For et par dage siden læste jeg Tine Byrckels artikel (fra d. 14. marts 2015) i Information om den franske filosof, forsker og psykoanalytiker Pierre-Henri Castel. Castel har skrevet et essay om Marquis de Sade i anledning af 200-året for dennes død. I sit essay tilbyder Castel også en definition på perversion, som det at gøre mere ondt end ondt, og analyserer den perverse handling:

Det, der karakteriserer den perverse handling både hos enkeltpersoner eller systemer, er, at den sigter på menneskets subjektivitet. Det er ikke nok at gøre den anden fysisk ondt. Det er den andens eksistens, som frit vælgende menneske, der skal rammes. Topmålet af perversion er at tvinge det andet menneske til selv at ville smerten – stik mod sin egen vilje.

Traumer efter overgreb opfylder kriteriet. Den traumatiserede opsøger tilbagevendende – i et ubevidst forsøg på at komme til bunds i og afvikle traumet – forhold der ligner det, der var årsag til traumet. Eller den traumatiserede hjemsøges psykisk af traumerne, fx krigsveteraner. Personers eller systemers overgreb, de ramte hjemsøges – eller lader sig hjemsøge – indtil de bestemmer sig for at bringe lidelsen til ophør. Men hvor mange gør det? Og hvor mange indser kulturens og systemets pervertering af den enkelte? Hvor mange ser fx, at det kød, de køber, er produktet af lidelser muliggjort ved deres ligegyldighed, deres perversion?

Det, som Sade angriber, er selve den naturlige måde at tænke på hos mennesket, det er i den forstand, han er totalt subversiv. Det er paradoksalt nok en antinaturalistisk naturalisme. Han påpeger Guds spøgelse, som ligger i ideen om en eller anden præetableret harmoni mellem nydelse og det gode, væren og det gode, viden og det gode, alt det forekommer ham totalt tilfældigt. Det kunne forholde sig helt anderledes. Selv naturlovene er ikke nødvendige, og dermed ikke nødvendigvis aflæselige. Det er med denne ekstreme indsigt, at Sade sætter sig op imod et hvilket som helst naturalistisk argument for det gode. […]Problemet er ikke om ondskab kan være relativ. Problemet er at det onde er reelt. Ligegyldigheden er reel.

Gud er ikke bare god. Gud er alt og muligheden af alt, også de Sade. Selv når de Sade ikke tror på Gud. Den kontingens eller frihed, han ser, omfatter også frihed fra lidelse, som i sin mest grundlæggende form er en følge af identifikation med egoet. Når vi slipper vores frygt – fx for tab af anseelse – og gør egoet til tjener fremfor hersker, ophører vores identifikation med en ydre form holdt i ave af frygten for andres domme, for separation. Vi gør os i samme ombæring utilgængelige for sadistens hensigter. Kun egoet er offer.

De Sade er Gud, bevidsthed, i en form, der afkræver virkeligheden et rationelt svar, han ikke finder i den viden, han har adgang til. Derfor udvikler han sit eget rationelle svar i henhold til det, han opfatter som realiteter: ligegyldighed – uden at se, at ligegyldighed er én mulighed og at andre vil se andet lige så klart.

Ligegyldighed er en tankeform. Et bevidst fravalg af bevidsthed, ikke et fravær. Når vi har indset vores frihed, kan vi abonnere på en hvilken som helst tankeform, vi foretrækker. Det, i kraft af kontingens, for værdier frisatte og derfor ligegyldige blik har vel også friheden til at se ligegyldighedens ligegyldighed? På samme måde som når den senmoderne idé om det absoluttes ophør selv erkendes som en absolut idé. Den mulighed er måske at antage et urealistisk potentiale for bevidsthed hos tænkere som de Sade og hans lige. Sadisten vil skide på dobbeltkontingens og det paradoks, at ligegyldighed før eller siden vil blive ligegyldig. Måske er netop det metamoderne, og partier som Alternativet, en effekt af ligegyldighedens ligegyldighed.

Kilde: http://metamoderna.org/om-metamodernism?lang=da – Om metamodernisme.

Noget, jeg ikke forstår, er, hvorfor ligegyldighed nødvendigvis vil komme til udtryk som seksuel perversion. Dels må ligegyldighed afhænge af temperamentet hos den ligegyldige. Den bevidst ligegyldige kunne, som mange i dag synes at være det, være generelt uinteresseret, ureflekteret og uvidende. Dels synes tanken motiveret af en nydelse ved og derfor vilje til lidelse. Thanatos over libido, herunder den perverteret bevidstløse forestilling om uendelig materiel vækst. Den perverse lyst ved menneskets stræben efter det umulige er noget, de Sade tillægger værdi, og den kan derfor ikke siges at være udtryk for ligegyldighed.

Jeg kommer i tanke om en af buddhismens tre (til fem) sindsgifte. Dumhed, uvidenhed eller ligegyldighed. Betegnelsen varierer fra kilde til kilde. De to andre er had og begær (hvis betegnelser varierer tilsvarende). Den der har gjort sig fri for sin identifikation med egoet – der holder sig vitalt i kraft af egoets, subjektets, tilknytning til tilstande som ligegyldighed, had og begær –, vil ikke være af interesse for sadisten. Der er ikke et subjekt at krænke eller fratage friheden til at vælge. Den således fri, vidnet der har set giften, er mere fri end sadisten, der i sin frihed har gjort sig blind, ligegyldig, for sit eget fængsel, sin identifikation med giften.

Alt dette er mine refleksioner på baggrund af Castels udtalelser til Byrckel. Byrckel afslutter artiklen med at citere Castel i forbindelse en konference, han skal deltage i, hvor temaet er langsomme katastrofer:

Måske er der lige nu folk, der simpelthen ved, at det er for sent, at det allerede er gået ad helvede til. Som organiserer økonomien ud fra, at der ikke længere findes et forhold til det ’gode’. Og det vil folk blandt andet fra den amerikanske regering på denne konference prøve at tænke over. For vore demokratiske institutioner synes at stå totalt magtesløse over for det. Horisonten er at vi destruerer os selv.

Horisonten er, at vi destruerer os selv, fordi vi bevidstløst – dumt, uvidende, indifferent – har gjort os selv til slaver af vore egne egoer. Det er gennem egoet og dets frygt, vi bliver tilgængelige for perversionen.

Kilde: http://www.information.dk/527237 – Artikel i Information, Det onde har aldrig stået stærkere

I et anfald af nysgerrighed søgte jeg på konferencen og Castel. Jeg fandt dette – som jeg måske vil læse:

http://pierrehenri.castel.free.fr/Articles/ComingEvilKyoto2015.html – Essay af Pierre-Henri Castel, The Coming Evil? Ikke at forveksle med essayet om Marquis de Sade, der er grundlag for artiklen.

Som en lille parentes kan det være illustrerende at se placeringen af de Sades filosofi i forhold til en række udviklingslinjer (udviklet af diverse teoretikere), som Ken Wilber benytter sig af i sin egen integrale teori. Efter mit skøn befinder de Sades filosofi sig på det fjerde niveau i oversigten. Han ser sig selv som realist med et objektivt blik og et rationelt verdenssyn. Det uhyggelige er, at han på et plan usynligt for de fleste er på vej til at få ret i ligegyldighedens dominans. Det er ikke toppen af udviklingen, men det kunne blive enden.

Kaplan-ICS9-chart

Kilde: https://www.integrallife.com/integral-post/integral-cinema-studio-altitudinal-lens-ii

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer