Ved du at støvregn kan være så fin, at den næsten er tåge? Dråbernes drivende raster kan lige anes oplyst mod en mørkere baggrund som fortætninger i langsom bevægelse og forandring, hvoraf nogle opløses eller samler sig til nye former. Af og til hører regnen op, så der kun ses en dis af fugt. Sådan faldt den i går aftes i lyset fra de høje lygter på torvet, da vi sad i ly udenfor caféen, mens jeg forsøgte at huske, hvad eller hvem regnen mindede mig om. Men regn minder mig altid kun om dig. I går mindede den mig desuden om poesien i alle tings foranderlighed og den måde hvorpå særlige former for energi samler sig og opløses.

I aften tænker jeg tilbage. Skal jeg se på fortællingen om dig og mig med et jungiansk blik, må den uforsonlighed, jeg har tolket hos dig og min tiltrækning til den, spejle en uforsonlighed og en tiltrækning i mig selv. Den måde, vi læser verden på, afspejler en indre tilstand. Jeg brugte dig til at gøre mig fortræd med. Jeg ville gøres fortræd og jeg ville opnå din kærlighed, din anerkendelse. Det var uden at vide det eller ønske det bevidst den eneste form for relation, jeg kendte, og derfor den eneste jeg kunne spejle, dvs. indgå som deltager i. Hos dig søgte jeg den anerkendelse af mig, jeg ikke var i stand til at give mig selv. Smerten lå i den umulige opgave at gøre dig til en del af sådan en relation. Du afviste og du forelskede dig, men ikke i mig.

Min baggrund for at opsøge den form for relation har en lang historie. Den er underordnet nu. Men det var den, der i første omgang førte til mødet med dig og den oplevelse af afvisning, der blev indledningen til en omfattende personlig proces. Havde jeg kunnet passe på mig selv, havde jeg aldrig mødt dig eller forelsket mig i dig. Det havde ikke været nødvendigt. Jeg ville ikke have haft brug for at projicere mig selv ud på dig.

Det har været næsten uoverkommeligt at afvikle den tænkning, der har givet dig så stærk en tiltrækning på mig. Du repræsenterer sider af mig, jeg har haft brug for at komme i kontakt med. Min jegstyrke og kreativitet især. Det var derfor din anerkendelse og din afvisning var så afgørende. Din afvisning betød, at jeg blev tvunget til at fremelske og anerkende de sider i mig selv – og overvinde min afvisning af mig selv.

Det har taget tid. Endnu for få dage siden oplevede jeg, at tiltrækningen mod dig ikke tillod mig at indgå i et kærlighedsforhold. Nu kan jeg se, at det ikke var det, der var tilfældet. Det er dit eksempel, der er tilfældet. Din integritet er blevet min integritet. Jeg lader ikke hvem som helst komme tæt på. Kun den der føles rigtig. Det var præcis, hvad du sagde dengang, jeg blev slået helt omkuld. Om end du sagde det lidt mere end almindeligt ufølsomt. Du er et menneske med kant. I dag kan jeg lade være med at tage det personligt. I dag har jeg tillid til, at de fleste mennesker vil hinanden og mig det bedste. Jeg har lært at spotte det usunde selskab, men bestræber mig på at behandle enhver med respekt. Vi er alle rejsende hver sit sted på vejen mod det samme mål.

 

 

 

 

 

 

Reklamer