Vi ligger tæt i sengen. Med to fingre følger han min kinds konturer. Han ser på mig med en ømhed, jeg ikke troede, jeg skulle opleve at give mig selv lov til at være genstand for. Jeg nyder det, jeg bader i det. Det er ham, der bryder stilheden.

– Det er svært for mig at tro på, at det her øjeblik er virkeligt.
– Det er det. Nyd det. Nyd det, så længe det varer. Vi ved ikke, hvad der sker i morgen.
– Mnh. Du ved, at jeg lever i nuet.
– Jeg nyder det. – Jeg ved, at hvis du skulle vise dig, at være en anden end den, du giver dig ud for, så kan jeg passe på mig selv. Det har jeg ikke altid kunnet. Jeg har været virkelig uheldig.
– Det handler jo om omstændigheder og hvad du har tiltrukket.
– Ja.

Det handler måske især om, hvad jeg har givet mig selv lov til at tænke. Hvilke forventninger, jeg har haft. Tilværelsens omstændigheder er ens for alle. Vi kan blive alvorligt syge, blive forladt, svigtet, traumatiseret, miste vores job et cetera. Præcis som vi selv kan være årsag til skuffelse og følelsen af svigt hos andre. Det er vores reaktion, vores psykiske investering i omstændighederne, der afgør den effekt, de har på vores livsduelighed. Vi kan være lammet af frygten for at blive forladt, fordi vi ikke tror os i stand til at stå alene.

Jeg har frigjort mig fra frygten.

 

 

 

 

Reklamer