Vi er de historier, vi fortæller os selv.

*

Kvinden fører en finger rundt i en stadigt større ring på den duggede rude, så der dannes et felt, hun kan se igennem. Hængebirkenes lange skud skyder mørke årer i tågen. En allike letter, en anden høres et stykke derfra. Der zoomes tilbage fra haven til feltet på ruden. Derfra panoreres der langsomt fra ruden til døren. Hvide fliser, hvid porcelæn, et dugget spejl, et fyldt, dampende, emaljeret kar, hvid frotté, hvid dør. Kvinden er nøgen, midaldrende. Dampen i rummet og tågen udenfor tilfører scenen et drømmeagtigt skær.

Han har set klippet flere gange nu. Han kan ikke til bunds forklare for sig selv, hvori fascinationen består. Kvinden er slank med lys hud og langt, grånende mellemblondt hår. Tiden kunne være først i halvtredserne, stedet kunne være et sommerhus eller et landsted et sted i Danmark. Haven er dyb som en park.

Scenen synes at være et element i en større historie. En historie som han ikke kan finde i arkivet ud fra de sparsomme oplysninger, hvoraf nogle synes at være gået tabt. Der er spor af klister på boksen, han fandt på bordet, da han forleden var i arkivet efter noget andet. Med skrift står der kun Demphet DiNoíra, 2009.

Den manglende sammenhæng understøtter indtrykket af uvirkelighed. Et indtryk der får yderligere vægt i perspektivets skift fra næroptagelsen af hullet i rudens dug til havens disede mørke og tilbage til rummets blødt lagte lys med den dvælende bevægelse fra rude til dør. Hvad er instruktørens hensigt? Hvilken rolle spiller kvinden? Og i hvilket manuskript? Han må digte. Han må digte både historien og historiens historie.

*

Der ligger papirer på bordet overalt; tegninger, notater. På skabslåger og døre hænger der sedler fæstnet med tape. Han har foreløbigt brugt en halv dag på at skitsere projektet. Nu trænger han til en pause. I køleskabet finder han en øl. På vej ind i stuen standser han og lytter. Så henter han to glas og banker på døren.

– Ja?
– Må jeg komme ind?
– … ja.

Hun ligger i badekarret. Forude til venstre fører en anden dør ind til soveværelset. Han trækker en bænk tættere på og sætter sig. Så skænker han øl op og byder hende et glas.

– Du er lidt af et mysterium.
– Det er ikke underligt vores korte bekendtskab taget i betragtning. Hvad vil du gerne vide?
– Hvad det er, der gør dig så fascinerende.

Hun ler klukkende.

– Du forstår at få en kvinde til at føle sig interessant.
– Det var ikke tænkt som flirt. Jo mere jeg finder ud af om dig, des mere tiltrukket bliver jeg.
– Når jeg oplever den form for tiltrækning, forstår jeg det som sider af mig selv, jeg endnu ikke har udfoldet. De kan være omgivet med en atmosfære af mystik, fordi de ikke opfattes af dagsbevidstheden, men intuitivt genkendes de af underbevidstheden. I realiteten er det dig selv, du er tiltrukket af. Du kan stille dig selv det spørgsmål, hvad det er for træk ved mig, der vækker din interesse.

Hun lukker øjnene. Glasset med øl står urørt. Han tænker, at audiensen er forbi. Så fortsætter hun.

– Som jeg antydede, har jeg også oplevet at stå overfor mysteriet. Lige nu står jeg foran ét igen. Det handler om mit behov for mening, der afkræver universet en logik, jeg kan knytte alle mine løse ender sammen med.

Lige tiltrækker lige, siges det. I den betydning Jung bruger, når han siger, at hvis en indre tilstand ikke bevidstgøres, vil den komme til udtryk i personens omverden som skæbne. Det vil sige, hvis vores indre modsætningspar forbliver udelte og kun den ene halvdel er synlig for bevidstheden, vil den uerkendte halvdel manifestere sig i verden omkring os i form af en konflikt. Vi vil uforståeligt tiltrække den samme form for modstand igen og igen. Kvinden, der ender i forhold med voldelige mænd, ser ikke den aggression, hun retter mod sig selv ved at tillade at blive gjort til genstand for overgreb. Udfordringen består i at bevidstgøre det uerkendte, at lade være med at tage sig tildragelser nær, men anerkende underbevidsthedens andel i det, vi tiltrækker, og at ophøre med at forvente at mennesker er anderledes, end de – vi – er.

Dér, hvor nogle mennesker synes at ‘slå ud’ i vores nervesystem og krydse vores vej af en årsag eller i hvert fald få vores særlige opmærksomhed, er dér, hvor vi mangler at erkende noget i os selv – det kan være vrede, angst, misundelse, usikkerhed. Sådanne følelser tilskrives i vores kultur negativ værdi. De er forbundet med skam og kan derfor være ydmygende at erkende. Det betyder, at vi let overser dem i os selv, men så meget lettere ser dem i andre – som i lignelsen om splinten og bjælken.

Men det kan også være vores egen storhed, vi endnu ikke har set; vores egen uafvendelige andel i skabelsen, fordi intet forlader universet, alt spiller en rolle. Det skabende princip, universets bevidsthed, former alt i sit billede, som er bevægelsen mellem mørket og lyset og ophøret af illusion. Efter illusionens ophør er der anerkendelsen af alle tings eksistens. Det findes, derfor har det værdighed. Alt skabt gennemstrømmes på et subtilt plan af denne anerkendelse, denne kærlighed der – når vi overgiver os til den og lader den udfolde sig gennem os – også omfavner det i os, vi ikke tør se, og i kraft af den løfter os over det.

Hvorfor lidelsen, blindheden i verden? Måske er det så enkelt som, at alt skabt er skabt i henhold til et skabende princip, en universel bevidsthed, der kun har byggesten med en meget lille grad af bevidsthed til rådighed for skabelsen. Et urmørke, et kaos. Det skabte må derfor gennem evolution oplyse sig selv indefra. Evolution er mere end biologisk bestræbelse, den findes også i det blik, vi iagttager os selv og verden med.

Vi er universet, der legende undersøger og gør sig klogere på sig selv i dimensionernes dans, en inderlig seguidilla trådt af højde, længde, bredde, tid og bevidsthed.

Hun tier. Så retter hun sig op og begynder at vaske sig, som om han ikke var til stede.

 

 

 

 

 

Reklamer