You are currently browsing the monthly archive for oktober 2014.

Min udfordring i livet har ikke været forsøget på at forstå mennesker, men at lade være. Læs resten af dette indlæg »

Ved du at støvregn kan være så fin, at den næsten er tåge? Læs resten af dette indlæg »

Stof. Masse. Materie. Kan man forestille sig verden uden alle dens former? Du har en krop for eksempel. Læs resten af dette indlæg »

Lige inden jeg vågnede, drømte jeg, at jeg var på vej op i et tårn. Læs resten af dette indlæg »

Passagen i min hals er på størrelse med ’næsten ikke’ og ’av’. Læs resten af dette indlæg »

Forstår du, at det ikke er enkelt? Det er ikke et enten-eller, det er et både-og. Måske på én gang. Læs resten af dette indlæg »

“Don’t wait for it,” I said.
“Create a world, your world.
Alone. Stand alone. And then
love will come to you,
then it comes to you.”
– Anaïs Nin

The female ego has to be
in charge of the Animus.
– Jane Wheelwright


At vide sig fejlbarlig, selvberoende, intakt. Det er hoveddestinationen. De fleste ved det, færre er nået frem.

En dag for nyligt læste jeg digte af Tomas Tranströmer. Særligt ét ramte mig.

Tranströmer ved det. Han ved, at for hver hoven eller magthaverisk tanke, for hver gang vi irriteres, rystes, ængstes, misunder, hader, føler os usle og beundrer, begærer noget eller nogen med en forventning om, at det eller den skal tilfredsstille vores behov, vores billede af virkeligheden, så er der endnu en hvælving at tilbagelægge. Han ved, at det er, som det skal være. Vi bliver aldrig færdige. Ingen af os gør. Ingen.

Virkeligheden er, som den er. Når vi bliver vrede eller skuffes, er det fordi, vi forventer noget andet af den.

*

Jeg snublede i et hul og forstuvede mit blik. Uforholdsmæssigt længe. Mere kompliceret er det ikke. Set på afstand. Set på afstand er alting mindre kompliceret, end det tager sig ud for den, der står i en vanskelig situation uden den fornødne viden og erfaring til at se sig enkelt og smertefrit ud på den anden side.

Forleden så jeg i et klart øjeblik, hvordan jeg gennem mit liv har tillagt mange ting en vægt og betydning, der ikke stod i forhold til deres reelle indhold. Alene fordi jeg har været skubbet ud af kontakt med min egen essens. Ude af kontakt med mig selv har jeg forsøgt at tolke og navigere i forhold til andres adfærd frem for at stå i mig selv. Tidlige chok og traumer har forhindret min adgang til at mærke og stole på, hvad jeg reelt selv følte i en given situation og fastholde det som modvægt til det, jeg mødte i min omverden.

I situationer præget af usikkerhed har jeg tillagt andres emotionelle adfærd og oplevelse – deres vurdering og reaktion – større vægt end min, fordi jeg ikke var i bevidst kontakt med mine egne følelsers dømmekraft; mine grænser, behov og lyst. Jeg havde tilsidesat den som en følge af de ovenfor nævnte chok og traumer, blandt andet forårsaget af en uforudsigelig aggression fra min mors side og undertrykt rædsel i situationer, hvor jeg var ladt alene hjemme. Jeg lærte, at det ikke nyttede at søge tryghed og bede om hjælp.

Jeg har kuet mig selv til blindhed og tavshed af frygt for konsekvenserne ved at være ærlig – ikke mindst overfor mig selv: dels faren for at blive afvist og udelukket fra et fællesskab, jeg var afhængig af og længtes efter at være en del af, dels at skulle finde mod og styrke til at afvise og udelukke mig selv fra et fællesskab, jeg ikke kunne se mig selv være en del af, og – mindre drastisk – til at markere min egen forskel i et større og mere varieret fællesskab. Konflikten blev indledt med forholdet til min mor, som døde da jeg var tretten, og jeg derfor ikke fik lejlighed til at komme til fred med. Mens hun levede. Hvis dét havde været muligt.

Denne tidlige konflikt lagde grunden til en tilstand, der kaldes traumatisk stress. Den har præget mig siden min tidlige barndom og er formentlig årsagen til, at jeg blev et let mobbeoffer i skolen og til senere konflikter med stærke og ofte devaluerende eller passivt aggressive mennesker, hvis kærlighed og accept jeg – med trodsige undtagelser – har søgt ved at prøve at opføre mig til deres tilfredshed. Uden held. Og måske godt det samme. I stedet har jeg været tvunget til at finde kærligheden og accepten i mig selv.

At se hele denne sammenhæng er at følge årsagen til bunds i en forgiftning, jeg var klar over eksisterede, men ikke klart kunne se kilden til. Det er ikke, fordi jeg ikke har været tæt på før, men jeg har stædigt vægret mig ved at give slip på håbet om kærlighed og accept fra den mand, der tvang mig ud på min rejse for at finde kærligheden til og troen på mig selv. Jeg kan heller ikke nu ærligt sige, at han er lagt bag mig.

Han besøger mig i drømme, hvisker sit navn over mine læber og der er ingenting jeg kan gøre for at forhindre ham i det. Men det er ikke længere forbundet med urimeligt stærke følelser – ud over irritation. Det er blot noget, jeg engang har tillagt en langt større betydning, end det reelt har. Præcis som de ord, han sagde, der engang slog mig så meget ud af kurs, at jeg nu efter syv år har fundet et mere brugbart spor.

 

 

 

 

 

 

 

***

We are masters of the unsaid words, but slaves of those we let slip out. - Winston Churchill

Seneste kommentarer

Jan Carsten Mieritz on Himmellegemer

Kategorier

Den etiske fordring

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej. - Knud Ejler Løgstrup

Tilmeld din e-mailadresse og modtag en e-mail når der er nye blogindlæg.

Slut dig til de 413, der følger denne blog