Når alt kommer til alt, er vi
egentlig bare bevidsthed,
omgivet af et hylster af drift,
vi vil forsøge at finde en vej igennem.

Jeg har tre bøger om traumer
og to om borderline,
men jeg har ingen, der helt beskriver dig
eller mig, jeg sidder i gården på fliserne
og puster sæbebobler lidt fuld og lidt fjollet,
mens nogen et sted spiller noget,
der vist nok kunne lyde som Bon Iver:
I want you, I need you,
og børn i den samme gård
spiller leende bold med deres far,
det er blevet sommer
efter et langt og koldt forår,
det er blevet blå himmel og næsten vindstille.

Min tilstand – ukendt for dig –
efter flere sammenfaldende kriser og
udsat for din pludselige, ufordøjelige kulde
– da jeg nøgen og forelsket lå ved din side –
blev begyndelsen på en rejse,
der langsomt og smertefuldt førte mig hjem;
der er ikke mere noget ved dig,
jeg kan siges at være tiltrukket af:
ikke dit sprogs fortryllede boder
eller dit intellekts klare og dybe strøm,
ikke dit hjertes skjulte klinge,
der sætter sig blodige spor
hos den, der kommer det truende nær, nu
er der kun en undren over det, jeg ikke ville se,
og erkendelsen af, at det, jeg så, er sider af mig.

Reklamer