Drømme er et forunderligt fænomen. Fordyber man sig i dem, kan de vise sig at indeholde helt andre informationer end først antaget. Forleden faldt jeg i søvn midt på dagen. Fra en lang og kompleks drøm, som jeg hurtigt glemte det meste af, husker jeg tydeligt et enkelt scenarie.

Jeg havde forladt et lille varehus under etablering, der var mange mennesker og indviklede relationer. På en parkeringsplads for enden af en plæne ser jeg et læskur, der er åbent på to sider. Der ligger en mand og sover i en sovepose. Jeg har lyst til sex og åbner soveposen så langt, at jeg kan sætte mig overskrævs på ham. Jeg sætter mig med ansigtet vendt mod hans fødder. På det tidspunkt er jeg ved at vågne og blunder i en døs af løse tanker, indtil jeg pludselig mærker hans erektion stige i mig og mig selv synke ned omkring den med et sug af lyst. Jeg kommer til at slå til hans arm, idet han strækker den frem, og vil vende mig for at beklage det. Han siger, at det er bedst, vi ikke ser hinanden, men jeg når at se hans overarm. Den har en tatovering, et sejlskib og ovenfor teksten Søværnet 1984. Vi skilles, men får ved et tilfælde alligevel hinanden at se. Han er ganske ung, indtagende på en upersonlig måde. Han ser venligt, beklagende og lidt lidende på mig. Måske som en der er ulykkeligt forelsket. Så vågner jeg.

Først tænkte jeg, at drømmen har ligheder med historien om Psyke og Amor. Psyke har fået forbud mod at se sin elskede, som ukendt for hende er guden Amor. Han kommer kun til hende om natten. Hun lokkes til at tænde en olielampe, mens han sover, men spilder på ham, så han vågner og flygter. De forenes igen efter mange forviklinger. Eventyret, der er skrevet af Lucius Apulejus som en del af romanen Det gyldne æsel, er blandt andet blevet set som en allegori på psykens længsel efter guddommelig kærlighed.

Dernæst tænkte jeg, at Søværnet tatoveret på den unge mands arm havde at gøre med en tilknytning til det kollektivt ubevidste, der i drømme og kunst ofte afbildes som et hav. Det personligt ubevidste repræsenteres ved vand i mindre omfang; en sø, et badekar, frosne vandrør etc.

Det kollektivt ubevidste er den menneskelige psykes reservoir af ubevidste følelser og indhold, herunder arketyper (symbolske repræsentationer af universelt, statisk psykisk indhold; et begreb udviklet af C. G. Jung) – fx mediernes sort-hvide fremstilling af personer, fremmedhad, idolisering, ’den indre svinehund’, mor, far, helt, skøge, klovn, leder, soldat, engel, Pippi Langstrømpe – som vi alle har part i og bidrager med os selv til. Som sømand i Søværnet har man til opgave at navigere på og forsvare dette hav af ubevidst psykisk indhold.

Personer i drømme er forskellige sider af den drømmende. Seksuel tiltrækning eller sex mellem nogle af personerne er udtryk for, at disse elementer i psyken er ved at nå til bevidsthed om og integration af hinanden. Det bevidste jeg havde i den seksuelle forening fået kontakt med noget ukendt maskulint i psyken, som er kvalificeret til at navigere i det kollektivt ubevidste. En ung mand, en Amor der ville vokse i modenhed i takt med sin integration i jegets bevidsthed. Tænkte jeg.

Så slog det mig, at 1984 er titlen på George Orwells klassiker fra 1948, om en mand, Winston Smith, der hemmeligt – tror han – sætter sig op imod et totalitært regime. Smith og hans kæreste føres bag lyset af en dobbeltspion og afsløres. Derefter genopdrages han til at underkaste sig regimet med overbevisning. Det satte drømmen i et noget andet lys. Hvorfor gjorde min underbevidsthed det muligt for mit bevidste jeg at opdage denne ukendte karakter på hemmelig mission i min drøm? – Fordi jeg var klar til at se ham og integrere ham i min bevidsthed.

Hvad forsøger Orwell at sige med sin bog? I en afgørende scene i 1984 konfronteres Winston Smith med sin allerstærkeste frygt: Et bur med sultne rotter monteres på hans hoved, og han ender med at sige: ”Gør det mod Julia.” Julia er hans elskede. Derefter fjernes buret.

Vil Orwell sige, at enhver af os udsat for sin stærkeste frygt vil være parat til at forråde den, vi elsker, herunder os selv? Siger han, at frygt vil udslette vores oplevelse af integritet og sikkerhed, enhed med andre, altet; at vi, i en situation konfronteret med valget mellem at undgå frygt og forblive tro mod os selv, vil vælge at undgå frygt (uafvidende at det ikke er muligt)? Fordi troskab mod os selv vil holde os fast i en tolkning af virkeligheden, vi ikke kan bære. Nej, det vil han nok ikke sige. Men det er sådan, jeg læser det. George Orwell taler om totalitære regimer, men det er de samme grundlæggende mekanismer i psyken, der er i spil.

Et system, en omverden, en omsorgsperson der måske 2-3 ud af fem gange udsætter os for overgreb eller svigt kan ikke forstås som en kærlig omgivelse – af en bevidsthed uden en færdigudviklet identitet og stabil jegfølelse. Vi er vores egen psykiske omgivelse, og jeget er en konstruktion, vi selv skal forme. I det lille barn – og i afsporede regimer – kan der kun skelnes mellem sort og hvidt. Verden er ond eller god eller overvældende, når de informationer, den indeholder, afkræver nuanceret iagttagelse og dømmekraft.

Frygten kan kun få overtaget, fordi vi allerede inden valget ikke er i så fuld kontakt med os selv, at vi ved, hvad vi skal elske og være tro mod. Kan vi bære at se, at det, der sårer os, også er en mulighed i os selv? Kan vi overleve den indsigt og forblive hele? Kan vi anerkende og tage ansvar for skyggerne i os selv?

George Orwells dystopiske virkelighedsbeskrivelse i 1984 har resonans i et område af det kollektive ubevidste. Et område hvor vi mennesker i mangel på indre sikkerhed og dømmekraft tolker verden som utryg og upålidelig og derfor benytter os af afvisning, devaluering, kontrol og mistænkeliggørelse for at beskytte vores sårbarhed inden andre kan såre os; med krav om forherligelse eller bekræftelse fra andre.

Denne måde at forstå virkeligheden på findes som en mulighed, en disposition i enhver. Den kommer til udfoldelse i større eller mindre grad under kriser, i bestemte situationer, som et eller flere træk, vi har. Den er en tillært, uhensigtsmæssig vane i vores afkodning af verden. Den kan være en følge af dysfunktionalitet – sårbarhed – hos barnet i spejlingsfas en mellem barnet og de nærmeste omsorgspersoner (jf. teorien om tilknytning og spejlneuroners betydning for udvikling af evnen til tilknytning og empati). Den kan også fremkaldes af utrygge eller ustabile forhold i det sociale miljø, eller af en kombination af begge.

Forskellige påvirkninger kan føre til ensartede symptomer – eller symptombilleder –, og ensartede forhold kan føre til tilstande med forskellige symptomer. Det afhænger af den måde sårbarheden er sammensat på hos den enkelte. For overblikkets skyld er det nok værd at nævne, at disse symptomer kun for en dels vedkommende passer i den ramme, Orwell sætter. Der er tale om et bredt spektrum af symptomer med det til fælles, at virkeligheden indeni og i andre ikke mærkes, anerkendes og afkodes korrekt. Desuden vil der være børn, der udsat for samme påvirkning ikke udvikler symptomer som de beskrevne; robuste børn.

Denne grundlæggende mistillid, tvivl og manglende evne til at afkode sin omverden når kun et kritisk eller invaliderende omfang hos et fåtal i form af en personlighedsforstyrrelse. Men upåagtet kan den brede sig og inficere en kultur som en sygdom, som den fx gjorde det i Tyskland op til og under 2. verdenskrig, i DDR, i USSR, i Kina – især under Kulturrevolutionen, i Nordvietnam nu og i religiøs fundamentalistisme.

Den er altså ikke noget, vi skal tage let på. Den er en disposition, en mulighed i alle, i mennesker (psykiske systemer) såvel som samfundssystemer, der dukker op, når oplevelsen af usikkerhed provokerer til krise og selvbeskyttelse. Psykiske systemer og samfundssystemer der bygger deres relationer på mistillid, har brug for løbende kontrol af deres omverden og bekræftelse for at kunne opretholde en illusion om sikkerhed.

Jeget er bange for at gå til grunde i erkendelsen af sin egen fejlbarlighed. Bagved er der et større selv uden frygt, der elsker jeget og anerkender dets utilstrækkelighed. Min drømmeaffære med en mand, der måske, måske ikke var Winston Smith i forklædning, har ført mig på en tur ind i den kollektive og personlige kælders skygger. Drømme er heftigt stof. De kan vise os noget, vi kan få brug for at vide, fx at Amor er en agent udsendt fra det kollektivt ubevidstes forsvarsstyrker med det formål at gøre sort og hvidt til farver.

 

 

 

 

 

Reklamer