Manden er forelsket, men holder sig tilbage. Han vil ikke presse sig på og tvinger mig derved til at reagere på den stigende tiltrækning, jeg mærker hos mig selv. Det passer mig langt fra. Nu har jeg lige vænnet mig til at være den, der bliver forført og tilfredsstillet – insisterende, blidt, svimlende. Den fordeling af rollerne passer mig fint. Medmindre jeg giver situationen en mere radikal drejning. Vi har talt lidt om det. Jeg sagde, at hvis det blev, så blev det med tøjet på. Bare for at give ham en fornemmelse af det. Han er min ven, jeg ved ikke, om man kan den slags med venner, uden at relationen forandrer sig til noget andet. Et brud eller noget dybere, mere intimt. Han sagde, at han gerne ville. Hvis vi gør det, tror jeg ikke længere på, at vi, at jeg kan nøjes med at gøre det med tøj på. Men jeg ved ikke, om jeg vil. Jeg diskuterer det med mig selv.

– Du fornægter noget. Du fornægter en del af din seksualitet.
– Sludder! Jeg har ikke lyst til, at sex og intimitet skal være et spil, hvor én har førertrøjen på og en anden lader sig føre. Det føles kunstigt, som om sex først og fremmest er noget, der foregår på et fysisk plan med en aftalt dagsorden. Jeg har lyst til sex, der vokser ud af situationen som en følge af gensidige følelser.
– Men sådan er det jo. Det er sådan, det er skruet sammen. Uanset hvilken form for sex, du dyrker, vil der være en forskellighed mellem parterne. Den kan være i graden af tiltrækning, erfaring, nærvær eller i præference – i øjeblikket eller som tilbøjelighed –, og den vil betyde, at rollerne vil fordele sig med den ene som fører og den anden som ført. Det kan naturligvis variere fra gang til gang. Og undervejs i situationen.
– Det føles som om, jeg bliver forført til at føre, fordi han holder sig tilbage. Jeg vil ikke.
– Jo, du vil. Han gør kun det, der ligger naturligt for ham. Ikke for at presse dig, tværtimod giver han dig rum. Husk de gange, hvor du har nydt det. Se det som en mulighed for at lege en leg, du nyder at lege. Når manden er for sky til at tage initiativet, har du chancen for at gøre det på den måde, du foretrækker.
– …

Det blev et møde mellem to følsomme famlende, der rækker hinanden hånden. Fingre der skiftevis flettes og forsigtigt følger ansigters konturer. Luften tæt af nænsomhed og bratte slugter. Jeg har afstanden, hadet og vreden med mig som håndbagage. En altid nærværende skygge, der minder mig om, at jeg ikke er perfekt, at der et stykke tid endnu vil være en forhindring, jeg skal overvinde for at lade mig selv stå i det lys, kærligheden kaster. Når bare jeg ved, at skyggen er min, så skal det nok gå, så skal jeg nok lære at lade mig elske også med skygge. Præcis som han lader sig elske med den skygge, jeg kan se i ham. Vi er elskende. Vi er rejsende i kærlighedens land, hvor ingen er middel, hvor alle er mål.


Until we have seen someone’s darkness, we don’t really know who they are.
Until we have forgiven someone’s darkness, we don’t really know what love is.

– Marianne Williamson

Reklamer