Min udfordring i livet har ikke været forsøget på at forstå mennesker, men at lade være. Nogle mennesker og former for adfærd er det bedst at holde sig på afstand af. Men det skal læres og det kan tage tid. Det gælder især for dem, der er vokset op med et ’giftigt’ menneske som eneste omsorgsperson. Er du det, har du længe ikke en sundere adfærd at sammenligne med. Du ved simpelthen ikke, at der findes andre måder.

Den kærlighed, eller det du oplevede som kærlighed, som du blev tildelt i små portioner, havde form af almisser, du ville gøre meget for at få og meget for at undgå at miste adgangen til. Nogle gange blev du lukket ind. Måske levede du også i frygt for pludselige katastrofer; en uforudsigelig vrede du ikke kunne beskytte dig imod eller vende ryggen til uden at risikere mere vrede – og alt dette lod dig tro at du ikke havde betydning. Du kendte ikke andre former for relation. Du kendte ikke andre former for kærlighed.

Jeg behøver ikke almisser. Jeg skal ikke gøre mig fortjent til kærlighed. Jeg skal ikke bede om lov til at være den, jeg er. Jeg har lært at elske mig selv og jo mere jeg gør det, des mere kærlig opmærksomhed får jeg af mennesker, jeg ikke forventede at blive set af. Det er ikke længere afgørende for mig at få anerkendelse, for jeg har lært at passe på mig selv. Men andre viser mig anerkendelse, fordi jeg i min kærlighed til mig selv tør gøre mig synlig som en person med følelser, meninger og behov.

Jeg lærte som barn, at jeg ikke havde ret til anerkendelse af mine behov, følelser og tanker. Det var en sjælden nåde. Derfor søgte jeg siden dem, der gav deres egne behov større vægt end mine. Vanviddet nær af smerte på den konto har jeg været tvunget til at lære mig selv noget andet. Ved at elske og respektere mig selv, ved at vedkende mig og tage ansvar for det, der tilhører mig – mine behov og følelser – og afvise det, der ikke gør, tiltrækker jeg i dag mennesker, der er sundere for mig at omgås. De andre er jeg i stand til at skelne på de følelser, de vækker hos mig. Jeg har omsorgen for, kærligheden og tilliden til mig selv at skelne med. Det er disse ting, der har lært mig at se dem, jeg skal holde mig på afstand af. Jeg behøver ikke at forstå dem og finde undskyldninger for deres adfærd. De er ikke nødvendige i mit liv. Det er nok at identificere den oplevelse af bedrag, de vækker hos mig, når de rækker ud og afviser mig på samme tid.

Denne giftighed betyder ikke, at de er dårlige mennesker. Det er ingen. Sjæle vejer lige meget. Det betyder kun, at de er et andet sted på rejsen, end jeg er, og at vi ikke skal følges. Vi mødes på en station på vej i hver vores retning for at lære noget af hinanden og – måske, sandsynligvis – skifter mindst én af os kurs.

Jeg kan godt elske et menneske ramt af mørke, men jeg behøver ikke at gøre mig selv til genstand for det. Jeg kan vende ryggen til og forlade det, hvis det er nødvendigt. Det er det samme skridt, du tager for at elske dig selv. Du ser og anerkender alt i dig selv, men lader dig ikke overvælde af det, du ser. Du er din bevidsthed, der ser på det, der former din fremtræden i verden. Du lader det hele passere i accept og du vælger, hvad du vil være i og nære og hvad du vil vise opmærksomhed på afstand, så det ikke forsvinder ind i ubevidsthedens tåger igen.

 

 

 

 

 

Reklamer