiration til mere end det, der vedrører smerten. Men ville han i grunden ikke vide det, spørger hun sig selv. Har han ikke set det? Hvis han har, hvilken betydning ville det så have? Ah! – hun skal være forsigtig med at tillægge ham motiver. Men så, igen, det er jo det, øvelsen går ud på. Hun er nødt til at skrive frit, ikke holde sig tilbage.

Hvad kunne han finde på at spørge om? Måske ville han spørge, om hun havde nogle ambitioner, om hvor hun vil hen med sin skrift. Har hun det, spørger hun sig selv. Nej, ikke som sådan. Hun er egentlig ligeglad med at blive kendt. Det er sig selv, hun vil anerkendes af. Hun vil være tilfreds med det, hun skriver. Og i øvrigt, hvad rager det ham? – Nåh, det tog lige en drejning her. Hvad var det? Rager det ham rent faktisk? Det gør det måske. Det er måske i virkeligheden det, det gør. Hendes indre stemme forstummer, forsvinder til et sted, hun havde glemt, tekster hun havde glemt. Og gemt. Eller slettet. Hvis der er nogen, der ved, at hun kan skrive, er det ham. – Nu gør du det igen, siger hun til sig selv. Det er dig, der ved, at du kan skrive.

Nej, sådan ville et møde ikke forløbe. Det er absurd at forestille sig. Som tingene har udviklet sig, ville hun ikke tillade sig selv at blive forhørt på den måde. Hun ville gå. Ligesom hun skulle være gået, dengang en sårende bemærkning fra ham satte en indvendig nedsmeltning i gang. Lammet af smerte kunne hun ikke.

I stedet skulle hun spørge sig selv, hvad det er, hun vil opnå med denne leg, dette fiktive møde. Er det en konfrontation på intellekt? Det ville være skørt at begive sig ud i. Hans abstraktionsniveau og viden om filosofi kunne lægge hende ned til hver en tid, hvis han fik lov til at styre samtalen. Men giver hun ham lov til det, og i givet fald, ville og kunne han så, når det kommer til stykket? Én ting er at sidde inde med en eksisterende viden, en anden ting er at kunne bearbejde den, og det kan hun. Når hun ellers har forstået, hvad denne viden går ud på. Men spørgsmålet er, om det ville være interessant i den situation. Det ville være lige så absurd at bevæge sig ud ad den tangent, som det ville være at sætte hende i forhør.

Hun mærker en irritabilitet komme snigende. Hvor kommer disse ligegyldigheder fra, når det er noget andet, der er vigtigt? Hvad? – Skriften? Kan man mødes om skriften? Det lyder dumt. Men måske er det ikke så dumt. Hvad snakkede de egentlig om, da de mødtes? – Jo, det var det, de gjorde. På alle mulige forskellige måder. Bøger, digte, sangtekster. De snakkede om det at skrive, om det andre havde skrevet. Om andre skrivende, fælles bekendte. Dengang var hun langt mere uvidende om disse ting, end hun er i dag. Og han bar over med hendes uvidenhed. Hvad var det, han skrev til hende engang? – Jeg vil gerne kende dig. Men det var dengang. Gad vide, hvad han mente. Kende hende. Tilbød han hende et venskab?

Det går i hårdknude for hende. Hun bliver nødt til at holde en pause, spise noget. – Mens hun smører en skive rugbrød og lægger brie på, får hun den tanke, at det er gensidigheden, der er det væsentlige. Hvis de skal mødes, skal det være to jævnbyrdige personer, der mødes. Det var også hendes oprindelige tanke, men hun kom på afveje. Hun fik startet forkert. Det befriende ved fiktion er, at den altid kan skrives om.

Så de mødes altså som jævnbyrdige. Men hvad snakker to jævnbyrdige personer om, som ikke har set hinanden i 8 år, og som ikke har nogen indlysende anledning til at mødes? Ikke gensidigt i det mindste. Kunne det være en tilfældighed? Nej, de ville undgå hinanden, uanset hvor de mødtes i det offentlige rum. Der må være en nødvendighed til stede. Hun må opfinde en nødvendighed, som også er en nødvendighed for ham. Fiktivt, selvfølgelig.

De står og venter udenfor studiet.

– Du har dedikeret din novellesamling til mig. Det er noget overraskende.
– Ikke for mig. Du er årsagen til, at den kunne blive til virkelighed.
– Det må være ret indirekte.
– Ja, det kan man godt sige. Men det indirekte har også en berettigelse.
– Hvad vil du sige, når du bliver spurgt om vores relation?
– At du har været en inspirationskilde. Det er ikke forkert.
– Hm. Du har virkelig været en pestilens.
– Og det har du ikke?

Nå, hvad fanden, der er jo ingen garanti for lykkelige slutninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer