Den næste boks finder han også i arkivet ved et tilfælde. Han opdager den i en reol, mens han leder efter videoer med sekvenser, han måske kan bruge i et projekt. Den er, ligesom den første, ikke vedhæftet en beskrivelse, kun påklistret et håndskrevet mærke med navnet Demphet DiNoíra, 2015.

Scenariet er et andet, kvinden er den samme. Denne gang er det en næroptagelse. Kvinden ser direkte ind i kameraet. Hun står i en hvid skjorte foran et bredstammet træ med furet bark. Måske er scenen optaget i haven, der anes i første scene. Efter lyset og tøjet at dømme er det tidlig morgen og sommer.

– Du forstod, at du måtte digte historien og historien om historien for at se mig i en sammenhæng. Det er dit altid aktive behov for at frembringe mening gennem billeder, der gør dig produktiv. Men der kan være forhold, der gør, at vi ikke er i kontakt med det i os selv, vi har brug for til at bringe sammenhæng i vores indsamlede fragmenter af klarsyn og gøre dem til en fortælling.

For en uges tid siden drømte jeg en drøm. I drømmen befinder jeg mig på en strand i et kreativt, rigt og succesfuldt miljø. Det er sommer. Der er skabt rumdeling på forskellig måde med kridhvid, ophængt teltdug. Jeg kender de fleste. Jeg har en følelse af travlhed. Jeg får øje på en mand, en kendt kunstner og iværksætter, som jeg husker fra et besøg, hvor han og min mor snakkede om, at han sandsynligvis var min far. Jeg overhørte som en stor pige samtalen. Jeg nævner det, og han anerkender det. Vi snakker lidt sammen om andre ting, og følges til en overdækning med flere kunstnere og iværksættere. Aktiviteten på stranden er en del af et større arrangement. Jeg møder min redaktør på det magasin, jeg skriver for.

– Ærgerligt du ikke nåede at skrive om dit møde med X, siger hun.
– Nej, jeg har haft travlt.
Hun har åbenbart modtaget mit materiale online lige inden deadline, og har set os snakke sammen. Desuden var mit møde med ham et privat anliggende.
– Men jeg har skrevet lidt i dit navn, fordi jeg vidste, du ikke nåede det.
Jeg bliver rasende.
– Ingen har ret til at skrive noget som helst i mit navn. Det er første og sidste gang, du har gjort det!

Jeg vågner. Oplevelsen af min egen rettidigt udviste vrede fylder mig med en følelse af styrke og afgrænsning. Jeg husker ikke navnet på manden, jeg talte med i drømmen. Det er heller ikke vigtigt. Siden drømmen har jeg mærket en vrede, jeg næsten ikke har kunnet beherske.

Hun har talt med rolig, dæmpet stemme. Nu går hun hen til kameraet og kigger direkte ind i linsen.

Et slør er faldet fra mine øjne. En naiv forestilling om, at hvis blot jeg fandt kærlighed og forståelse i mig selv og lod det afspejle sig i mine handlinger, ville jeg blive mødt på samme måde, er faldet til jorden med et øresønderrivende brag, og et gammelt, glemt raseri vækket til live. Jeg kan ikke bære de løgne og fortielser, jeg pludselig indser, jeg og andre tavse af skam, frygt eller i egen interesse omgiver os med, og jeg ved ikke, hvordan jeg giver raseriet en form, der er til at forholde sig til for andre og mig selv.

Udtrykket i hendes øjne rammer ham et sted, han ikke kendte til. Som et nødopkald fra en parallel verden, hvor hun og han har en fælles historie. Han får en knugende følelse af at have svigtet hende.

Hun ser undersøgende ind i kameraet, som for at tjekke, at han har forstået det, hun siger.

Jeg har ikke turdet være ærlig over for mig selv, ikke tilladt mig selv tanker og følelser, der dømte andre negativt. Jeg havde som barn dårlige erfaringer med at sige fra over for overgreb. Det førte kun til flere overgreb og aggression. Når jeg siden har oplevet overgreb, har jeg, fremfor at sige fra i situationen, brugt tid på at finde forklaringer, der kunne begrunde og undskylde andres adfærd, og underkende min egen negative dom. Jeg har derfor ophobet et helt livs oplevelse af små og store overgreb som traumatisk stress i kroppen. Stress der med tiden er blevet til det raseri, der nu gør opmærksom på sig selv.

Det står nu klart for mig, at det ikke er sundt at afvise ens eget instinktive ubehag ved eller forbehold overfor andre. Uanset hvor kærligt et menneske du ønsker at se dig selv som, er der en grund til de billeder, du får. I isolerede situationer, når fx du mærker irritation over ikke at få taletid og den anden får griseøjne, eller mere generelt når folk omkring dig begynder at ligne får og du synes, de er nogle idioter. Så er det på tide at passe på dig selv, så er du ved at blive stresset; så har du overset dine egne grænser i for lang tid.

Forstår du, at din opgave hele tiden har været at fremstille de scenarier og billeder, jeg skal bruge for at skrive de historier, der vil forløse min vrede på en ikke alt for påfaldende måde? Inden den æder mig op indefra og ødelægger mine relationer?

Men, vil du måske indvende, du kunne jo have kontaktet mig for længe siden. Nej, vreden var det middel, jeg behøvede for for alvor at få dig i tale. Den er det forhold i mig selv, jeg ikke var i kontakt med. Jeg er din chef, og det nu, jeg skal bruge dit arbejde.

Hun læner sig forover og skærmen mørkner med en uskarp perlemorsskinnende skive i centrum, inden den bliver sort.

Demphet DiNoíra, 2009

 

 

 

 

 

 

Reklamer