Og dronningen spørger sin hemmelige rådgiver:
Hvem er den onde kvinde min gemal har kær?
– Han elsker alle kvinder, som tænder hans blod. –
Men hvem af alle disse, skal jeg bekæmpe mest?
– Dit eget mørke indre, skal du bekæmpe mest. –
Hvordan skal jeg bekæmpe mit eget mørke indre?
– Lad sendebudet kysse dig, når solen går ned. –

Edith Södergran

En tekst kan altid læses på flere måder. Her er én læsning af Södergrans digt:

Dronningens højere Selv i den hemmelige rådgivers rolle sender dronningens bevidsthed til at lyse for hende, hvis hun lader sig kysse af den – forenes med den – når solen går ned, dvs. når hendes eget mørke sætter ind. Det er smukt og magisk som i et folkeeventyr.

Sådan kan god lyrik skære komplekse situationer helt ind til nerven. Denne læsning er indlysende for mig, men sikkert kun fordi, jeg er, hvor jeg er i mit liv lige nu. Andre ville få noget andet ud af digtet.

At lade sin bevidsthed lyse mørket op er ikke ligetil. Vi skygger langt ind i mørket for os selv og det bevidsthedslys, vi bringer med os. Det er en rejse med rystelser undervejs, når vi konfronteres med det, vores udforskning afslører, som vi ikke var i nærheden af at se, da vi begav os på vej. Undervejs kan vi blive bange for, hvad de næste afsløringer vil vise. Det kan være ydmygende at møde sig selv. Vi kan føle lede ved os selv og frygte at miste kontrollen – forstanden – i det emotionelle stormvejr, afsløringerne rejser.

Lede og frygt er også kun skygger i os, der vægrer sig ved at se og rumme alt det, vi er. Vi er oppe imod tabuer vi har tillagt os i vores opvækst og kulturelle normer. Den eneste vej igennem er at anerkende mørket og lære at beherske det destruktive i os selv. Hvis vi ikke gør det, vil det styre os fra det ubevidste og holde os fast i det, vi ikke bryder os om i os selv, når vi ser det i andre. Når vi lærer at rumme og beherske det destruktive i os selv, lærer vi samtidig at acceptere det i andre. Vi har alle en rejse at foretage og den befordres ikke af, at vi ringeagter hinanden for det, vi endnu ikke har lært.

Det ubevidste består ikke kun af uacceptabelt emotionelt indhold som fx had, grådighed og fejhed. Der er meget, vi ikke ved om os selv, når vi begynder at se indad. Der kan også være positive, konstruktive sider af os, som venter på at blive anerkendt. Sider der ikke er blevet set eller værdsat i vores omgivelser og som vi ikke har været i stand til at bevidstgøre for os selv eller været så meget i kontakt med, at vi kunne styrke dem.

Det kræver styrke at møde og acceptere sig selv i en verden, der i stort omfang styres af regler og normer udviklet for at tilgodese en fysisk, materiel virkelighed og interesser – emotioner –, som nok er velkendte, men mere eller mindre er ubevidste for dem, der styres af dem, fx er valutamarkedets bevægelser i høj grad styret af emotioner . Det er den virkelighed, vi starter rejsen fra.

Tilbage til digtet. Hvis jeg er dronning, så er min gemal fraværende, ikke eksisterende. ”Venus lader vente på sig.” Hvis rastløshed er en del af mørket, så er mørket stadig en del af mig. Jeg er ikke helt sikker på, hvad rastløsheden gælder. Ingen siger, at dronninger skal have en gemal. Ikke i det virkelige liv, selvom det er normen. I dybdepsykologien gælder der andre regler. Måske er det Animus, der river sig uroligt i sit tøjr for at få spillerum. Min Animus, min skriverkonge der udtrykker sig med selvtillid og autoritet. Men dronningen hersker med hård hånd. ”Duer ikke, væk!” Mørket igen. Frygten for at blive vejet og fundet for let.

Sådan går dagene, mens ingenting ser ud til at ske. I kulissen raser dronningen, for hun vil se resultater. Hvad siger sendebuddet? Sendebuddet siger: Skriv det, du ser, føler og tænker, uanset hvad det er. Det er alt, hvad du har.

– Ja, men det skal have substans og litterær kvalitet!
– Skriv nu bare .. det ordner sig.

 

 

 

 

 

Reklamer