Jeg sidder på toilettet og tisser. Jeg kigger på mine opadvendte hænder, som jeg har samlet til en flad skål. De ligner et landskab set højt oppefra, kløfter med floder i bunden. De er smukke på en rørende måde.

Bag alle min hverdags små iagttagelser fornemmer jeg et langsommere og langt større scenarie.

*

Dette er uventet. Jeg havde forventet at skrive mig væk fra dig og ind i mig, ikke dybere ind i dig. Det så ud til, at en afslutning var det, vi begge ville. Disse tekster skulle dokumentere processen. Men det er ikke det, der sker. Det, der sker, ligger hinsides det, man vil kunne betegne som en normal erfaringsverden.

Jeg har ingen rationel forklaring på det. Det er ikke en leg, jeg leger med mig selv. Det er heller ikke en leg, jeg leger med dig. Det er udenfor min kontrol. Det er det, der sker, når jeg giver slip på kontrollen.

Det større scenarie, jeg fornemmer, er du og jeg af en ukendt grund i tættere kontakt med og derfor stærkere berørt af end størstedelen af jordens befolkning er det. Det kan synes at være store ord, men min iagttagelse er ikke forbundet med en oplevelse af, at vi er særligt enestående og udvalgte individer. Jeg er i det mindste ikke. Vi synes at være nået til et sted på vores sjæls rejse, hvor vi bliver ført af kræfter udenfor vores kontrol, fordi det, der foregår, er en del af vores bestemmelse. Med eller uden vores vilje.

Jeg er ikke skør. Jeg skriver i en tilstand af den størst mulige jordforbindelse, jeg er i stand til at mobilisere.

Det, der sker, sker ikke kun for mig. Uagtet dit stærke intellekt med dets behov for logiske forklaringer og din store vilje, så sker det også for dig. Det eneste vi opnår med vores stædighed er at modarbejde en proces, vi ikke kan forhindre. Vi gør det kun sværere for os selv at nå derhen, hvor vi før eller siden ender.

Der findes en ikke-rationel forklaring. Jeg har det blandet med den. Ligesom dig har jeg brug for logiske forklaringer og med dens aura af new-age og mangel på verificerbar sandhed støder den mod mit behov for beviselig mening. Men den føles rigtig og forløbet omkring min kundaliniproces har lært mig, at der findes sandhed, der ikke kan verificeres med naturvidenskabelige forklaringsmodeller. Ikke endnu.

Jeg har lært at leve i en tilstand, der ikke giver logisk mening, fordi den er en så insisterende og krævende del af mig, at jeg er ude af stand til at ignorere den. Heldigvis er kundalini kendt og beskrevet gennem flere tusind år af mennesker med klare intellekter; bevidsthedsforskere der er kommet til indsigt gennem mange års meditativ praksis med iagttagelse af sindet. Det er ikke forskning i vestlig forstand og med vestlige standarder for forskning. Deres erfaring har ikke desto mindre dannet basis for en viden, der bruges og arbejdes videre med i dag – også i kredse, der går mere videnskabeligt til værks. Denne viden, blandt andet formidlet gennem min terapeut (som også er uddannet psykolog), har hjulpet mig i min proces, hvor naturvidenskaben ikke har haft noget svar.

Der findes et begreb med flere navne: tvillingesjæl, sjæletvillinger, twin flames med flere. Jeg har tidligere set det som svaret på den forbundethed, jeg oplever mellem os. Jeg har også forkastet det i flere omgange og af forskellige årsager. Mest fordi jeg ikke kunne forlige med at være forbundet med en, jeg længe så som den, der var årsag til den smerte, jeg gennemlevede. Sådan er det ikke. Jeg er årsagen til den smerte, jeg har gennemlevet de seneste syv år. Den nødvendige proces ud af smerten blev initieret ved vores møde.

Præcis den udfordring at forlige sig med noget i alle andre tilfælde ufordøjeligt hos den anden, er en del af den forberedelse, der går forud for foreningen af to tvillingesjæle. Det er en nødvendig del af en proces, der handler om at udrense smertekroppen eller den emotionelle krop for traumer, inden en forening mellem to tvillingesjæle er mulig. Der findes adskillige mere eller mindre lødige kilder på internettet med information omkring tvillingesjæle. Jeg har ikke forsket dybere i dem. Jeg har været optaget af kundaliniprocessen, og havde i øvrigt også forkastet denne mulighed igen indtil for et par dage siden.

Et af de begreber, der går igen i de kilder, jeg har opsøgt, er begrebet runner. Den ene af parterne vil løbe fra forholdet i panik. Jeg har længe set det sådan, at det var dig. I virkeligheden var det mig. Jeg har først skullet være fri af gamle traumer og lære at være hjemme i mig selv. Imens har du levet dit liv, som det nu formede sig med forelskelse, parforhold og opbrud. Sådan som det engang blev fortalt mig, at du ville. Men du har subtilt rakt hånden ud undervejs. Jeg reagerede med panik, sorg og raseri over, at du ikke henvendte dig direkte. Selvfølgelig kunne du ikke det. Jeg var ikke klar. Det kan jeg sagtens se nu.

Det kan være ren indbildning, men sådan opleves det ikke. Der er for mange ting, der passer sammen. Jeg er ærlig talt heller ikke sikker på, at jeg er klar nu, hvor det kunne se ud til at være lige op over. Det, der er på færde, foregår på så højt et energimæssigt niveau, at jeg måske ikke vil kunne håndtere et møde. Meget vil afhænge af din indstilling. Jeg vil heller ikke kunne håndtere alternativet. Min drift mod dig er så stærk, at det er svært at bære. Jeg har ingen forestillinger om os. Det er ‘kun’ en tilstand af ubeskrivelig ømhed og tiltrækning.

Trods afvisningen i det svar, du senest gav mig i en mail, kan du have været klar længe. Du er den stærke af os. Sådan ser det i det mindste ud for mig. Men magtkamp er et andet element i forløbet inden den endelige forening. Jeg har raset og sparket ud efter dig vanvittig af smerte. Uden for alvor at ville gøre dig fortræd, men fordi jeg ikke kunne andet. Det har du naturligvis reageret på ved at trække dig.

For mig er det tydeligt, at dette ikke er slut. Og her bliver jeg nødt til at gentage, at det ikke er noget, jeg personligt vil. Det er en oplevelse, jeg har, som jeg ikke kan frigøre mig fra uanset hvor meget, jeg prøver. Det står mere uklart, hvordan det vil kunne give mening. De få oplysninger, jeg har givet mig selv lov til at søge om dig, fortæller mig, at der er store forskelle mellem os. Du har et intellekt, som mit på ingen måde kan måle sig med. Men alle mine kræfter – inklusive de mentale – er gået til at håndtere den kundaliniproces, jeg har gennemlevet, siden vi mødtes. I en anden virkelighed ville tingene måske have set anderledes ud.

Jeg har været nødt til at prioritere arbejdet med mine emotioner og traumer og lægge min intellektuelle nysgerrighed i dvale. Men min manglende sans for logik og indsigt i bevidsthedsfilosofiske spørgsmål vil næppe være en hindring for at mødes. Hvis vi er sjæletvillinger, vil du være tiltrukket af mig på samme måde, som jeg er tiltrukket af dig. Begrundelser og årsager er unødvendige. Tiltrækningen taler for sig selv.

På den anden side ved jeg også, at vi har flere fælles træk. Dem vil jeg ikke fordybe mig i. Du kender dem.

En del af mig fortæller mig, at jeg er ude i et umuligt ærinde, at jeg er oppe imod en stædighed, jeg ikke kan flytte på. Hvis det skulle lykkes at flytte dig, er det stadig et åbent spørgsmål, hvad resultatet af et møde vil blive. Det blev engang forudsagt, at det ville ende lykkeligt. Som situationen ser ud, er det intet, der tyder på noget i den retning. Jeg risikerer som flere gange tidligere med lignende tekster – der dog aldrig har været så afklarede som denne – at udstille mig selv som patologisk fantast. Men andre mennesker oplever ikke det, jeg oplever, og har derfor ikke et kvalificeret grundlag at vurdere situationen ud fra. Dette er exceptionelt.

Jeg kan ikke komme det nærmere. Det er det, du oplever, der afgør sagen. Der er ingen anden tvang end den, jeg også er underlagt, som jeg ved, du til enhver tid vil kunne afvise. Hvad du end beslutter dig for, vil jeg ikke kunne slukke for det, jeg selv oplever. Jeg kan, som du, kontrollere og undertrykke det, men mine følelser for dig er forbundet med min kreativitet, fordi jeg skriver om mit liv. Du vil på din side kunne skjule og pakke mig ind i fiktion. Hvis jeg vil være kreativ, er jeg nødt til at forholde mig til din eksistens i min bevidsthed. Hvis jeg ikke kan skrive om dig, kan jeg ikke skrive.

Digtets spinkle abefingre
krøller sig om mine
i et lysende, hvidt rum
fyldt med hvide dyner i stakke
jeg synker ned imellem,
kigger ud igennem
på en langhåret, ung kvinde
der tvivlrådigt
ser mig forsvinde;
jeg drømmer om noget andet
og digter om dig
mens puebloerne danser
med horn på hovedet,
mens tvivlen indfinder sig
som den altid gør,
som den skal når alt andet
et kort øjeblik er opbrugt
og enden er for overvældende.

 

 

 

 

 

Reklamer