Du er med til festen. Jeg orker ikke at deltage. – Vi er deltagere i det samme, omfangsrige ferieselskab. Om eftermiddagen er der fest et sted med optrædende musikere. Vi ankommer i busser, hvor jeg får øje på dig, men jeg er for træt og skidt tilpas, så jeg tager hjem igen alene. Jeg vidste ikke, at du var med, og ved ikke, om du vidste, at jeg var. Ved døren til min ferielejlighed, der ligger i et hus, hvor jeg har boet en del af min barndom (i drømmen er huset bygget om) opdager jeg, at jeg har glemt mine nøgler. To jeg-stærke og lidt frygtindgydende kolleger, der også bor i huset, har ligeledes glemt deres nøgler. De har cykler. Selv finder jeg en lånecykel, som der er mange ens af. Vi begiver os på vej. Lånecyklerne er små, stærke cykler, røde og med sort gedebukkestyr. Min cykel slår en god fart. Jeg kommer langt foran de andre.

Det handler mindst om dig. Den leg er jeg dødtræt af. Det handler om rejsen: om kollektivet – bussen, festen, rejseselskabet – der bliver forladt, og nøglen til barndommen (med indgang fra en anden vinkel), der bliver glemt. Det handler også om provokerende jeg-styrke, som jeg ikke desto mindre følges med. For at finde svaret, må jeg hente nøglerne i bussen – kollektivets transportmiddel. Jeg har heldigvis god fart på.

Det giver mening. Jeg bliver mere og mere træt af kollektive tendenser til at tænke og handle på – synes det – fastlåste måder. Jeg vægrer mig ved at deltage, jeg gider ikke, orker ikke. Ikke desto mindre ser det ud til, at den nøgle, jeg mangler for at kunne indtage min barndom fra en ny vinkel, skal hentes i fællesskabet. Måske er fællesskabets psykologiske bevægelsesmønster ganske enkelt det bagtæppe, jeg skal se fortidens begivenheder på baggrund af. Ved at adskille mig fra det og se det på afstand. Det er jo jublende enkelt.

Det er tankevækkende, at fællesskabets lånecykler – til individuel transport – slår en bedre fart end de cykler, der føres af de lidt rigide jeg-stærke kolleger (der har været forudseende og sørget for cykler til sig selv). Kollegerne er selvfølgelig en del af mig, for sådan er det med drømme. På cykel når man hurtigere frem end på gåben, men langsommere end på knallert eller i bil. Måske så tilpas langsomt, at sjælen kan følge med. Ifølge drømmen tilbyder fællesskabet altså en mulighed for individuel fremdrift og løsrivelse – når man tør lade være med at forudse alle situationer og fravige sit rigide jegs krav om at klare sig selv. Det er også værd at tænke over lånecyklernes røde farve og sorte gedebukkestyr. Måske trækker de på en blind kollektiv styrke og vilje til at nå frem, som kan manifesteres i og styres af den enkelte efter behov.

Drømme taler fra Selvet eller underbevidstheden, der siges at være klogere end det dagsbevidste jeg. Jeg synes selv, at jeg med denne tolkning af min drøm er lidt klogere nu, end jeg var, da jeg lagde mig til at sove i går aftes. Da var jeg ved at blive ædt op af en stumhed, en mangel på ord, og en frustration, jeg ikke kunne placere nogen steder. Det dæmrer for mig, at frustrationen netop skyldes den rigiditet, vi som mennesker og egoer i stort omfang lever med. Ikke kun mig, men alle synes at være begrænset af en stivnet tankegang og adfærd, en personlighed som det forekommer nærmest umuligt at se ud over og betragte på afstand.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg ser det som forkert at have personlighed og jeg-styrke. Personligheden er en måde at blive synlig for andre på. Problemerne opstår, når vi identificerer os med personligheden ude af stand til at fravige det standpunkt, den indtager, fordi det vil opleves som et nederlag, et tab af jeg-følelse, et tab af ansigt. Lige præcis dette forekommer massivt i hverdagen overalt, hvor mennesker samarbejder og omgås hinanden. Men vi er sjældent bevidste om det i situationen og står derfor – af behov for at manifestere os selv eller af frygt for ikke at gøre det – i vejen for løsninger, der tjener fællesskabets bedste.

Jeg er ingen undtagelse og lader mig nemt rive med, når fire andre til et møde sidder og råber i munden på hinanden for at blive hørt. Men bagefter bliver jeg utroligt utilpas over, hvor primitivt vi fungerer, på trods af al den viden vi har om psykologi, kommunikation, samarbejde og hvad der tjener fællesskabet bedst. Det er så ærgerligt, at det er lige til at tude over. Det er forstemmende og ikke mindst forstummende. Det er hér og i lignende situationer, jeg godt gad give min rigide jeg-styrke baghjul og for alvor rykke, så jeg mere klart kunne se de motiver, der er på spil. De motiver og bevæggrunde der til enhver tid er og har været på spil i min omverden og i mig selv. Dér har jeg nøglerne.

 

A man is shown in a dream only what is suggested by his own thoughts…

Rabbi Shemuel ben Nachmani citerer sin lærer Rabbi Jonathan ben Eleazar i Berakhot,Talmud

 

 

 

 

 

Reklamer